Med Geert Wilders i skudlinjen

I tiåret for offentliggørelsen af Muhammedtegningerne gør Flemming Rose i bogen »Hymne til friheden« status over den debat, som han verden over har haft en central rolle i. Vi bringer et uddrag af bogen, der udkommer i morgen.

Foto: EPA/BART. Det vakte stor debat, at Geert Wilders skulle deltage på Folkemødet på Bornholm. Flemming Rose deltog i debatten med Wilders på Folkemødet.
Læs mere
Fold sammen

Den kontroversielle og mordtruede hollandske politiker Geert Wilders var en indædt modstander af EU og de krav om kriminalisering af hadefulde ytringer, som blev udstedt fra Bruxelles.

Wilders ønskede Holland ud af det europæiske samarbej­de. EU og han var imidlertid enige om nødvendigheden af at begrænse ytringsfriheden for at sikre den sociale fred, om end det skete med forskellige begrundelser. Det blev klart for mig under en debat med Wilders på Folkemødet på Born­holm i juni 2015.

»Nærer du en eller anden dødsdrift?« vrissede en nær ven.

Han mente, at jeg burde holde mig langt væk fra den planlagte debat.

»Det er en foræring til terrorister at stille sig op sammen med ham i et åbent landskab,« tilføjede han.

Jeg nærede naturligvis ikke et hemmeligt ønske om at dø, og jeg havde heller ingen lyst til at forære terrorister en gylden anledning til på en gang at ramme to af dem, der figurerede på al-Qaedas dødsliste, nemlig mig selv og Wilders. Jeg var af den opfattelse, at jeg ved at blive væk netop ville forcere dem en triumf.

Deres trusler ville have virket. Endnu en gang ville no­gen have bøjet sig for frygten i debatten om ytringsfriheden og dens grænser. Desuden fandt jeg det vigtigt at få tydelig­gjort forskellen på mig og Wilders i debatten om islam og ytringsfrihed.

Mærkeligt nok var mange overbeviste om, at Wilders selv var ude om dødstruslerne, og at han derfor var ansvar­lig for de massive sikkerhedsforanstaltninger pa Bornholm. Det var ham, der ødelagde festen, ikke de voldsparate fana­tikere, lød logikken. Den var ikke ny, men alligevel var det forstemmende, uanset hvad man måtte mene om Wilders’ synspunkter. Han havde ikke truet nogen med vold. Det var ham, der var blevet truet.

Seks uger før Folkemødet var han til stede ved et arran­gement i Texas, hvor to islamister dukkede op for at hævne krænkelser af deres profet. De blev begge skudt. Der var tale om en tegnekonkurrence med karikaturer af profeten Muhammed. Wilders var dommer. Jeg havde også modtaget en invitation, men ignorerede den. Jeg var uenig med arran­gørerne om ganske mange ting, men de havde ikke gjort no­get ulovligt. I et demokrati har borgerne givet statsmagten voldsmonopolet. Til gengæld har staten til opgave at sørge for borgernes sikkerhed, når de eksekverer deres grundlovssikrede rettigheder. Deltagerne i Texas gjorde ikke anslag mod andres rettigheder, men gennemførte et fredeligt arran­gement, som nogle mennesker støttede og andre fandt tåbe­ligt, provokerende og krænkende.

Det samme var tilfældet for Trykkefrihedsselskabet på Bornholm. Hysteriet i ugerne op til Wilders’ ankomst fore­kom helt ude af proportioner. Han havde været i Danmark ved adskillige lejligheder og talt, uden at nogen havde taget notits.

Hvad havde ændret sig? Danmark havde været scene for det første islamisk inspirerede angreb med dødsofre. Det var den nye kontekst for debatten om Wilders. De, der gav Wil­ders skylden for, at Folkemødet blev forvandlet til en belej­ret fæstning, levede i en idyllisk fortid uden terror og trusler. Det var tilsyneladende ikke gået op for dem, at Danmark og det øvrige Europa befandt sig i en ny virkelighed. lntet ville blive som før. Massedrabet på Utøya i 2011, terrorangrebe­ne i Toulouse og Bruxelles i 2012 og 2014 og senest angrebe­ne i Paris og København i begyndelsen af 2015 havde gjort det klart for myndighederne, at verden havde forandret sig.

Truslen var ikke ny, men den var blevet anderledes nærværende. Derfor skruede alle lande op for sikkerheden. Ikke bare Danmark.

Wilders’ tilstedeværelse pa Bornholm gjorde ikke den store forskel i det billede. Folkemødet blev set som et op­lagt mål for dem, der ville ramme demokratiet og det åbne samfund på et ømt punkt, i dette tilfælde forsamlingsfrihe­den og den frie debat. Det samme gjorde sig gældende for tilsvarende arrangementer i andre lande. Wilders optrådte således ikke pa Almedalsveckan på Gotland i Sverige, for­billedet for Folkemødet pa Bornholm, men ikke desto min­dre var der også dér skærpede sikkerhedsforanstaltninger i 2015. I første halvdel af 2015 deltog jeg i flere offentlige debatter rundt omkring i Europa. Alle steder, i Tyskland, Spanien, Norge, Holland og Tjekkiet, var jeg overvåget af livvagter døgnet rundt, og alle steder skulle publikum igennem tidskrævende visiteringer, før de kunne komme ind.

Fold sammen
Læs mere

Det var den sikkerhedsmæssige side af Wilders’ besøg. Et andet omstridt tema i ugerne op til Folkemødet var selve de­batten. For det første blev det diskuteret, om en kontrover­siel person som Wilders hørte hjemme på Folkemødet, og for det andet, om man i tilfælde af hans deltagelse skulle forsøge at tie ham ihjel, eller om man skulle tage debatten med ham. Jeg mente, at han var velkommen på linje med andre debattører med omstridte meninger, og at man skulle tage debatten med ham. Den følelsesladede modstand mod Wil­ders’ tilstedeværelse kom bag på mig. Ja, han havde nogle kontroversielle synspunkter, men hvem på Folkemødet hav­de ikke det? Enhedslisten var tilhænger af at trække Dan­mark ud af NATO og EU og ønskede at nationalisere alle ban­ker i Danmark. Radikale forandringer af den politiske og økonomiske orden prægede deres program, men ingen var forarget over deres tilstedeværelse. Flere af de holdninger, der tjente som argument for at aflyse mødet med Wilders, havde danske politikere selv givet udtryk for. Nogle uger for Folkemødet blev jeg i Deadline pa DR2 præsenteret for et klip med Wilders, der skulle vise hans hadefulde udfald mod islam og muslimer. Wilders anførte, at alle kulturer ikke er lige gode, at den vestlige kultur er bedre end den islami­ske, at islam er en retarderet religion, og at han hadede islam. Efter klippet blev jeg spurgt, om der skulle være plads til den slags på Folkemødet. Mit svar var, at så længe Wil­ders ikke tilskyndede til vold, så var der naturligvis i et li­beralt demokrati plads til ham og hans holdninger. Det be­tød selvfølgelig ikke, at han ikke skulle konfronteres af dem, der var uenige med ham. Han måtte ligesom alle andre fin­de sig i hån, spot og latterliggørelse. Hvis journalisterne pa Deadline havde lavet lidt research, ville de have opdaget, at Danmarks daværende kulturminister, den konservative Brian Mikkelsen, på partiets landsmøde i september 2005 sagde noget, der mindede om det, som Wilders sagde i det viste klip. Brian Mikkelsen proklamerede:

»Vi er også gået til kamp mod den multikulturelle ideo­logi, der siger, at alt er lige godt. For hvis alt er lige godt, så er alt ligegyldigt. En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig som den danske kultur.« Og han tilføjede: »Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig parallel­samfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange.«

Det var svært at skelne de to udsagn fra hinanden, men ingen havde rejst en debat, om Brian Mikkelsen og hans parti hørte hjemme på Folkemødet. Tværtimod repræsenterede han et parti, som mange danskere placerede tæt på midten af dansk politik. Med tanke på, hvordan fremtrædende konservative harcelerede over Wilders’ tilstedeværel­se på Bornholm, kunne det undre, at ingen af dem havde gjort sig den ulejlighed at kigge indad i egne rækker.

Kampagnen mod Trykkefrihedsselskabet og Wilders for at få aflyst arrangementet mindede om en foruroligende tendens på amerikanske universiteter. Tre kvinder, islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali, USA’s tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice og direktøren for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, havde sammen med komikeren og TV-værten Bill Maher og flere andre omstridte debat­tører fået annulleret invitationer til at tale på prominente universiteter. Man ønskede ikke at give en platform til folk, som man fundamentalt var uenige med og ikke brød sig om. Nogle mente tilsyneladende, at demokratiet var en fest for de særligt indviede, der som i en loge bestemte, hvem der havde de rette meninger og derfor kunne blive medlem, og hvem der skulle holdes udenfor. Det er udtryk for en frapperende arrogance, en kulturimperialisme, der virkelig vil noget.

Endelig var der spørgsmålet, om man skulle diskutere med Wilders eller ignorere ham. For mig herskede der ingen tvivl om nødvendigheden af at diskutere med Wilders og udfordre ham. Han er formand for Hollands tredjestørste parti, Frihedspartiet, og hans parti fungerede i en periode som parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering. Han er en politiker med indflydelse i både Holland og Europa. Det virker ikke særligt klogt at ignorere sådan en figur, bare fordi man ikke deler hans politiske holdninger og forslag.

Jeg er uenig med Wilders om flere ting, men jeg finder det praktisk og principielt forkert at retsforfølge ham, sådan som det skete i 2010, hvor han året efter endte med at blive frikendt for tilskyndelse til religiøst had og diskrimination af muslimer, marokkanere og andre ikkevestlige indvandrere.

I efteråret 2014 blev der indledt endnu en sag mod Wil­ders. Denne gang blev han anklaget for tilskyndelse til had mod en gruppe. Det skyldtes, at han i en tale til sine tilhængere havde spurgt, om de ønskede flere eller færre marok­kanere i deres by og i Holland. Nogle råbte: »Færre, færre, færre!«, hvorpå Wilders replicerede: »Det skal jeg nok sørge for.« Wilders begrundede sit løfte om at indfri sine vælgeres ønske med, at det store flertal af de hollændere, der var rejst til Syrien for at tilslutte sig terrorbevægelsen Islamisk Stat, havde en marokkansk baggrund, og at de desuden var over­repræsenteret i statistiske opgørelser over kriminalitet.

Jeg bifalder ikke Wilder’s måde at ytre sig på. Den er alt for generaliserende, men jeg mener som nævnt ikke, at han skal retsforfølges. Praktisk finder jeg det forkert, fordi der ikke er noget historisk fortilfælde for, at man kan udrydde et synspunkt, man ikke bryder sig om, ved at kriminalisere det. Principielt er jeg imod, fordi vigtige samfundsdebatter ikke bør afgøres i retssale, men i en fri og åben meningsudveksling, så længe man ikke tilskynder til vold. Det har Wilders ikke gjort.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, kritiserede mig i en leder for at stille op til debat med Wilders. Lidegaard skelnede mellem dem, der hørte hjemme på Folkemødet, og dem, der, som han formulerede det, var på tålt ophold. Til sidstnævnte hørte Wilders. Ifølge Lidegaard er han ekstremist, og chefredaktøren tilføjede: »Geert Wilders repræsenterer ikke synspunkter, som vi behøver at inddrage på lige fod med dem, der deltager i debatten om det, der sker i samfundet.« Men Wilders stod i spidsen for et stort parti. Han hav­de været medlem af det hollandske parlament siden 1998 og havde over en million vælgere bag sig. Hans synspunkter nød stigende opbakning pa tværs af grænser i Europa, og han kom fra et land, der på mange måder lignede Danmark. Med hvilken saglig begrundelse skulle man holde ham og hans synspunkter ude af debatten?