Med fransk bliver der højere til loftet

Søren Kassebeer byline til bøgsektionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Fransk sprog er ikke, hvad det har været. Fransk var fx engang et kæmpestort gymnasiefag, mens det i dag må kæmpe med alt muligt andet om de unge menneskers opmærksomhed, og heller ikke fransk kultur som sådan har en betydning som dengang, da jeg var ung, og fransk film var det, MAN så, hvis man var til mere end den rene mainstream, og finere fransk madlavning var det, MAN spiste, hvis man var gastronomisk, og franske romaner var det, MAN læste ... og så videre.

Sådan var dét, og det er som antydet ikke så længe siden, og at det har ændret sig så meget, kan man godt ærgre sig over, hvis man synes, at der skal være lidt højt til loftet.

Det synes denne selverklæret frankofile, at der skal være, så lad mig i disse for Frankrig og fransk politik så afgørende dage tillade mig at mene, at hvordan landet så ellers kommer til at ligge, så kan og bør fransk kunst og kultur stadig være en del af den kulturelle bagage hos dannede danskere. (Hvis man da overhovedet tør bruge ordet dannet længere, tør man det? )

Selv har jeg en del fransksprogede yndlingsforfattere. Den ene, belgieren Georges Simenon (1903 -1989) , var hurtigskriver og womaniser, og hans forbløffende mange krimier med kriminalkommissær Maigret i hovedrollen er alle strålende i al deres lidenhed. Maigrets Paris er cafeernes og sidegadernes Paris, tågernes og drømmenes Paris, det »rigtige« Paris. Det er så godt. Den anden, Georges Perec (1936-1982), var en sprogkunstner, der elskede at stimulere sin egen kreativitet med kreative benspænd og fx skrev en hel roman, »La Disparition«, uden bogstavet »e«. Hans store roman »Livet - en brugsanvisning«, udforsker på strengt systematisk grundlag livet i et hus med mange boliger. Genialt. Den tredje, Michel Houellebecq (1956 - ), skriver om illusionsløse mennesker i en åndløs og materialistiske verden, hvor sex er det eneste sjove, der er tilbage. Hvis jeg skal anbefale én af hans romaner, bliver det dog hans mest uerotiske, »Kortet og landskabet«, der fik Fran­krigs fineste litteraturpris, Prix Goncourt.

Og apropos priser, så har virkelig mange franskskrivende fået Nobelprisen i litteratur, og om dette mest har haft at gøre med sproget, litteraturens særlige ypperlighed eller Det Svenske Akademis almindelige smag er svært at sige. Måske en blanding af det hele.

Uanset hvad, så kan de noget særligt, de franske, og de er vel også på en anden måde end danskerne stolte over deres litteratur, som er så rig, og deres sprog, som der værnes om med en dediceret sprog­lov, loi Toubon fra 1994. Det kunne vi lære noget af hertillands, hvor muddermålet ofte, og som også Benny Andersen skrev, »har så fæl en klang«, og lad mig her minde om en replik fra den fra Fran­krig hjemvendte og nu stærkt frankofile Hans Frandsen alias Jean de France, fremsat i Ludvig Holbergs normdannende og noget anti-franske komedie af samme navn fra 1722:

»Er det icke en Elendighed? Pierre! at boe i dette Land?«, spørger den omvendte.

Tjoh ...