Med da Vinci som forbillede

Else Marie Bukdahl har været rektor for Kunstakademiet i snart 20 år, og det er lykkedes hende at bevare stedet som et akademi bygget over den 500 år gamle model fra renæssancen.

Else Marie Bukdahl har intet imod, at akademiet nu har indgået en resultatkontrakt med Kulturministeriet: »Det styrker kontakten mellem kunsten, politikerne og det omkringliggende samfund. Arrogance dur ikke i den sammenhæng.« <br>Foto: Rune Feldt-Rasmussen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler, Else Marie Bukdahl, går ind for selvopdragelse. Den bedste form for opdragelse, mener hun, hvad enten det gælder børn eller studerende.

»Man kan ikke styre kunsten. Vi siger aldrig, at de studerende skal noget. Men vi giver dem en viden inden for bl.a. filosofi, religion og naturvidenskab. Vi giver også de studerende nogle tekniske forudsætninger. Og det skulle gerne i en skabende proces ende med at blive til et kunstværk,« siger Else Marie Bukdahl.

Hendes kontor er stort, højloftet og fyldt med bøger, kunst og bunker. Sekretæren kommer med kaffe, men vender snart tilbage efter thermokanden. Der skal være professormøde, og akademiet råder kun over en enkelt kande, så vi må meget undskylde, men hun bliver altså nødt til at bortføre den.

Imens griber Else Marie Bukdahl ovenståendes blok og kuglepen for at tegne processen bag et værks tilblivelse: Samspillet mellem viden, teknik og den skabende proces.

Hendes forbillede er den italienske kunstner og videnskabsmand Leonardo da Vinci, der døde i 1519.

»Alt hvad vi laver her er bestemt af den kunstneriske proces, hvilket også var Leonardo da Vincis definition på et akademi. Vi har stadig 14 speciallaboratorier med hver sin lektor, hvilket næsten ingen andre akademier har længere. Og hvis man skal sige noget pænt, er det, at jeg er politikerne dybt taknemmelig for at have fået lov til at bevare akademiet i den form. Det er både smukt og klogt af dem,« siger Else Marie Bukdahl.

Kunstakademiet, der bliver 250 år næste år, ligger ud mod Kongens Nytorv med udstillingsbygningen Charlottenborg bag ved, og Det Kgl. Teater og Nyhavn på hver side.

Oven på i malerværkstederne har de studerende indrettet sig i hver deres hule. Lærrederne står stablet op uden på hinanden langs med væggene, der ligger malertuber og pensler spredt på bordene og det lyse malede trægulv er oversået med malerklatter.

»Hvert år får det en ny omgang hvid maling ovenpå det gamle. Så skraber man langt nok ned, finder man farve, som Købke og Eckersberg har tabt på gulvet. De har stået præcis her og malet, ligesom de studerende gør det i dag,« siger Else Marie Bukdahl, der understreger, hvor vigtigt det er for kunsten at have fokus på, hvad hun kalder nybruddets skarpe iskant.

»De nye retninger inden for f.eks. sprogfilosofi og kulturhistorie skal behandles med det samme. Ellers bliver vi gammeldags. På den anden side ligger der i enhver institution nogle konservative korn, og tradition og nybrud hænger tæt sammen.

Mange om buddet
Kunstakademiets Billedkunstskoler uddanner malere, skulptører, grafikere og kunstnere inden for de nye elektroniske medier.

577 søgte i år om optagelse på akademiet, der kun har plads til 30 nye studerende.

»Vores tiltrækningskraft er stigende, og det er meget svært at komme ind,« siger Else Marie Bukdahl.

Ansøgerne bliver udelukkende bedømt på baggrund af deres indsendte værker. Der er dog grænser for kunsten, fremgår det af de generelle betingelser for ansøgning, hvoraf det fremgår, at »våde værker, værker bestående af fordærvelige ting, samt værker, der kan forårsage skader på personer eller omgivelser afvises ved indleveringen«. På Kunstakademiet er karakterer, tidligere beskæftigelse og personlige forhold og egenskaber uden betydning.

Man skal ikke forsøge at komme gennem nåleøjet med forhåbning om at få en uddannelse, der giver efterfølgende sikre trygge økonomiske kår.

For tre år siden viste en undersøgelse, at kun 50 ud af de 600 billedkunstnere, der siden 1965 har forladt Kunstakademiet, kan klare sig for de penge, de tjener på deres kunst.

»Sådan er det over hele verden. Men de holder jo ikke op med at være kunstnere af den grund. Og det morsomme er, at kunstanmeldere og gallerier, som jo lever af de skabende kunstnere, tjener mere end kunstnerene selv gør.«

Når det er sagt, mener hun, at kunstnerne faktisk er blevet bedre til at sælge sig selv.

»Markedsføring er sådan et problematisk udtryk. Men de er blevet bedre. Vi er også blevet bedre til at forberede dem på, at de hver især skal ud og være en lille virksomhed, der har problemer med indtjeningen. Kunstnere er forfærdelig udsatte, og de skal f.eks. også lære, hvordan de sikrer sig mod at blive forfulgt af advokater, når de skriver kontrakter,« siger Else Marie Bukdahl.