Med Blixen i baghovedet

Det er svært ikke at have Karen Blixen i baghovedet, når man ser tyske Caroline Links billedskønne film, , der ved årets Oscar-uddeling i USA blev kåret til bedste udenlandske film.

Selv om den er historisk forankret i Anden Verdenskrig og knyttet til jødeforfølgelserne, tænker man undervejs på Blixens ord om, hvordan ens hjerte kan blive begravet i Afrika og man selv vende tilbage til det såkaldt kultiverede Europa, dybt splittet og med længsel efter det primitive liv, man forlod. I Caroline Links udsøgte filmatisering af Stefanie Zweigs selvbiografiske bestseller-roman »Nirgendwo in Afrika«, er denne race- og kulturmæssige problemstilling sat på spidsen. En tysk-jødisk familie når at flygte til Kenya umiddelbart før Anden Verdenskrigs udbrud, men for det unge ægtepar, Walther og Jettel, bliver det et voldsomt møde med fattigdom og isolation på den lille farm i bushen, de kommer til. For deres fem-årige datter, Regina, åbenbarer Afrika sig derimod som et magisk land, hun kan udforske, ikke mindst i selskab med tjeneren Owour. Mødet med en anden race og det vilde, fremmede kontinent ender med at blive en så lyksalig udvidelse af mors og datters verden, at især Jettel (forrygende godt spillet af Juliane Köhler) føler, at hun for første gang i sit liv lever. Det samme føler man på vej ud af biografen.