Mayaerne kunne ikke flygte fra deres egen undergang

Mel Gibsons nye film »Apocalypto« fremstiller mayakulturen som vild, blodtørstig og dømt til undergang. Men virkelig-heden var en anden. Mayaerne var agerdyrkere og ikke specielt krigeriske, fortæller ekspert i det mellemamerikanske folkeslag.

Skuespiller Rudy Youngblood i en scene fra Mel Gibsons nye film "Apocalypto". Fold sammen
Læs mere

Mennesker bliver ofret, hovederne ruller, og blodet flyder i Mel Gibsons nye film »Apocalypto« om mayaernes barske og brutale liv i Mellemamerika i 1500-tallet.

Men i virkelighedens verden var mayaindianerne ikke blodtørstige vildmænd. Selv om de var i strid med hinanden og andre folkeslag, og selv om de ofrede et menneske i ny og næ, var de først og fremmest agerdyrkere.

Der forklarer mayaforsker Jesper Nielsen fra Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Han mener, at filmen fejlagtigt fremstiller mayaerne som en selvdestruktiv og dødsfikseret kultur.

Han frygter, at filmen med sin autenticitet og flotte billeder risikerer at komme til at fremstå som sandheden om mayaerne. At mayakulturen var så tilsølet af blod fra menneskeofringer og krige, at den var dømt til at gå under, da den europæiske og kristne kultur med spaniernes ankomst fandt vej til Mellemamerika.

Det går ifølge Jesper Nielsen ud over moderne mayaers forsøg på at skabe deres egen identitet gennem deres forhistorie. De har i mange år levet på kanten af samfundet, og deres kultur er blevet undertrykt. Først blev de brugt som slaver, tvangsforflyttet og mishandlet af de spanske kolonisatorer. Dertil døjede de med store epidemier. Senere blev de forfulgt, myrdet ogbetragtet med ringeagt.

Men i deres velmagtsdage var de store og magtfulde. Kulturen opstod for omkring 2.500 år siden og kulminerede med den såkaldt klassiske periode fra 200 til 800-900, da nogle af de helt store byer blev grundlagt, og billed- og skriftkunsten blomstrede. Mayakulturen begyndte så småt at afblomstre efter spaniernes ankomst i 1500-tallet.

Mayaernes verden var bl.a. Guatemala, Mexico og Yucatanhalvøen. De talte millioner, og de levede i bystater. I de store byer var der 60.000-80.000 indbyggere, i andre var der kun nogle få bønder. Mayaerne repræsenterede ikke et samlet rige eller imperium, sådan som det ifølge Jesper Nielsen ofte bliver fremstillet.

»Der har helt sikkert været masser af intern strid og kampe mellem de forskellige bystater. Men de har haft beslægtede sprog og kunne forstå hinanden, ligesom de har haft de samme religiøse forestillinger,« fortæller Jesper Nielsen.

Deres religiøse forestillinger kunne i nogle tilfælde føre til menneskeofringer. De ypperste gaver til guderne.

»Der er blevet ofret mennesker. Ved særlige lejligheder. F.eks. i forbindelse med alvorlige kriser, hvor der var brug for gudernes velvilje,« siger Jesper Nielsen:

»I filmen fremstår det bare, som om det foregik hele tiden. På et tidspunkt bliver der også vist en kæmpe massegrav. Det har intet med virkeligheden at gøre. Der er ingen vidnesbyrd om, at mayaerne gennemførte masse-ofringer. Til gengæld er der masser af vidnesbyrd om, at de ofrede mad, spiselige ting, til guderne.«

I den klassiske periode lå byerne så tæt, at det var muligt at se fra en stor by til en anden fra toppen af de templer, der blev opført i byerne. Mellem de store byer lå små flækker og spredte bebyggelser og masser af majsmarker. Mayaerne var altså ikke omgivet af regnskov og jungle til alle sider, men levede i en slags indiansk kulturlandskab.

Mayaerne rejste imponerende templer og paladser, de anlagde storbyer som Tikal og Copan, de forstod sig på tal og beregninger, de havde flere kalendersystemer, de kendte planeterne, og de havde et højt udviklet skriftsprog.

Imidlertid kendte de ikke til træk- eller lastdyr. De kendte heller ikke til at forarbejde metal. De store sten til deres paladser blev således udhugget sten mod sten, til våben brugte de obsidian, en vulkansk glasart. Først sent stiftede de bekendtskab med kobber, og guld havde de ingen glæde eller gavn af. De spanske kolonisatorer fandt hos mayaerne ikke meget mere guld, »end der kunne være i en hjelm«, som Jesper Nielsen siger.

»Set i lyset af, at mayaerne ikke havde trækdyr eller metal, så virker deres præstationer nærmest fantastiske,« mener han.

Siden 1960erne har forskere forsøgt at forstå mayaernes hverdagsliv på landet, som var hårdt og arbejdsomt.

»Mændene arbejdede mange timer i majsmarkerne, og når majsene passede sig selv, så måtte de ind til byerne og arbejde. Kvinderne arbejdede også hårdt med at passe børn og lave mad. Men set i forhold til andre civilisationer og folkeslag dengang, levede mayaerne et ganske udmærket liv,« siger Jesper Nielsen og tilføjer, at bønderne formentlig ikke levede i afsondrethed på landet:

»De har haft adgang til handelsnetværk, og mange af dem har haft slægtninge i byerne.«

Forskerne bliver hele tiden klogere på fortidens mayaer. Store amerikanske universiteter og fonde bidrager med midler til udgravninger. Dertil kommer, at forskerne er blevet i stand til at læse de fleste mayatekster. De knækkede koden i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne, og i dag er de i stand til at læse 90 procent af de cirka 10.000 kendte mayatekster. De sidste ti procent er enten ulæselige pga. tidens tand eller består af enkelte, isolerede skrifttegn, som er meget svære at tyde og forstå.

Mayaerne har næsten ikke efterladt skrifter. Derfor stammer forskernes viden om deres skriftsprog fra inskriptioner på bygninger, sten, krukker og knogler.

»Man formoder, at der har været mange skrifter i den klassiske periode. Der har formentlig også været biblioteker i byerne, men Mellemamerikas klima er ikke til opbevaring af bøger. De er rådnet væk,« siger Jesper Nielsen.

I dag er der kun fire kendte skrifter. De stammer alle fra den såkaldt postklassiske periode omkring spaniernes ankomst til den nye verden. Resten sørgede spanierne for at brænde. Nogle mayaer fortsatte dog med at skrive bøger uden spaniernes viden, vurderer Jesper Nielsen.

De senere års nye viden har ført til en ny erkendelse blandt mayaforskerne. Mayaernes blomstrende kultur opstod sandsynligvis tidligere end hidtil antaget. Der har været en såkaldt præklassisk periode før den klassiske periode. Dermed har de været samtidige med olmekerne, der skabte de første store bysamfund i Mellemamerika.

Den klassiske periode bliver dog fortsat betragtet som mayaernes storhedstid. Den endte i det, der er blevet beskrevet som et kollaps. Overbefolkning førte til udpining af jorden, og mayaerne forlod deres templer og paladser. Tikal og Copan blev dækket af skov. Det var dog langtfra mayaernes undergang. De slog sig ned nye steder, bl.a. på den nordlige del af Yucatanhalvøen.

Men i 1500-tallet kom spanierne, og de gjorde alt for at sprede evangeliets glade budskab i den nye verden. De dræbte mayaerne, de brændte deres bøger, og de forsøgte at udslette deres kultur. Men det var ikke altid lige nemt at knække ryggen på hedningene. Nogle af dem ville ikke være kristne, de ville ikke være spaniernes undersåtter og slaver. Først i 1697 lykkedes det spanierne at erobre den sidste selvstændige mayabystat.

Mellemamerika, eller Mezoamerika, var ikke kun mayaernes verden. Her opstod også olmekerne, aztekerne og Teotihuacan-kulturen. Sidstnævnte skabte en efter datidens målestok enorm by med måske 200.000 indbyggere. Teotihuacan-imperiet strakte sine arme langt ind i mayaland og erobrede på et tidspunkt Tikal.

Men hvorfor denne kulturelle koncentration i Mellemamerika. Hvorfor opstod der ikke store, teknologisk udviklede kulturer mod nord, og hvorfor var inkaerne ene om at være imperiebyggere mod syd? Svaret er gult og spiseligt, lyder det fra Jesper Nielsen.

Majsplanten udgjorde grundlaget for alle de store mellemamerikanske kulturer. Majsen gav mad på bordet, majsen skabte indtægter og overskud. Majsguderne var vigtige, majsen var et kulturelt, religiøst og samfundsmæssigt omdrejningspunkt.

»Uden majsen havde alt det andet ikke eksisteret,« fortæller Jesper Nielsen.