Vækkeuret viste 05.42, da jeg i dag blev vækket af min snart seks-årige søn. Han var skræmmende frisk og frejdig, og jeg indså derfor hurtigt, at jeg måtte opgive kampen for at få ham til at sove videre. Vi gik derfor ned i det mørke køkken og tændte et par stearinlys, og da vi havde bedre tid end normalt, valgte vi at supplere morgenmaden med et spil skak. Det kan måske godt lyde lidt prætentiøst at spille skak med sit barn klokken kvart i seks om morgenen, men jeg kan berolige med, at der var tale om mere snak end skak.
Selvom jeg er en håbløs amatør til dette spil, og min søn kun er ved at lære brikkerne at kende, så udgjorde skakbrættet rammen om et samvær mellem far og søn, som var helt specielt.
Selvom vi hverken benyttede åbne tårnlinjer eller sicilianske åbninger, så fandt der alligevel en åbning sted. En åbning mellem to mennesker, der elsker hinanden. En åbning hvor begge kunne mærke på stemningen, stilheden og andre subtile sanseindtryk, at vi lige dér - og alt for tidligt om morgenen - havde noget særligt sammen.
