Maskinen kan selv

Den er halvanden meter høj, vejer 56 kg og kan spille violin. Toyota udvikler robotter, der for bare få år siden lignede fantasier. I torsdags blev verden præsenteret for et par stykker af slagsen.

Den kigger sig rundt, bukker kort til højre og venstre i salen, løfter buen dramatisk op i luften – lidt som legendariske Paganini gjorde på et berømt foto. Og så giver den ellers koncert…
Enkelte gjorde store øjne under præsentationen af Toyotas nyeste robotter i torsdags. Andre gjorde store øren. Den japanske automobilgigant har udviklet verdens første robot, der kan spille violin.
Så der er løbet meget vand i åen, siden dramatikeren Karel Capek i 1921 lavede om på det tjekkiske ord for arbejder, hvorved han opfandt ordet »robot«. Teknologien er blevet et hedt emne i Japan seneste år og støttes varmt fra offentlig side. For nylig kaldte regeringen ligefrem robotterne for en ny »grundpille« i landets industri. Men en virksomhed som Toyota vil gå videre endnu. »Vi vil skabe robotter, der kan hjælpe mennesker i det daglige,« sagde direktøren Katsuaki Watanabe til nyhedsbureauet AP.
Som resultat heraf så man flere robotter, der lignede fantasier fra halvtredserne.
Blandt andet beundrede man en slags motoriseret løbehjul, der kunne transportere handicappede uden det mindste bump. Toyota har også selv en menneskelignende robot på arbejde som guide i virksomhedens showroom: Det hvide væsen hedder Robina og kunne meget vel være tegnet i Bjørn Wiinblads atelier. Ved præsentationen i torsdags gennemførte hun et yderst troværdigt samvær med en forsøgsperson, bl.a. ved at føre en kort samtale og sætte sin underskrift på et stykke papir.
Og så var der violinisten. At traktere de fire strenge nogenlunde tåleligt, stiller næsten uoverstigelige krav til både software og finmekanik – gå blot til julekoncert på den lokale musikskole… Men den hvide virtuos spiller Elgars gamle »Land of Hope and Glory« ganske udmærket.
En video fra begivenheden kan ses på hjemmesiden http://www.akihabaranews.com/ og afslører mange detaljer om maskinen. For eksempel kan den både stryge rigtigt med højre hånd og producere et vellydende vibrato med venstre – alt sammen med mikrochips og ledninger alene.
Det vides endnu ikke, om Toyotas robotter nogensinde vil komme i produktion, siger Koji Endo fra Credit Suisse til AP. Men at virksomheden overhovedet bruger sine forskningsmidler på andet end biler, ser han som noget godt.