Martin Krasnik fucker med det hele...

TV-værten Martin Krasnik har skrevet bogen »Fucking jøde!«. En storm af hadske indlæg satte ham i gang.

Martin Krasnik Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

»Er det ikke Dr. Pjuskebusk fra børnetimen«.

Der er visse bemærkninger, som kan sætte selv en kendt, selvsikker TV-vært til vægs, og det var sådan en, DR2 »Deadlines« journalistiske krydsermissil, Martin Krasnik, fik smidt lige i synet, da han en dag besøgte en sjette klasse på sin barndoms skole, den jødiske Carolineskolen i København.

En anden spurgte fordomsfrit: »Er du egentlig jøde?«

Normalt er det Martin Krasnik, der stiller spørgsmålene, men sådan var det ikke lige den dag, og eleven, der kom til at tænke på figuren fra børne-TV, ramte ikke helt ved siden af. Den høje, rødhårede Martin Krasnik ligner faktisk Dr. Pjuskebusk alias TV-manden Sebastian Klein ret meget. Og med hensyn til det andet spørgsmål: Jo, han er jøde.

Episoden er beskrevet i hans nye bog, »Fucking jøde!«, der udkommer på torsdag. Den er genremæssigt lidt af et gadekryds. På én gang selvbiografi, essay, politisk analyse, kommentar og slægtshistorie. Forfatteren selv kalder den »en slags manifest« og tilføjer ironisk, at den også er en slags »Zions vises protokoller« – et skrift, der foregiver at beskrive en jødisk plan om verdensherredømme.

Selvironisk og selvbevidst. Sådan er både Martin Krasnik og hans bog. Han er ikke for sarte sjæle. En journalistisk terrier. En nål i halmballen. Man stikker sig, hvis man sætter sig på ham.

Han er også meget sympatisk, venlig og høflig – noget han ikke selv synes er en dyd, når det gælder hans rolle som TV-vært, men det vender vi tilbage til.

Jødisk identitet

»Tak, hvor er du sød,« siger han til bestyreren på en takeaway i Nansensgade i København, hvor vi møder ham til et interview om bogen, da hun i bedste amerikansk diner-stil fylder hans kaffekop for anden gang.

Martin Krasniks bog handler om mange ting. Hans familiehistorie, hans egen opvækst og den jødiske Carolineskolen i København, antisemitisme, Israel-Palæstina­konflikten, zionisme, politik, danske medier, muslimer og værdikamp, men først og fremmest om jødisk identitet.

Den krasse TV-værts syn på verden og livet passer ikke ind i en fast form. »Jeg kan godt lide at være jøde. Faktisk er jeg lidt besat af min jødiske baggrund,« skriver han og slår samtidig fast, at alt det »jøderi« – jøders optagethed af deres egen baggrund – ofte bliver »klaustrofobisk og omklamrende«. Han er for retten til omskæring af drenge – hans egen søn er omskåret, han er ateist, erklæret zionist og kritiker af forskelsbehandlingen af israelske arabere. Han elsker Israel, og han kritiserer Israel.

Martin Krasnik skriver med ironi og humor og erklærer, at han meget tidligt i livet identificerede sig med Woody Allen, »den rødhårede, fregnede brilleabe, fyldt med uforløste længsler efter blonde shiksas og verdens anerkendelse«.

Ændrede holdning

Bogens titel »Fucking jøde!« refererer til den storm af hadske mail og kommentarer på de sociale medier, som to interview på »Deadline« tidligere på året satte i gang. I begge tilfælde drejede det sig om Israel-Palæstina-konflikten, og i begge tilfælde gik Martin Krasnik kritisk til sine gæster, den danske mellemøstenekspert Michael Irving Jensen og ikke mindst den norske læge Mads Gilbert. I det sidste tilfælde satte Krasnik sig for at vise, at Mads Gilbert, der er højt respekteret for sit humanitære arbejde blandt palæstinensere i det besatte Gaza, har markante holdninger til Israels skyld og ansvar i konflikten.

De to interview – særligt det sidste, som udløste en underskriftindsamling mod Martin Krasnik og byger af smæderier – fik Martin Krasnik, der ellers altid havde ment, at der ikke fandtes antisemitisme i Danmark, til at ændre holdning.

»Jeg har været udsat for den slags stormvejr før. Det preller normalt fuldstændig af på mig. Men her var det ganske noget andet. Her handlede det ikke om, hvad jeg havde ment om Muhammed-krisen, Jyllands-Posten eller ytringsfrihed. Ti minutter inde i interviewet med Irving kom der en masse indlæg på Facebook, Twitter og på mail, som handlede om min jødiske baggrund. Så er det jo pludselig noget ganske andet. Så handler det ikke kun om mig, men om min familie, baggrund og integritet som journalist. Det var så massivt, og der var dage, hvor jeg tænkte: Fuck. Det prellede ikke længere helt af på mig,« siger Martin Krasnik.

I et stykke tid valgte han at tie, fordi han var bange for at blive misfortolket.

»Det var ubehageligt. Det gik på min jødiske herkomst – ikke på mine meninger. Så jeg blev varsom med at sige noget. Jeg mistede også lysten til at sige noget kritisk om Israel, for det ville jeg ikke give dem, der kritiserede mig. Jeg fik nærmest trukket en loyalitet ned over hovedet og trak mig tilbage i den der identitet, som jeg blev banket i hovedet med. Efter nogle uger tænkte jeg, at nu skulle det fand’me være løgn, og derfor denne her bog.«

Kritikken kom ikke kun fra palæstinensere med baggrund i en flygtningelejr, som han siger, men også fra »stærkt etnisk danske typer«.

»Det er så tæt på antisemitisme, som det kan være. Det kan godt være, at dem, der siger det, ikke er antisemitter. Men holdningen – at fordi jeg er jøde, så kan jeg ikke lave journalistik om det emne – den er antisemitisk.«

Europæisk historie

Martin Krasniks slægtshistorie er også et stykke europæisk historie. Hans tipoldefar kom til Danmark i 1680 og var landets første rabbiner. Hans bedsteforældre mødte hinanden og blev gift i en KZ-lejr.

»Når jeg kigger på min families stamtræ, så er det en integrationshistorie. Mine forfædre startede som skræddere og skomagere og rabbinere, senere generationer blev småhandlende, og derefter fuldmægtige i ligegyldige stillinger og så til sidst bankdirektører og læger. Der har været en klar ambition om at integrere sig. Og alligevel sidder jeg her 350 år efter og føler mig oftest mere jødisk end dansk. Det er vildt. Det skal vi også lige huske, når vi kigger på de 300.000 muslimer i Danmark og er meget utålmodige med deres integration,« siger Martin Krasnik.

I bogen skriver han, at jøder nærmest er lidt besatte af deres baggrund og identitet. Det er alt for meget, forfærdeligt, men også vidunderligt, siger han.

»Min jødiske baggrund er spændende, fordi det handler om, hvad det vil sige at være menneske og høre til et bestemt sted. Mens jeg har skrevet bogen, har jeg kunnet se, at det betyder så utroligt meget mere for mig, end jeg tænker på i hverdagen. Spørgsmålet om identitet er jo også nogle gange en masse larm inde fra ghettoen, og jeg står nogle gange selv på den anden side af muren og tænker, hvad fanden er det for noget? Hvad foregår der?«

Bogen er også et afmystificerende indblik i, hvad vil sige at være jøde i Danmark, et emne som er svært for mange ikke-jøder. Mange har en berøringsangst over for emnet, og bare det at sige ordet »jøde« er svært for nogle.

»Det at bruge ordet jøde var efter Anden Verdenskrig behæftet med skyld og skam på alle niveauer. Jeg oplever nogle gange hos ældre generationer, at de siger: »Jeg vidste ikke, at du er...«, og så kan de næsten ikke sige ordet. Det, synes jeg, er lidt sjovt og også åndssvagt. Det er også derfor, jeg har skrevet bogen. Det er en fed måde at bryde et tabu på. Når man har sagt jøde, jøde, jøde tusinde gange, så er det nok ikke så slemt at sige.«

Bundniveauet er højt

Både på Weekendavisen, som han har orlov fra, og på DR2s »Deadline« er Martin Krasnik kendt som en højt profileret og kritisk journalist. Men selv om han i bogen giver et par spark til danske journalister, så er det ikke ham, der synger med på den store klagesang om dansk presse. Tværtimod synes han, at kvaliteten i dansk avisjournalistik er høj. Eller som han siger:

»Medier alle vegne er ret dårlige. Bundniveauet i Danmark er højt, og det er topniveauet også. Det samme gør sig gældende for TV. Kig på, hvad der bliver lavet ude i verden... Der bliver lavet virkelig meget godt TV i Danmark.«

Derimod vil han godt sige noget kritisk om danskernes – og navnlig politikeres – trang til konsensus. Det går generationer tilbage og skyldes forestillingen om, at vi er fælles om alting: Den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor beslutninger tilsyneladende bygger på rationalitet.

»Man har en forestilling om, at vi alle har præcis de samme interesser, og det er jeg kritisk over for. Man afideologiserer og lader som om, der ikke findes modsatrettede interesser, og at alle er i samme båd. Politik bygger i høj grad på følelser og ikke på logik og rationalitet. Da jeg i et interview gik hårdt til Søren Krarups holdninger til, hvad det vil sige at være dansk, viste det sig, at de handlede om hans egne følelser – om hvem han godt kunne lide og ikke kunne lide. Når det rationelle udsættes for skarpt lys og falder fra hinanden, så står følelserne tilbage, og det er sindssygt oplysende og klargørende.«

Martin Krasnik siger, at journalistik bygger på en ambition om at finde sandheden, og han er ikke ked af at være kendt i rollen som den skarpe og aggressive journalist.

»Det er da dejligt. Jeg prøver ikke at være sød og sympatisk. Hvis folk opfattede mig sådan, ville jeg have slået fuldstændig fejl.«

»Fucking jøde!« udkommer på torsdag på Forlaget Bianco Luno.