Markering af slavetid på De Danskvestindiske Øer bør være hjælp til selvhjælp

En markering af den danske plantagetid i Dansk Vestindien skal sættes i gang lokalt og drives af de lokale, siger en efterkommer af generalguvernør Peter von Scholten. Ellers vil det hele bare forfalde igen.

31. marts 1917: Frederiksted på St. Croix før flagskiftningsceremonien. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad kender vi egentlig til Dansk Vestindien? Kender vi den rigtige baggrund for slavernes frigivelse? Og hvad kan Danmark gøre i dag?

Danmark solgte i 1917 øerne St. Croix, St. Thomas og St. Jan til USA for 25 millioner dollar i guld.

En udstilling på Nationalmuseet skulle have markeret jubilæet i 2017, men blev for nylig droppet på grund af besparelserne på finansloven.

Folketingets borgerlige partier har til gengæld fået afsat tre millioner kroner til en markering på finansloven for 2016 og 2017.

Henrik von Scholten er arkitekt og – som navnet antyder – i familie med Peter von Scholten, den danske generalmajor, der var slavetidens sidste generalguvernør på øerne. Henrik von Scholten har længe været engageret i øernes ve og vel og arbejdet for mere permanente løsninger.

»Jeg ved først og fremmest én ting: Enhver markering af slavetiden i Dansk Vestindien skal forankres på øerne,« siger han.

»Hvis man vil have liv i de døde byer og sætte øernes slavekvarterer i stand, skal det være som hjælp til selvhjælp. Øerne kæmper med en tårnhøj ungdomsarbejdsløshed. De mangler helt elementært arbejdskraft, håndværkere, teknikere. Selv om man gjorde en masse fra dansk side, ville det ikke rykke en tomme på længere sigt – også på grund af klimaet. Hvis man satte et fort i tiptop stand, ville det ende som en ruin igen på ingen tid. En blivende indsats må og skal været et resultat af lokale kræfter på øerne selv.«

At slavetiden i øvrigt ikke altid er så synlig i den danske bevidsthed understreges af, at Københavns indre by for eksempel ingen skamstøtte har med skibe og lænker. Det officielle Danmark har heller aldrig undskyldt over for slavehandelens tusindvis af ofre.

Søren Søndergaard, medlem af Folketinget for Enhedslisten, ser dog ikke en officiel undskyldning som specielt brugbar.

»Hvorfor skulle en dansker i femte led efter slaveejerne undskylde over for en amerikaner i femte led efter slaverne?« spørger Søren Søndergaard.

Dermed lægger han sig på linje med udmeldinger fra flere andre partier.

»Vi skal på den anden side anerkende den fortræd, slavetiden har gjort så mange mennesker,« siger han.

»En del af Danmarks nuværende velstand er bygget på vold og simpelt tyveri. Og dét skal vi anerkende.«

Så en undskyldning er ikke nok?

»Jeg tror ikke rigtig, den ville gøre en forskel. Det handler mere om at holde historien i hævd. Vi skal forstå, hvad året 1864 betød for det danske samfund. Og vi skal i samme ånd forstå, hvad slavetiden betød for samfundets velstand.«

Den anden side af historien

Henrik Holm er museumsinspektør ved Den Kongelige Afstøbningssamling og har derfor daglig arbejdsplads i Vestindisk Pakhus på Toldbodgade i København. Han finder den officielle holdning til slavetidens synlighed på dansk jord alt for defensiv.

»Tiden bliver rigtignok stadig mere synlig i de danske skolebøger. Men vi hører helt generelt kun vores egen side af historien, ikke de andres,« siger han.

»Jeg møder ret ofte mennesker med forbindelse til Dansk Vestindien – herunder efterkommere af slaver. Deres version kan altså være meget anderledes. Og den er gerne helt ukendt for os.«

Henrik Holm nævner Peter von Scholten som eksempel:

»Folk på øerne vil typisk nævne en vis »general« Buddhoe eller Bordeau, for han spillede i deres øjne en langt større rolle i slavernes frigivelse. Som de selv ser på det, har slaverne i virkeligheden befriet sig selv – ved hjælp af deres egne helte. Og hvor er den historie i vores bevidsthed?«