Markant kvinde fortæller Danmarkshistorie

Hvad er ret og hvad er retfærdighed? Gentager vi i dag de retspolitiske fejl, vi begik i efterkrigstidens mørke år?

Og hvad kan historiens gang overhovedet lære os mennesker om os selv og vores situation nu og her? Det er et par af de spørgsmål juristen, Venstre-politikeren og præstedatteren Birthe Rønn Hornbech søger svar på i foredragsrækken »Fra krigsbarn til folkevalgt«, som sendes de næste ti torsdage på P1. Ved foredragene fortæller Birthe Rønn Hornbech bl.a. om det at være krigsbarn, præstedatter, studerende under ungdomsoprøret i 1960erne, offentlig anklager og politiker. Første afsnit, der har fået titlen »Krigsbarn« sendes 11. januar klokken 15.