Marie Key er tilbage: »Jeg havde en far, der var meget temperamentsfuld og råbte højt. Og jeg savner det bare så meget«

Historien om Marie Key er historien om en karriere, der begyndte med humor og endte med store koncerter. Så kom corona. I dag spiller den danske popstjerne for et begrænset publikum. Men kærlighedssange kan hun stadig skrive. Også selvom de altid rummer et mørke.

»Det virker, som om alle de hårde følelser skal pakkes væk. Al det krigeriske er forbudt. Der er en syg ubalance mellem den måde, vi undgår konflikter på i det daglige, og så alle de kommentarspor, hvor folk sidder og skriger ad hinanden bag deres computere,« siger Marie Key, der er på gaden med sit femte album. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Man lærer meget af at være enebarn.

Det er opvæksten som eneste barn hos to voksne, der har lært Marie Key at bruge humoren.
De sjove ord, de kække ordspil er blevet hendes svar til at have temperament og forvente at få tingene på sin egen måde.

»Jeg har tit læst, at jeg er finurlig. I virkeligheden er jeg bare blevet rigtig god til at pakke tingene ind. Nogle folk har svært ved at forstå, at humor og alvor lever sammen,« siger Marie Key, da vi mødes i hendes øvelokale. Hvide vægge og synlige vandrør danner rammen om rummet, hvor hun skriver sange om kærlighed, afsked og biler.

Humor som service

Jeg har fulgt Marie Key, siden jeg oplevede hende i Radiohuset i 1996. På det tidspunkt var den danske sangerinde ukendt og ung og meget lille ved siden af Steffen Brandt, der indtog scenen som kongen af underspillet, jysk humor.

Alligevel skete der noget den aften. Marie Key var sjov. Hun kunne sagtens matche den erfarne kollega, hun stod ved siden af. Da vi hørte de skæve popnumre, som »Mormor« og »Kleptoman«, hun lavede med Marie Key Band, blev min kæreste og jeg enige om, at hun ville blive et stort navn.

»Hvis din egen følelse af succes i livet kommer til at afhænge af hvor mange plader, du sælger, så har du jo givet hele dit liv til hype. Det tænker man overhovedet ikke over, når man er på vej opad.« Marie Key har lært lektien efter hendes succes. Nu er hun tilbage med et nyt album. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Marie Keys store succes kom i 2012 med »De her dage« og »Tænker du vi danser« i 2015. Da hun skiftede kurs og blev mere dyster med »Giganter« i 2018, var både hun og vi blevet voksne.

Hendes nyeste album, »Marie Key«, kom på gaden sidste uge. Det er lejlighedspop til folk i strømpesokker. Sange, man kan danse til hjemme i stuen. Men ved siden af de lette rytmer er der et mørke. Selv når hun synger om at møde andre mennesker, fornemmer man et potentielt farvel.

Som i storhittet »Uden forsvar«, hvor teksten minder os om, at man skal tro på, at tingene kan stå selv. Selv når der er mørke dage, og tingene ikke giver sig selv. Eller i den nye »True Love«, hvor vi hører, at »efter mørke kommer lys igen«.

»Det hele blev sagt med »Det var en lørdag aften, jeg sad og ventede dig«. Det er faktisk den historie, vi har skrevet på lige siden.«


»Sangene har i hvert fald en person, der synger, at hun ved, at det kan gå galt. På den måde er der altid en frustration i mine kærlighedssange,« siger Marie Key og forklarer:

»I tiden under Marie Key-band brugte vi meget humoren i teksterne. Til sidst fyldte det så meget, at folk begyndte at komme op til mig efter koncerterne og sige: 'Min onkel har sagt det her. Kan du ikke skrive en sang om det?'« husker Marie Key.

Da hun gik solo i 2012, besluttede hun sig for at droppe humoren og lave sange, der var ærlige. Inspirationen kom fra Burhan G og Medina, »der sagde tingene lige ud«. I dag er hendes humor mere en slags service til koncertpublikummet, siger hun. Til gengæld er der flere følelser i sangene.

»Jeg vil gerne fortælle nogle ret alvorlige ting, men hvis folk skal komme igen, skal vi også være sammen om noget, der er rart.«

Turen ned fra toppen

Og det er rart at være til Marie Key-koncert. Der bliver grinet mellem sangene. Noget, man især kan mærke under de mindre koncerter, hun spiller lige nu. Det har hun ikke gjort i årevis.

»Inden nedlukningen var der en klar tendens i musikbranchen til, at koncerterne skulle være større og vildere. Billetsalg blev sat i gang med over et års varsel. Man spillede Royal Arena og Parken. Nu er alle tvunget til at nytænke og barbere ned,« siger Marie Key og understreger, at der er ilt i enhver forandring. Også selv om hun savner fornemmelsen af et fyldt Vega.

»Da jeg var i slutningen af 20erne og fik gang i min solokarriere, var målet at komme ud og nå nogle mennesker. Jo flere, jo bedre. Man kører fuld fart på, og det føles, som om rummet er uendeligt. Som om der ingen konsekvenser er ved at promovere sig selv og sine sange,« forklarer hun.

»Du er oppe imod nogle kræfter, du ikke kan styre, og samtidig tænker du: Selvfølgelig er folk søde ved mig, selvfølgelig kan de lide musikken.«

»Da vi sendte »Giganter« på gaden, var det ligesom at sende en regning ud. I teksterne kan man høre, at der er et tema om succes og fald. Om folk, der viser sig ikke at være det, man troede, de var. Man troede, at de holdt af dig, men det var nok mest noget, de gjorde, når lyset skinnede på dig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Men succeser består af mange ting, siger Marie Key. Og de har ofte en pris. Det er ikke alle relationer, der er holdbare. Nogle fader ud, når lyset bliver slukket.

»Med tiden går det jo op for én, at det hele kommer med en pris. Prisen er, at man ikke kan blive ved med at være en »darling«, og at hypen på et tidspunkt lægger sig. Og så skal man finde en ny vej. En vej, som bliver nødt til at handle om noget andet end succes og salgstal.«

I dag beskriver hun pladen »Giganter« som et udtryk for mange af de ting, der lå og ulmede under overfladen. Albummets første track består af forfatteren Suzanne Brøggers stemme, der fortæller os, at det ikke er menneskeligt at være en succes.

Det var ikke alle, der elskede den plade lige højt, og bagefter blev der mere stille omkring Key.

»Når tingene så pludselig ændrer sig, bliver du tvunget til at frigøre dig fra det, du har jagtet. Og det er hårdt arbejde. Jeg kan se på andre, der har prøvet det samme, at det er svært at tilpasse sig og indse, at spillet er et andet. Du har nået en eller anden top. Derfra kan det enten stabilisere sig eller gå ned. Det er et kæmpe arbejde at finde ud af, hvad man så skal gøre.«

Den anden energi

Marie Key valgte at tage den med ro og skrive nye sange sammen med Andreas Sommer, der er producer og hendes faste samarbejdspartner. Og så kom corona. Ikke at det ændrede så meget for dem personligt. Hverdagene er altid mest gået med at se TV2 News, mødes i øverummet og gå hjem, siger Key. Men som optrædende kunstner fylder det en del.

»Du kan mærke, at folk kommer med en anden energi. De er blevet sluset ind, de har masker på. Det hele er lidt sært. Det bliver man nødt til at tage med, når man sammensætter koncerten.«

»Da det gik allerbedst for mig, blev meget ødelagt af, at folk skrev alle mulige grimme ting til mig,« husker Marie Key. Hun oplever en stor forskel på, hvad folk vil sige direkte, og hvad de kan få sig selv til at skrive på feks Facebook. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Det er her, humoren kommer ind. Igen. Som en måde at gøre folk trygge på. Som bindevæv mellem sangene.

»Inden i mig føles tingene altid, som om de står på vippen. Jeg er enebarn, og der er mange ting, som jeg ikke vil, eller som jeg vil have på min egen måde. Og hvis man har det sådan, så udelukker man også sig selv fra mange ting. Så skal man skabe god stemning, så de andre gider at være sammen med dig. Men nedenunder det hele har man sin egen retning på det.«

Marie Key siger, at det er kærlighedssangene, der er nemmest eller mest naturlige for hende at skrive. Måske fordi hun er flasket op med Anne Linnet og Thomas Helmig og »ikke kan huske, at de nogensinde har skrevet om andet«.

Og så fordi den følelse bare er den mest intense.

»TV2 News er bare ikke lige så intenst. Ikke engang corona er lige så intenst.«

Marie Key er aktuel med sit album »Marie Key«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Men det må også være en udfordring at undgå banaliteten?

»Ja, men jeg kasserer også mange sange, fordi de er banale. Alligevel synes jeg også, at der er en interessant udfordring i at blive ved med at skrive den samme historie. Det hele blev sagt med »Det var en lørdag aften, jeg sad og ventede dig«. Det er faktisk den historie, vi har skrevet på lige siden.«

En god kærlighedssang handler på en måde altid om mødet eller afslutningen af et forhold. Det kan vel også blive svært at blive ved med at fortælle de historier?

»I det hele taget er det svært at skrive positive ting. Man siger, at lykken ingen historie har. Det, synes jeg, er meget rigtigt. John Kørner (dansk kunstner, red.)  siger, at han elsker problemer, at det er problemer, der får verden til at hænge sammen, og det giver jo super meget mening. At du har noget, du skal løse, er jo fantastisk. Der er jo ingen drivkraft i, at det hele går op.«

»Jeg havde en far, der var meget temperamentsfuld og råbte højt. Og jeg savner det bare så meget.«


Jeg spørger, om vi har tabuiseret de mørke følelser? Vreden. Bitterheden.

»Ja, det virker som om, at alle de hårde følelser skal pakkes væk. Al det krigeriske er forbudt. Du må gerne være sårbar, men vred – nej. Bortset fra på de sociale medier, hvor man kan gå amok. Der er en syg ubalance mellem den måde, vi undgår konflikter på i det daglige, og så alle de kommentarspor, hvor folk sidder og skriger ad hinanden bag deres computere.«

Marie Key synes, at der er noget usundt ved, at vi kun tør råbe ad dem, vi ikke kan se. Det virker så uærligt.

»Jeg havde en far, der var meget temperamentsfuld og råbte højt. Og jeg savner det bare så meget. I dag må du aldrig hæve stemmen, du skal blive ved med at tale i pædagogsprog og sige, at 'jeg føler, at du oplever, at du måske er et sted lige nu'. Jeg forstår ikke, at vi er blevet så konfliktsky,« siger Marie Key.

»Jeg har en fornemmelse af, at folk råbte højere i 80erne, og at det var okay, fordi de gjorde det ansigt til ansigt. Der er en forflygtigelse i, at man ikke vil stå ved det, man synes, som jeg virkelig ikke kan lide. Da jeg var barn og ung, kunne jeg godt lide, at min mor var så rolig og aldrig hævede stemmen, men som voksen synes jeg også, at der var meget ærlighed i de andre følelser. Det var aldrig sådan, at vi skulle gå og gætte på, hvilket humør min far var i. Der var aldrig en skjult dagsorden. Jeg blev opdraget til at sige fra, hvis noget ikke var i orden.«

Hun understreger, at man selvfølgelig gerne må holde sig tilbage. Det gælder især, hvis man – som hun – har »tendens til drama«.

»Jeg er da ordentlig og rolig og sød og imødekommende, men der er en masse ting nedenunder. Min kerne er ikke, at jeg er easy going. Det tror folk, og så bliver de forskrækkede, når jeg har en bestemt mening om tingene. Jeg synes bare, at det har en vigtig funktion i samfundet, at der er nogen, der gider hidse sig op.«

Den nye ærlighed

Lørdag aften spillede Marie Key i Roskildes spillested, Gimle. Jeg står i køen med alle de andre, der bliver mødt i døren af en visirbærende vagt, der viser ind på plads. Sid ned, masken af.

Folk joker med sidemanden om de tomme pladser. Host undskyldes. Men da Marie Key indtager scenen, bliver der helt stille. Som om alles trang til et normalt liv bliver kanaliseret op på scenen. Hun kvitterer med jokes, små historier om sine sange og et sæt fyldt af både gammelt og nyt.

Det nye, har hun fortalt mig, måtte gerne ligne de tidligere plader. Det er jo også lyden af Marie Key. Men det må aldrig bare blive det samme. Den energi kan hun ikke hente noget fra.

Marie Key er aktuel med sit album »Marie Key«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

»Da nedlukningen kom, var der så mange markante ændringer rundt om os, og derfor kom der et fokus og en kontakt, der lignende noget fra dengang, vi mødte hinanden. Den energi var virkelig fed. Det værste er jo, når tingene forbliver de samme, som de altid har været, og i den forstand var nedlukningen en gave, rent kreativt.«

Marie Key har en række dogmer eller regler for sin sangskrivning. Hvert album skal have mindst tre sange, der handler om noget andet end kærlighed, siger hun. Og så må hun ikke tænke for sikkert.

»Det er som en ond kraft – at lede efter det, der virker. Det er ligesom sukkertrang. Det var det, der var hele ideen med »Giganter«: At få det hele ødelagt, så vi ikke satte os i en situation, hvor vi ville gentage os selv.«

Så hellere forsøge en ny ærlighed?

»Ja, i dag er det langt vigtigere for mig at dele noget sårbart med publikum. Det fede ved at arbejde med Andreas er, at han er den eneste i mit liv, der har været med hele vejen. Han forstår med kroppen, hvad der skete. Han mærkede den samme succesbølge, som jeg gjorde, men han er også med på, at livet nu må handle om andre ting. Det er en stor opgave. Det er lige så stort som at bryde igennem.«