Margit Brandt kunne sit håndværk. Hun kunne tegne, hun kunne tilskære, og hun kunne sy. Hvis fabrikanterne stillede sig på bagbenene og sagde, at hendes modeller var for komplicerede og ikke kunne lade sig gøre, kunne hun altid gøre det selv. »Det gav respekt,«, som hun sagde.

Hun var hårdtarbejdende og flittig, men hun var også en himmelstormer og en festabe, kan man forstå af den nye biografi om hende, »Margit Brandt. En modeskaber«. Allerede som 17-årig mødte hun den mand, der skulle være med til at virkeliggøre alle drømmene: Erik Brandt. Margit og Erik Brandt var det ikoniske par. Det førende danske jetset-par med de berømte internationale venner, der førte sig flamboyant frem i helt andre luftlag end den almindelige danske konfektionsbranche.