Manu Sareens Iqbal-serie fejrer ti år med endnu en skøn og skæv historie

Efter et årti med Nørrebro-knægten Iqbals syrede eventyr, står det klart, at serien er blevet en integreret det af nyere dansk børnelitteratur.

Manu Sareen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

I dag udkommer »Iqbal Farooq og den hemmelige ismaskine« som det niende bind i Manu Sareens børnebogsserie. Ser man tilbage på de 10 år, der er gået, siden debuten »Iqbal Farooq og Den Sorte Pjerrot« fra 2006, står det klart, at Iqbal er blevet en integreret del af nyere dansk børnelitteratur.

Bogen kom ellers som en bombe med sin uhøjtideligt respektløse tilgang til den danske folkesjæls kerneværdier, inklusiv kongehuset og autoriteter af enhver art. Intet var og er helligt, og intet var og er for plat.

Men uanset et sandt kaos af grove og groteske løjer, landes hver enkelt historie trygt i familiens og den multietniske opgangs skød. Det er på én gang langt ude på overdrevet og tæt på det nære i et velfungerende satirisk-realistisk univers.

Samtidig har Sareen fingeren på tidens puls og inddrager aktuelle elementer, blandt andet sin egen ministertid, så værkerne efterfølgende kan læses som et katalog over, hvad der er sket de seneste 10 år.

Bøgernes faste ingredienser er den til stadighed 13-årige Iqbal af indisk afstamning, hans mor, far, storesøster og to mindre brødre, ikke mindst den kvikke og kloge Tariq, bosat på »Gazastriben«, det vil sige Nørrebro i København, i en opgang sammen med afghanere, afrikanere, danskere, egyptere, indere og tyrkere.

Alle seriens titler åbner med en kort rammefortælling, hvor Iqbal skal fortælle »søster lystig«, skolens psykolog, hvad han nu har oplevet. I de tidligere otte bind har Iqbal blandt andet sikret klodens energibehov, samt reddet Dronning Margrethe, kronjuvelerne, den lille havfrue – og Danmark fra at blive opkøbt at tyskerne. Intet mindre.

I det niende springer han ud som klimaforkæmper. Det er også stærkt tiltrængt, da en mærkelig mikrobølgestråling smelter al is og truer med at sætte kloden under vand.

Som sædvanlig er her ikke tale om én lineær historie, men flere forløb, som denne gang flettes godt sammen.

»Det startede med Mohammed, den lille nar«, som får det »sygeste danskertrip« og stiller i skole med afbleget hår og outfit á la »sejler-dude fra Hellerup«. Det giver ham adgang til samfundet og »en gratis hotdog på Rådhuspladsen«.

Ud over Mohammed tiltusker den netop frisatte forbryder Æselmand sig en rolle. Han viser tilsyneladende anger ved at give Rigshospitalet en gigantisk ismaskine, men hans intention er selvfølgelig alt andet end samfundsvenlig. I et vanvittigt tempo løser Iqbal og Tariq alle problemer, denne gang godt hjulpet på vej af opgangens skøre dansker, den skydegale modstandsmand hr. Wibrandt.

Men selve handlingen er ikke det vigtigste. Bogens styrke ligger i den sproglige tour de force – især replikkerne, som hverken er intelligente eller højlitterære, men skrevet i et sjovt personkarakteriserende »perkersprog«.

I et større samfundsmæssigt perspektiv har forfatteren derigennem givet alle med anden etnisk baggrund stemme – denne gang i form af en tale til eleverne, lagt i munden på Iqbals skoleinspektør: »I er dem, I er, og det er sådan, vi bedst kan lide jer, og vi vil have jer tilbage, som dem I er.«

Og, som før, fortalt i en klassisk frisk og lavkomisk børnebogsstil, der netop fanger børn. Så jo, Sareen og Iqbal har bestemt gjort – og gør – en forskel i dansk børnelitteratur!

Titel: Iqbal Farooq og den store ismaskine. Forfatter: Manu Sareen. Tegner: Lars-Ole Nejst-gaard. Sider: 186. Pris: 200 kr. Forlag: Carlsen.