Det' jul, det' cool.
Hvis du skal hygge dig bedst, så går du ikke galt i byen med denne guide.
Når du er færdig med julesild og snaps, så er der masser af julesprøde oplevelser, der venter i København og omegn.
Som altid er der masser af oplevelser, du også kan nyde hjemmefra.
God fornøjelse.
PS. Er du en lille Grinch- eller Scrooge-agtig type, er der flere oplevelser, der ikke skænker julen en tanke.

Gammel jul
Vi starter selvfølgelig med jul. På Frilandsmuseet får du julen på gammeldansk. Hele måneden kan man hver weekend opleve julen som i gamle dage. Her kan man få julemad, julebag, juleteater og meget mere.
Som noget nyt i år er der også åbent i selve juledagene. Fra 23.–26. december er der åbent alle dage fra klokken 10-14. Så kan man få pisket julestemningen op med juleværksted, julehjertejagt, vafler, julevandringer og meget mere.
Københavns Paris får julefeber
De kalder det selv byens hyggeligste af slagsen, og 7. december løber det af stablen igen. Værnedamsvej og Tullinsgade er lukket af og bliver omdannet til udendørs julemarked. Her kan du købe alt fra keramik og kunsthåndværk til blomster og hjemmebag. Det er fra 10-16.
Er du til endnu mere kunsthåndværk, så er der også julemarked på Charlottenborg. Det er studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, der sælger ud af deres kreationer. Måske kan du gøre et scoop? Der er marked 11. december kl. 16-20 og 15. december 12-16.
Champagnecruise på byens kanaler
Champagne er lækkert. Havudsigt er lækkert. Kombinerer du de to ting, er det dobbelt op på lækkert. Kanalrundfart de luxe kan man vel også kalde det. I en times tid bliver man på denne tur sejlet rundt i Københavns havn og kanaler, med masser af bobler i glasset og udsigt til byens mange julelys.
Foruden at få fortællinger om byen, bliver man også klogere på champagne og historien bag. Der serveres fire forskellige glas af de gyldne dråber. Det finder sted 12. december, og du kan finde din billet her.

Hvorfor laver vi ikke et band?
Forfatteren til bestselleren »Meter i sekundet«, Stine Pilgaard, er klar med sin dramatiske debut. På Nørrebro Teater kan man opleve nytårsforestillingen »Hvorfor laver vi ikke et band«. Forestillingen handler om en gruppe fremmede, der tilfældigt mødes ved et busstoppested nytårsaften.
Bussen kommer ikke, og de falder i snak. På scenen kan man blandt andre opleve Kirsten Olesen og Stine Schrøder Jensen. Forestillingen spiller fra 7. december til 25. januar.
L. O. C er helt til grin
Grin til gavn er en tilbagevendende showrække, hvor flere af landets bedste komikere laver standup til et godt formål. Overskuddet fra showet går til Red Barnet. Natasha Brock og Mikkel Klint Thorius er værter, og på scenen kan man opleve 11 forskellige komikere.
Heriblandt noget overraskende rapperen L. O. C, der er sprunget ud som standupper. Ellers kan man blandt andre opleve Jan Gintberg, Rune Klan, Lars Hjortshøj og Eva Jin. Showet finder sted 28. december i Falkonersalen.
Knæk nødden
Det bliver ikke rigtig jul uden den traditionsrige juleballet »Nøddeknækkeren«.
Sådan omtaler Det Kongelige Teater selv sin tilbagevendende forestilling, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret.
Alt er, som det plejer i forestillingen, der i denne udgave er skabt til børn. På scenen er dansende snefnug, snedronninger og frække mus. Forestillingen kan opleves af folk i alle aldre. Forestillingen spiller frem til 22. december på Gamle Scene.

Provinsbøssernes drøm
Nej, det er ikke et nyt datingprogram, men en ny serie på DR. Forfatteren Glenn Bech og kunstneren Kim Mejdahl har aldrig mødt hinanden, men de har en masse til fælles. Begge er vokset op som homoseksuelle i provinsen. De udforsker over fire programmer, hvad det har betydet for deres opvækst, og de rejser rundt i landet undervejs. På turen besøger de blandt andre Michael Kvium og BonBon-Land. Der er premiere på serien 8. december på DR.
Nu det jul i tv igen
Ingen jul uden julekalender for hele familien. Og ja, du kan også kigge med, selvom du ikke har børn. Hvad skal du ellers lave hver aften i december? På TV 2 er det endnu en tur i manegen med Tinka. Det er første udgave af serien om nissepigen, der bliver genudsendt.
På DR disker man op med en helt nyproduceret julekalender, når »Tidsrejsen 2« ruller over skærmen. Julekalenderen er en opfølger til »Tidsrejsen«, der blev sendt første gang i 2014. Handlingen foregår endnu engang i Dragør.
Er det en abe?
Ja, det er det faktisk. Og den hedder Robbie Williams. I den nye biografiske film om den britiske superstjerne Robbie Williams spilles sangeren af en animeret chimpanse. Der gemmer sig en skuespiller bag karakteren, men det er Robbie Williams selv, der synger sangene i filmen og er fortællerstemme gennem filmen.
Den fortæller om hele hans liv. Fra barndommen til ungdommen i drengebandet Take That i 1990erne, til hans storhedstid i 00erne. Filmen har premiere i danske biografer 25. december.

Yahya Hassans efterladte
Nu er december ikke måneden, hvor der udkommer flest bøger. November derimod bugner af nye læseoplevelser, som man roligt kan dykke ned i. En af de bøger er fortællingen om »Familien Hassan«.
Familien Hassan var mere end Yahya Hassan. I en ny bog fortæller hans søskende om ham. »Familien Hassan« er de efterladtes fortælling om den unge mand, der blev landskendt som digter, inden han døde i 2020.
Bogen er skrevet af journalist Steffen Stubager og bygger på udsagn fra søskende og Yahya Hassans mor. Der er ikke tale om en rosenrød fortælling. Ifølge anmelderen er der ingen, der lægger skjul på, at »han både før og efter berømmelsen var et egenrådigt røvhul med en samvittighed, der gerne tog på langfart«.
Giftslanger og knivdrab
Skal det kun være lidt halvhyggeligt i juletiden, kan man kaste sig over Dennis Jürgensens nye roman, »Ormegården«. Den er bestemt ikke hyggelig, mente anmelderen, der gav den fem stjerner. Han beskriver den således:
»Om giftslanger, der slår mennesker ihjel, om knivdrab på unge kvinder, om skambidende kamphunde og grænseoverskridende mobberi. Plus en del andre ubehageligheder.«
Bogen er en krimi og følger politimakkerparret Lykke Teit og Rudi Lehmann, der skal løse en opgave.
En gyserjul
Var du vild med »Kastanjemanden«, så er denne krimi noget for dig. Forfatteren Søren Sveistrup har lavet endnu en krimi, der igen følger politifolkene Naia Thulin og Mark Hess på jagt efter en ny morder.
Denne gang er titlen »Tælle til en, tælle til to«, og handler om en bestialsk øksemorder der er løs i København. Han overvåger sine ofre i ugevis og sender dem børnerim på telefonen. Lyder det klamt? Det er det også ifølge Berlingskes anmelder, der gav bogen fem stjerner.

Gammel jul på nye flasker
Der er langt fra nutidens mandelgave-ged og et bæredygtigt juletræ til griseofringer i vikingetiden. På Nationalmuseets nye juleudstilling, »Julens rødder«, kigger man på julen i gamle dage, helt tilbage til vikingetiden.
Her kan man blandt andet opleve gammelt julepynt, traditioner og fortidens julefester. Udstillingen kan ses frem til 5. januar.
Gå mod lyset
I vintermørket skal du ikke snyde dig selv for en tur i mørket ved Sophienholm lige ved Bagsværd Sø. Her kan du helt gratis nyde udstillingen »Nyt lys«, der består af en række kunstværker, der lyser op i mørket.
Der er bred variation over kunstværkerne, men alt i alt er det en tur værd. Holger Dahl gav fire stjerner, og du kan læse anmeldelsen her.
Endnu en gratis
København har fået en helt ny skulptur, og det er ganske gratis at betragte den. Et nyt monument – en kvindefigur – er blevet føjet til den københavnske skulpturpark, og den er Berlingskes Holger Dahl ret begejstret for.
Han kalder den både sjov og uformel. Den forestiller Grevinde Danner, og den er skabt af Kirsten Justesen. Du finder den – måske for evigt – på Gyldenløvesgade lige ved Søerne. Læs anmeldelsen her.

Pligten kalder på Bremen
Har du aldrig før oplevet Pligten kalder, så må du afsted til Bremen. Her kan man opleve den utraditionelle kvartet bestående af forsker og forsanger Johan Olsen, journalist og musiker Torben Steno samt Søren Mikkelsen og Peter Jessen. Det er aldrig kedeligt at høre de fire herrer synge om alt mellem himmel og jord, eksempelvis når de synger sangene »Rotten« og »Hvorfor er jeg ikke død«. Steno styrer tangenterne, og Olsen synger for. De kan ses på Bremen Teater 21. december. Find billet her.
Slut året med sød symfoni
Hvorfor ikke runde året af med et symfonisk brag? Hele tre gange kan man komme til nytårsgalla i DR koncertsalen. Her spiller DR SymfoniOrkestret op til dans med bobler og kanapeer til at skylle det hele ned. Skuespilleren Lise Baastrup er vært for arrangementet, og orkestret byder på musik fra så forskellige genrer som klassisk, jazz, polka, tango og vals. Ana Maria Patino-Osorio er dirigent, og solister er sangeren Emma Smith og akkordeonspilleren Bjarke Mogensen. Der er to koncerter, én 30. december og to 31. december. Læs mere her.
Julehits i arenaen
Den 19. december bliver Royal Arena forvandlet til juleland med masser af musik. En lang række solister går på scenen med julens store sange og hits.
Blandt andet kan man opleve Maria Lucia, Jesper Binzer, Bobo Moreno, Ida Corr, Michael Carøe, Mark Linn med flere. Man kan også opleve The Christmas Party Orchestra og Gentofte Gospel Choir. Så er det bare at synge med på alle klassikerne.

Gløgg amok
Hvert år kåres årets bedste gløgg ved et arrangement i Torvehallerne. Her er det altså ikke bare et par fedtede rosiner og en hakket mandel, der søber i sløj rødvin, men folk, der er gået all in på at få julens varme klassiker helt op og ringe.
I år gik titlen til »The Ark Collection«, der bruger masser af spiritus og krydderier. Årets vinder er debutant, og deres krydrede og komplekse gløgg kan købes hos Souls Deli i Torvehallerne og på Restaurant Beyla Vesterbro.
Ny lækkerbisken i Nordhavn
Midt i Nordhavns nybyggeri er åbnet en ny restaurant, der klart er et besøg værd. Her er der mulighed for at undgå sild og rødkål og nyde lækker mad. Her får du et »cirkelspark lige i smagsløgene«, som det lød fra Berlingskes anmelder.
Restauranten scorede fem stjerner i anmeldelsen, og i særdeleshed tog hummeren og de friske skaldyr kegler. Læs hele anmeldelsen her.
Jul på en polsk grillbar
Byens mange julemarkeder er normalt ikke det sted, man smutter hen og får sig en spiseoplevelse. Det er ofte en bratwurst eller en omgang æbleskiver, man kan hapse i kulden. Men stikker man et smut til julemarkedet på Thorvaldsens Plads, kan man støde på en polsk grillbar, der serverer lækre sager.
Anmelderen er glad for det, han smagte. Han beskriver det som »rottiserie-grillet polsk middelaldermad af højeste karat«.