Mangler der ikke noget kunst på væggen

I dag er det danske samfund fyldt med kunst - men da Foreningen Kunst på Arbejdspladsen blev stiftet i disse dage for 50 år siden, var moderne kunst en sjældenhed ude i samfundet.

Kunstfrit kontorlandskab i Handelsbanken 1964. Foto: Scanpix<br> Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På tirsdag er det 50 år siden, Foreningen Kunst på Arbejdspladsen blev stiftet.

Og i dag, hvor der er kunst alle vegne og sine steder også til overflod - udover i private hjem på alle offentlige kontorer, på hospitaler, i pengeinstitutter, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, ja, selv indsatte i landets fængsler undslipper ikke - kan det være vanskeligt at forestille sig, hvor nyskabende initiativet i grunden har været.

Men et eksempel fra en anden form for privat formidling af billedkunst på arbejdspladser kan måske illustrere det.

Spørgsmålet om hvorvidt det var på NESA eller Tuborg, den første firmakunstforening blev oprettet, er endnu ikke afgjort - her venter et omfattende udredningsarbejde for næste generation af kunsthistorikere - men i hvert fald er det 60 år siden, det fandt sted.

På NESA skete det første gang allerede i 1936 under mindre formelle former end en forening med vedtægter, referater og protokoller, da maleren Osmund Hansen fik lov til at hænge nogle af sine billeder op i funktionærernes rygeværelse. Men både ved den lejlighed og da NESAs kunstforening i januar 1944 viste sin første egentlige udstilling, gik det galt:

Der var billeder af Richard Mortensen, Ib Geertsen, Henry Heerup, Else Alfelt og Poul Ekelund, og det var dengang, der var kulturkamp til, for udstillingen, der fandt sted i kantinen, førte til næsten tumultagtige tilstande blandt de ansatte, og der blev sendt en deputation til NESAs direktion, hvor der blev klaget over »disse forfærdelige billeder, i hvis selskab man ikke kunne spise sin mad«. Efterfølgende blandede Den Fjerde Statsmagt sig, og i artikler i lokalpressen blev den moderne kunst diskuteret med en heftighed, det i dag er vanskeligt at forestille sig.

Dengang var kunst et anliggende for de få. De højloftede rum på eksempelvis Statens Museum for Kunst lå angiveligt øde hen, og gæsterne faldt efter sigende i to forskellige grupper. Det dannede borgerskab - og de seriøst interesserede. De sidste var kunstnerne selv, der den gang praktisk nok var klædt på en måde, så de var til at genkende. Slidte fløjlsbukser, krøllede skjorter og ja: iblandt også den famøse alpehue.

Men med hele det moderne velfærdsprojekt kom der skred i formidlingen af kunst. Kunst skulle - i lighed med så meget andet - ikke være et gode forbeholdt de få, og da loven om Statens Kunstfond i midten af 1960erne blev vedtaget af et næsten enigt folketing, skete det netop i erkendelse af, at det demokratiske samfund til glæde for sig selv måtte overtage den forpligtelse til at støtte kunsten, der i enevældens tid havde været kongens.

Loven om Statens Kunstfond førte til en større og sine steder underholdende polemik, og den »folkelige« rørelse - det var dengang, rindalismen blev til - forstærkede i de efterfølgende tiår formidlingsindsatsen.

I skolerne blev tegning til formning og siden kunstforståelse. Der kom kunst på væggene alle vegne og rundt om i byrummene, og som var det ikke nok, kom der kunst på IRMA-poser, kaffedåser og kalendere, og den kunstneriske plakat fik en slags renæssance. For store institutioner som eksempelvis DSB og Tivoli blev det naturligt at tage initiativ til kunstnerisk udformede plakater, og i dag er det svært at finde en bar væg noget sted i det danske samfund.

Folket og eliten
Men selv uden sammenstødet mellem »folket« og »eliten« i forbindelse med den ny kunststøtteordning lå forestillingerne om formidling om kunst i tiden. Grønt er som bekendt godt for øjnene, sol og frisk luft og vitamintilskud befordrende for helbreddet - og på samme vis blev kunst anset som sundt for sjælen.

På foranledning af en kreds af erhvervsfolk blev Foreningen Kunst på Arbejdspladsen derfor stiftet. Startkapitalen på 70.000 kr. kom bl.a. fra LO og Dansk Arbejdsgiverforening - og første formand blev ostegrosserer Knud. W. Jensen, som fire år senere skulle åbne Louisiana, der om noget blev til symbolet for det moderne Danmark og skabte en helt ny forestilling om, hvordan kunst kunne formidles.

Peter Bonnéns indsigt
Da Knud W. Jensen måtte trække sig som leder af foreningen, fordi han fik et og andet at se til med sit ny museum i Humlebæk, blev maleren og billedhuggeren Flemming Rosenfalck ansat på deltid som kunstnerisk leder. Ved hans død i 1972 blev ansvaret for indkøb og for opbygningen af samlingerne overtaget af Peter Bonnén, der med stor indsigt i den danske kunstscene har passet det lige siden.

Kun 100 virksomheder med
Samlingen forøges gennem det overskud, der opstår, når man trækker udgifter fra indtægter, og det sidste kommer fra de efterhånden kun 100 medlemsvirksomheder.

De kan til gengæld regne med en ny udstilling hver anden måned. Udstillingerne kan være sammensat tematisk eller som præsentationer af én eller flere kunstnere, der indbyrdes belyser hinanden. Foreningen råder i dag over mere end 4.500 værker, hvoraf en del har museale kvaliteter, sådan som det fremgik af en præsentation af samlingen i Københavns Kommunes Udstillingsbygning Nikolaj for en lille halv snes år siden.

Kvalitetsniveauet betyder, at Kunst på Arbejdspladsen er et attraktivt alternativ til de udstillinger, mange af landets firmakunstforeninger viser.

For hvad skete der med det initiativ, som NESA og Tuborg tog for 60 år siden? Det har sejret ad helvede til - for nu at låne ord fra den tidligere LO-formand Thomas Nielsen. Der er kommet utrolig mange firmakunstforeninger til. Og ganske vist er noget tilsvarende sket med antallet af kunstnere og »kunstnere«, men kombinationen af, at der er mange firmakunstforeninger, og at deres medlemskontingenter er små, betyder i reglen, at det ikke ligefrem er den bedste kunst, der hænger i landets kantiner. For også inden for kunstens område er der i reglen en sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Kunst er dejligt, men dyrt. Man kan få det billigere, men så er det knap så godt. Derfor er det så heldigt, at der faktisk findes et reelt alternativ, hvor kvalitet og omkostninger er omvendt proportionale. Det alternativ hedder Kunst på Arbejdspladsen, og på tirsdag har det eksisteret i 50 år.