Mangler der egentlig ikke en rockertype i bagedysten?

Gitte Holtze, journalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Fra Karina i oktober 1988 bekendtgjorde den første kategori i Lykkehjulet på den nye smarte tv-kanal, TV 2, var min far fan. På den glødende måde, hvor der fra klokken 18.25 og indtil sidste ord var gættet, skulle være absolut ro i det gule parcelhus i provinsen, for da legede vi ordleg med Meyerheim.

Han gættede ivrigt og højlydt med, og da der en dag blev efterlyst nye deltagere i programmet, forfattede farmand straks en ansøgning, blev indkaldt til casting, og skramlede til Odense i den gamle Volvo for at demonstrere sine evner ud i ordsprog. Men gik ikke videre.

»Jeg havde ikke skærmtække«, sagde han. Smækfornærmet.

Vi nænnede ikke at sige til ham, at casterne på Lykkehjulet for så vidt havde ret, min far var en god og dejlig mand, men han var altså også lidt typen, der gjorde sig mest i »jooo« og »det’ jo godt nok så« og lidt rømmen og »tjo« og så trissede han ud i garagen og rodede lidt under kølerhjelmen på Volvoen. Han ville virkelig ikke være ret god på fjernsyn.

Klip fra 1988 til i dag. Forget evnen til at snik-snakke lidt med Meyerheim om ens sysler i fritiden og hvilken smart køkkenmaskine på præmiehylden, man helst vil vinde – i dag skal almindelige mennesker give meget mere af sig selv, hvis man vil være deltager i en tv-udsendelse.

Rigtig meget mere faktisk – især hvis man går og drømmer om en adgangsbillet til det åbenbart neverending reality-program Paradise Hotel, hvor castingen oven i købet foregår for rullende kameraer, så vi alle sammen kan følge med i, hvilke typer og personligheder, der bliver udvalgt til at dele ud af sig selv på et badehotel i Mexico.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at fjernsyn er mere underholdende, når dem, der deltager, ikke bare siger jooo og så sjosker ud i garagen (selv om »Landmand søger kærlighed«, hvor den type virker til at være temmelig godt repræsenteret, også er ret sjovt), men kan vi ikke godt finde en grænse, kære castere?

Jeg taler om Den Store Bagedyst. Ikke et ord om Gunnar og stereotype kønsopfattelser i denne spalte, men mange ord om at caste bestemte typer. For helt ærligt – bliver en bagedyst bedre af, at man kan sætte flueben ved en bedstemor, en dansk-libaneser, en homoseksuel, en sønderjyde, og en ung studerende på holdet? Følger vi mere med i kagekampene, fordi vi da egentlig også selv er en Inge, eller føler os som en Sune-type, der lige nonchalant fletter håret, inden man griber dejskraberen?

Jeg tror nej. Jeg tror, at om der så var 10 damefrisører fra Hillerød i bageteltet, ville vi formentlig blive hængende. Medmindre ingen af de 10 har nogen særlige håndværksmæssige og/eller kreative talenter ud i det med kager og krummer. For så er det bare virkelig kedeligt at se på, og så kan man lige så godt smøre madpakker eller støvsuge lidt, mens fjernsynet kører på mute i baggrunden.

Lidt som det er tilfældet i år, selv om man tydeligvis har forsøgt at sætte et hold, der kan få alle typer i landet til at være helt vilde med at se noget om kager. (mangler der i den sammenhæng egentlig ikke en rockertype så?)

Heldigvis virker Blomsterberg og Friis-Mikkelsen helt kølige overfor den tankegang – ud med dem, der bager værst. Tårer, skuffelse og muligt frafald af bestemte seergrupper til trods.

Kategorien er en ytring på tre bogstaver: Tak.

Det skal jeg se i den kommende uge: »Stille Hjerte« på TV 2 søndag 9. oktober og »The Affair« på Netflix