»Mange parforhold består ikke af en mand og en kvinde, men af en mor og en søn.«

»I det moderne parforhold foregår der en magtkamp, hvor kvinden af al magt prøver at sætte sig på manden. For så at hade ham hvis det lykkes,« siger den 92-årige psykolog og sexolog, Sten Hegeler.

Sten Hegeler, psykolog, sexolog og forfatter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Interviewet er næsten slut. I to timer har Sten Hegeler været vidt omkring. Fra skedeorgasmer over Freud til kvinders haltende ligestilling.

Nu sidder han tilbagelænet i sin terapeutstol og roder med en af sine tre piber, mens han gør klar til at fortælle en fabel, der i løbet af nogle få hundrede ord på enkel vis summer op og illustrerer, hvad livet har lært den 92-årige psykolog og sexolog.

Hvor historien kommer fra, og hvornår han hørte den første gang, aner han ikke. Det er også fuldstændig lige meget. Sten Hegeler hænger sig ikke i den slags detaljer. Han kan huske indholdet fra start til slut, og det er det vigtigste.

Fablen handler om en mand, der beslutter sig for at forlade sin familie for at drage ud i verden og finde sandheden om menneskelivet. Han rejser rundt i alverdens lande, men forgæves. Ingen kan give ham et svar, der for alvor giver mening.

Så en dag får han et tip af en kvinde. Hun fortæller om en vis olding på toppen af et af Himalayas sneklædte bjerge, hvor han svæver fire meter over jorden. Oldingen har svaret, fortæller kvinden.

Manden smider alt, hvad han har i hænderne og tager straks hen til foden af bjerget for at begynde sin lange opstigning.

Vejen til toppen er barsk og slidsom, men da han endelig når derop, sidder der ganske rigtigt en gammel mand med lukkede øjne og kroppen frit svævende over jorden.

»Jeg hører, at du har sandheden om menneske­livet.«

Oldingen ser op.

»Ja. Alle har ret,« siger han så.

Manden kigger måbende på den vise mand.

»Nu har jeg opgivet mit liv, rejst hele verden rundt, og så kommer du med sådan et svar: Alle har ret! Det er jo fuldstændig banalt,« snerrer han.

Vismanden ser på ham med milde øjne:

»Du har fuldstændig ret!«

Sten Hegeler rækker en rolig hånd ud efter en mønstret porcelænspibe og slår en lille flamme an i en af de mange lightere, der ligger rundt om på borde og stole i det smalle værelse, som i snart fire årtier har udgjort psykologens hjemmepraksis. Med diplomer, malerier, sorthvide fotografier og gulnede tegninger som væggenes tavse vidner.

»Vi har så forbandet svært ved at acceptere, at andre mennesker tænker anderledes, end vi selv er. Det kan vi næsten ikke begribe. Derfor døjer vi også med at holde hinanden ud i et ægteskab.«

For mange voksne danskere er navnet Sten Hegeler synonymt med pionérånd og provokationer. Siden han blev uddannet psykolog i 1953, har han haft én dagsorden: At opdrage danskerne til mere frisind og pille vores værste fordomme og seksuelle fjendebilleder ud af os.

Han fik sin første bog udgivet som 25-årig, men blev først for alvor kendt, da han sammen med sin daværende hustru, Inge, i 1962 udsendte bogen »Kærlighedens ABZ«, der sparkede døren ind til danskernes soveværelser og talte frit om lyst, oralsex og elskovskys. Bogen er siden blevet oversat til kinesisk og 19 andre sprog, ligesom flere af Sten Hegelers andre knap 30 bøger.

I mange år var ægteparret Hegeler Ekstra Bladets dristige indslag, når brevkassen »Spørg Sten og Inge« hver mandag forsøgte at løse læsernes udfordringer i parforholdet.

I dag sidder æresmedlemmet af Dansk Psykolog Forening stadig i sit 92-årige, produktive otium og giver gode råd om samlivet til danskerne – når han ellers kan kile det ind mellem sine foredrag og de klienter, han stadig har hver uge.

Sten Hegeler er ikke blevet overflødig. Det bliver han heller ikke foreløbig, mener han selv. Mænd og kvinder kæmper med mange af de samme problemer, som de døjede med for 50 år siden. Bare kast et blik på de hjemlige skilsmissetal, der synes at vokse som bolledej sat til hævning på en lun radiator.

»Jeg ved ikke, om det er blevet vanskeligere at være gift, men det er nok blevet mere accepteret at erkende problemerne og ikke mindst træde ud af arrangementet,« siger Sten Hegeler, da interviewet begynder et par timer tidligere i det lille arbejdsværelse.

Vi skal tale om 1970erne. Årtiet hvor skilsmisserne for alvor begyndte at vælte ud af skabet. Rødstrømperne krævede revolution, og i det urolige kølvand på 68ernes ungdomsoprør var trangen til at blive i ægteskabet på retur. Konventionerne var i opbrud, Kvinderne havde fået fødderne indenfor på arbejdsmarkedet og var ikke længere bundet til hjemmet. De tjente deres egne penge og kunne klare sig selv.

»Det satte selvfølgelig ægteskabet under pres. Nu behøvede kvinderne ikke længere at blive af nød, og mange af dem begyndte at stille flere krav. Og med de nye krav voksede behovet for at respektere hinanden som ligeværdige individer,« siger Sten Hegeler.

Han fortæller historien om engang, han serverede morgenmad på sengen for sin nuværende kone, psykologen Mei-Mei Mortensen:

»Jeg havde smurt hende en amagermad – en skive franskbrød med smør lagt sammen med et stykke rugbrød med ost – men da jeg stillede tallerknen foran hende, kiggede hun bare på den og sagde, at hun ikke brød sig om amagermadder. Min første indskydelse lød: »Kællingen er åndssvag. Amagermadder smager da godt.« Så greb jeg mig selv i at tænke, at det var jeg selvfølgelig nødt til at respektere, men det er sgu svært at forstå, at andre mennesker kan have en anden smag end én selv.«

Mei-Mei Mortensen og Sten Hegeler har været sammen i snart 30 år. De har aldrig boet sammen, men følger et nøje fastlagt mønster: Hver torsdag flytter hun ind hos ham i herskabslejligheden på Frederiksberg, men når det bliver mandag, tager hun hjem til sig selv på Vesterbro.

»Det er godt at savne hinanden, og jeg tror, at det ville være godt for mange par at bo hver for sig. Når jeg vågner torsdag morgen, glæder jeg mig som en lille dreng til at se hende, men når vi så når frem til mandag, må hun gerne smutte hjem til sig selv igen. Ægteskabet kan være et trangt skab at leve i, og jeg tror ikke, vi havde været sammen endnu, hvis vi havde boet sammen.«

Men de to adresser har ikke været nok til at holde kriserne på afstand, og for nogle år siden opfandt de konceptet »bestemme-uger«, der i al sin enkelhed går ud på, at ægteparret på skift bestemmer, hvordan ugen skal se ud.

»Vi mærkede konstant, hvor svært det var at respektere, at den anden havde en anden holdning, så hver lørdag nat mellem kl. 3 og 4 skifter vi uge, og i de efterfølgende syv dage har man serveretten. Inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig. Jeg skal for eksempel ikke pege på en hundelort og bede Mei-Mei om at spise den, for så ved jeg jo godt, hvad jeg får til frokost ugen efter.«

På den måde sniger respekten for den anden sig helt automatisk ind, forklarer Sten Hegeler. Al filantropi kommer i sidste ende én selv til gode.

»I mine uger kan jeg bestemme, hvilken fjernsynskanal vi skal se, når vi sidder i sofaen om aftenen. Så kan det godt være, at hun hellere vil se noget på en anden kanal, og så kan jeg vælge at vise storsind og lade hende få sin vilje, fordi jeg kan jeg mærke, at det er vigtigere for hende at se sit program, end det er for mig at se mit. Jeg bestemmer så at sige, at hun må bestemme. Det er ret raffineret, synes jeg. Ordningen kalder på det store i mennesket.«

Over årene har psykologien i det særegne arrangement formet ægteparret og givet dem så meget respekt for hinanden, at de ofte glemmer, hvis »bestemme-uge« det egentlig er.

»Men forestil dig et ungt par, hvor manden gerne ville have sex tre gange om ugen, mens hun helst vil nøjes med en enkelt omgang. De kan vælge at mødes på midten og aftale, at de gør det to gange om ugen, men hvad får de ud af det?« spørger psykologen retorisk.

Han giver selv svaret:

»To martyrer: Én der får for meget, og én der får for lidt. Hvis man i stedet indfører »bestemme-uger«, kan manden kræve sex tre gange i sin uge, og når det bliver kvindens tur, kan hun melde pas hele ugen, hvis hun trænger til ro ovenpå sidste uges udskejelser.«

Sten Hegeler sidder lidt og tænker:

»Tænk, hvis man kunne få overtalt israelerne og palæstinenserne til at gøre det samme,« siger han så.

»Så ville de sgu lære at respektere hinanden. Problemet er bare, at jeg ikke kan få dem overtalt.«

Kvinderne er stadig det svage køn, argumenterer Sten Hegeler. Den del af pakken har ikke forandret sig siden 70erne. De kæmper stadig med ligelønnen, og så er der antallet af kvindelige ledere.

»Som en klog mand engang sagde: Der bliver ikke ligestilling, før der også sidder tåbelige kvinder på de højeste poster,« siger han og undertrykker et smil.

Men vi skal ikke have ondt af kvinderne, mener han. Måske får de stadig ikke det samme i løn som deres mandlige kollegaer, og måske er der ikke ligeså mange kvinder i direktørstolene, som der er mænd, men til gengæld har kvinderne bukserne på i hjemmet. Nøjagtig som i 1970erne. Også selv om kvinderne egentlig ikke ønsker det.

»70ernes kvindebevægelse krævede, at manden skiftede ble og tog opvasken. I dag skal han også være blid og følsom. Men i dét sekund han bliver det, siger hun: »Du skal sgu ikke klynke.« Kvinder vil have kvalificeret modstand, men gud nåde og trøste os, hvis vi giver dem det. Det er et stort paradoks, synes jeg. Og det er ganske uhyggeligt at se, hvor mange parforhold, der ikke består af en mand og en kvinde, men af en mor og en søn. Der foregår en magtkamp, hvor kvinden af al magt prøver at sætte sig på manden. For så at hade ham hvis det lykkes,« siger Sten Hegeler.

For nylig var han ude at holde foredrag for en flok ældre kvinder. Undervejs inviterede han en af dem op på scenen og rettede på hendes tøj. Alle i salen begyndte at grine. De genkendte straks sig selv og kunne godt se det vanvittige i opførslen.

»Ingen af dem ville nogensinde finde sig i sådan en opførsel den anden vej. Men de har ingen problemer med at flytte rundt på vores skjorteflipper eller rette vores slips til. Min kone bøjer sig indimellem ned og begynder at pudse mine sko, mens vi står og venter på bussen,« siger Sten Hegeler og fortæller en af de mange vittigheder, der synes at ligge på lager i bundter inde bag det blå blik.

»Det er historien om en mor, der står og ser Livgarden trække op. Så griber hun fat i en anden dames arm og peger hen på flokken af bjørneskindshuer: »Se lige der, tredje række, nummer fem fra venstre, det er min søn. Han er den eneste, der går i takt«.«

Et grin rydder ansigtet:

»Det er sådan nogle mødre, vi vil have. Ikke dem der siger: »Du piller næse«, eller »Du sidder for længe på lokum«. Vi vil have juhu-piger, der jubler og siger: »Hvad fatter gør, er altid det rigtige«. Det kan vi lide.«

Men det kommer ikke til at ske, siger psykologen. Mænd og kvinder er radikalt forskellige, og forskellene er så nedarvede, at vi er nødt til at erkende dem for at kunne leve sammen.

»I virkeligheden er vi alle inderst inde racister, men det vil mange nægte til deres dødsdag. De fleste fornuftige mennesker ved imidlertid godt, at det forholder sig anderledes. De mærker racismen ulme i sig hver eneste dag. Vi har det alle sammen mere eller mindre svært med mennesker, der er anderledes, som har en anden holdning, en anden hudfarve, en anden religion, en anderledes livsstil eller en seksuel orientering, der afviger fra normen. Det anderledes gør os bange og aggressive.«

Sten Hegeler taler om »racisme« i den bredest mulige forstand. Om afstandtagen fra alt, hvad der er anderledes. Om hvor svært det kan være at forstå, at naboen rejser på charterferie, når nu man selv synes, at trekking i Norge er den eneste måde at holde ferie på. Om mænd, der godt kan lide at kysse mænd, og kvinder, der kører lastbil. Eller ægtefællen, der hellere vil ligge på sofaen om søndagen frem for at gå en lang tur i naturen.

»Men man er pinedød nødt til at respektere, at andre menneskers er anderledes end én selv.«

Han peger på et askebæger på bordet mellem os.

»Vi er enige om, at askebægeret dér på bordet er rødt,« siger han så.

»Men vi kan ikke vide det 100 procent. Jeg aner jo ikke, om du ser den samme røde farve, som jeg gør. Men i virkeligheden er det også fuldstændig ligegyldigt, hvad du ser, så længe du accepterer, at »min« røde farve er lige så god som »din« røde farve.«

Og så er vi ved at være fremme ved afslutningen. Og Sten Hegelers bud på hvorfor vi stædigt holder fast i parforholdet, når nu det tilsyneladende stadig er fuld af bøvl og brok.

»Inderst inde er vi alle sammen dybt ensomme, men i et godt parforhold kan man fra tid til anden glemme sin ensomhed. Det er egentlig ret smukt, synes jeg. Og vel i grunden det bedste bud på, hvorfor det overhovedet er værd at kæmpe for kærligheden og tosomheden, selv om det indimellem er pissebesværligt at acceptere, at kællingen har lige så meget ret som én selv.«