Kvinder har måske ikke lyst til sex i samme grad som mænd, fordi sex i høj grad stadig foregår på mandens præmisser. Men det betyder ikke, at man kan sige noget om, at kvinder biologisk har mindre lyst til sex end mænd.
Det mener kommentator og forfatter Anne Sofie Allarp, der kritiserer forskerne bag rapporten »Sexus« for at tolke for meget på deres store talmateriale. »Sexus« er udarbejdet af Statens Serum Institut og Aalborg Universitet og omfatter svar fra mere end 62.000 danskere mellem 15 og 89 år. Anne Sofie Allarp mener, at forskerne i deres udtalelser i forskellige medier i forbindelse med, at rapporten blev publiceret, har taget munden for fuld.