Manden på bænken

En drankers liv skildres stærkt og bevægende i den danske film "Bænken", der fik verdenspremiere i Cannes.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

CANNES

Hånden ryster så voldsomt, at Kaj har svært ved at få flasken op til munden. Men han er nødt til at gøre det, for hvis guldbajeren ikke glider ned, holder næven ikke op med at skælve, og sprittågernes Kaj kommer ikke gennem endnu en formålsløs dag sammen med de andre drukmåse på bænken i den københavnske forstad. Sandt at sige er den hærgede Kaj med skægstubbene og den evige smøg, som han kun tager ud af munden for at give plads til flasken, intet kønt syn. Og den unge danske instruktør Per Fly siger da også til Berlingske Tidende på festivalen i Cannes:

"Min producent var ikke ligefrem begejstret, da jeg fortalte ham, at jeg gerne ville lave en film om en 52-årig alkoholiker."

Heldigvis ville den erfarne Ib Tardini alligevel godt producere "Bænken" for selskabet Zentropa, og Per Fly, der hidtil har lavet TV og novellefilm - blandt andet den charmerende "Kalder Katrine!" - debuterer flot som instruktør af spillefilm med denne barske beretning om en mand, som har valgt at gå i hundene, men alligevel ikke får lov til at gøre det uden videre.

Det viser sig nemlig, at en ung kvinde, der sammen med sin lille søn hovedkulds flytter ind på et lejet værelse i nærheden af Kajs flaskefyldte lejlighed, er hans datter, som han ikke har set i mange år. Og da datteren er på flugt fra en voldelig ægtemand, føler Kaj sig trods alt forpligtet - i begyndelsen meget modvilligt - til på én eller anden måde at gribe ind.

Det lyder som en bedrøvelig historie og er det på sin vis også, men "Bænken" har humor og varme, og den er blevet et pænt lille tilløbsstykke på det vældige filmmarked i Cannes, hvor selskabet Trust Film Sales præsenterer den og samtidig kan præsentere en særdeles kyndig ny medarbejder, nemlig Det Danske Filminstituts tidligere mangeårige udlandschef Lissy Bellaiche.

På en festival, hvor flere film i konkurrencen om Den Gyldne Palme varer omkring tre timer, kommer "Bænken" som en ren befrielse med sin spilletid på halvanden time, og dens stramt fortalte historie skildrer alkoholisme uden at fordømme og uden at forskønne. Efter hidtil i år heroisk at have medvirket i så forkølede film som "Max", "Juliane" og "Fruen på Hamre", har den talentfulde Nicolaj Kopernikus omsider fået en god rolle som Kajs lydige drukkammerat i "Bænken", men først og fremmest bæres filmen af Jesper Christensens fremragende, rystende troværdige præstation som Kaj - der får Ole Jastrau i "Hærværk" til at ligne en kernesund spejderdreng - og man tænker (igen) på, om ikke Jesper Christensen er Danmarks bedste mandlige filmskuespiller i den modne mellemgeneration?

I Danmark får "Bænken" formentlig premiere til oktober, og selv om han har tillid til mund-til-øre-metodens positive effekt, er Per Fly en smule bekymret for, at filmens emne skal skræmme nogle væk fra biografen. Han siger: "Jeg vil helst ikke kalde filmen for socialrealisme, selv om netop den genre er ved at få en renæssance. Men måske kan vi kalde den nyrealisme, for jeg er meget inspireret af den italienske neorealisme."

Det kan vi godt. Men vi kan også, hvad Per Fly selv er for beskeden til at gøre, kalde "Bænken" for en stærk og bevægende oplevelse.