Manden og verden

Nekrolog. Han skrev »Requiem«, »Byen og verden« og »Præludier.« Han modtog de fleste af de store hædersbevisninger, der kan blive en dansk forfatter til del. Han blev elsket af både kritikere og publikum. Nu er Peer Hultberg – en af Danmarks væsentligste prosaister – død, 72 år gammel.

Forfatteren Peer Hultberg, her fotograferet i 1985, er død. Hultberg blev 72 år. Han var en forfatter, der af det brede, læsende publikum først og fremmest blev kendt for sin roman »Byen og verden« fra 1992. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl

For tre år siden modtog Peer Hultberg den fornemste danske hædersbevisning overhovedet, nemlig Det Danske Akademis Store Pris.

»Jeg forlod Danmark lige før jeg blev 23 år, og har siden da kun boet her i landet i en cirka fem år, » sagde han i sin takketale, der samtidig var et tilbageblik og en refleksion over egen selvvalgt udlændighed.

»Det vil sige, at jeg har levet uden for Danmark i snart to tredjedele af mit liv, rent numerisk betragtet. Og det Danmark jeg kender, det Danmark jeg forholder mig til, det er hovedsagelig fortidens. Selv mit elskede Viborg, som var den sidste bastion, er i løbet af de seneste 10-15 år også blevet erindring for mig. Når jeg en sjælden gang kommer til byen og går gennem gaderne, er de befolket af nye mennesker, mennesker, der ser helt anderledes ud end før, mennesker, der lever helt anderledes liv, med helt anderledes problemer end dem, jeg kendte.«

Gav Viborg stemme
Nu er Peer Hultberg død af kræft, 72 år gammel. På lørdag begraves han i det Viborg, som han elskede, og som han gav stemme i et af sine hovedværker, »Byen og Verden« (1992), der indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris. Her bliver Viborg – provinsbyen – til et universelt billede af menneskelivet. Alle sociale lag gennemtrævles i bogens 100 tekster, der bevæger sig fra en tilsyneladende neutral fremlægning til ren, nådesløs afklædning.

I en anden vigtig bog, »Requiem« (1985), der også består af korte prosastykker, taler intet mindre end 537 forskellige personer, der i indre monologer beretter om alt, hvad der kan røre sig i et menneskesind. Om smerte, vrede og kærlighed. Om alt fra det allermest hverdagsagtige til det allermest skæve og anderledes. Nogle gange med masser af humor. Andre gange uden gnist af håb.

»Jeg kender ikke nogen større prosabog i den moderne danske litteratur. Og det gælder ikke det ydre omfang alene«, skrev Berlingske Tidendes højt estimerede kritiker Jens Kistrup ved udgivelsen, der betød et gennembrud for Peer Hultberg som forfatter, både i forhold til anmelderne og i forhold til læserne. Inden da havde han udsendt »Mytologisk landskab med Daphnes forvandling«, debuten fra 1966, der er stærkt eksperimenterende og i første omgang ikke vakte megen opmærksomhed, og – i 1969 – »Desmond«.

Tankestrømme
Efter »Requiem« udkom »Præludier« (1990), der i romanform beretter om et lille musikalsk geni, barnet Chopin i storbyen Warszawa. To år efter så »Byen og Verden« dagens lys, og hvis man skal tegne et spor mellem disse få, men jo betydelige og også meget forskellige værker, kan man i hvert fald sige så meget, at tankestrømme optog Peer Hultberg, der havde eksamen fra C.G. Jung Instituttet i Zürich og også praktiserede som psykoanalytiker.

»Jeg skal spille, og jeg skal spille for konger og kejsere og jeg skal spille for Zaren. Jeg skal spille i Sankt Petersborg. Jeg skal være Zarens hofpianist. Og jeg vil modtages og jeg vil blive ledt hen til klaveret. Og så vil jeg spille,« tænker Chopin – den lille – hen imod slutningen af »Præludier.«

Klamme og fulde af slim
»Mænd er karklude gulvklude støveklude laser og pjalter og fugtige og klamme og fulde af slim, det var, hvad mænd var, hvorledes kvinder kunne falde for mænd (der tilmed lugtede af sved og af mand og af ged), hvordan en smuk kvinde kunne finde behag i den slags (og at blive spiddet på en pæl bukkepæl hjul og stejle), om hun fattede det, det var unaturligt«, begynder et afsnit, nr. 241, i »Requiem«, hvor det dybt private igen stilles blot.

Sådan lød det karakteristisk hos Peer Hultberg, hvor det loyale og det udleverende ikke nødvendigvis var modsætninger, og at der eksisterede en eller anden forbindelse mellem hans litterære og hans psykoanalytiske praksis turde være indlysende. Hvilket omvendt ikke gør hans bøger til jungianske traktater.

Selv ønskede han, at hans skønlitterære bøger skulle læses som det, de er, nemlig litteratur. Slet og ret. Men vel at mærke som litteratur, der er umisforståelig i sin insisteren på, at skal man finde fodfæste i en flimrende verden, er det ikke nok at iagttage overfladen. Man skal længere ned, ned til bunden af sjælen. selv om det, man ser, når man kigger godt efter, ikke altid er lige kønt.

Akademisk baggrund
At personen Peer Hultberg også havde en fornem akademisk baggrund er vel heller ikke relevant for værdsættelsen af det, forfatteren Peer Hultberg skrev.

Men det hører med til hans biografi, at han som ung bedrev omfattende universitetsstudier, der kulminerede, da han i 1967 skrev disputats om den polske forfatter Waclaw Berent. I en periode virkede han også som lektor i polsk sprog og litteratur ved Københavns Universitet, og meget mere belæst og uddannet forfatter skulle man lede længe efter i dansk litteratur. Han blev netop dén »stuelærde« kulturpersonlighed, han selv gerne ville være og huskes som.

Peer Hultberg var også en meget privat forfatter. I hvert fald hvis man med meget privat mener en forfatter, der kun gav få interviews og ikke ofte og gerne talte til journalister om verden uden for bøgerne.

Så meget desto mere kærkommen var bogen »Kronologi« (1995) hvor indtryk, noveller og andre tekster tegner et billede af hans litterære vej gennem 30 år.

Vigtig i en biografisk sammenhæng er også essaysamlingen »Min verden – bogstavelig talt«, der udkom på tysk i 1993, men blev oversat og udgivet på dansk, da Peer Hultberg i 2005 fyldte 70 år. Samlingen ender med en slags litterær selvbiografi, der er skrevet i anden og tredje person. Den er det tætteste, man overhovedet kommer på en selvbiografi fra Peer Hultbergs hånd.

Peer Hultberg blev født i Vangede ved København, men voksede op i Horsens. Senere flyttede han så med familien til Viborg, hvor hans far var landsdommer. Som det indledende citat antyder, boede han i en stor del af sit voksne liv uden for landets grænser, i de seneste mange år i Hamburg, og i den takketale, som citatet stammer fra, talte han også om den »fuldstændig absurde« følelse, han til tider havde af, at »Danmark havde vendt ham ryggen.«

Derfor takkede han ikke alene for æren, da han takkede, han takkede også Det Danske Akademi »for hermed at betone, at jeg stadigvæk, til trods for min udlændighed, betragtes som dansker, at jeg hermed endegyldigt knæsættes som dansk forfatter.«