Manden med rotten på skulderen

Med »Apropos Opa« tager Julia Butschkow fat i en følsom slægtshistorie. For hvem kan glemme, at der har været en nazist i familien?

Den 30-årige Julia Butschkow skrev romanen »Lunatia« som én lang sætning. I »Apropos Opa« går hun for første gang tæt på sin families historie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Helles Eriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Julia Butschkows afdøde farfar var ikke en mand, man gav et knus eller et dybfølt håndtryk. Som barn var hun altid varsom, når hun besøgte ham i Tyskland med sin far. I ferier kunne de tage ned til denne Opa (tysk for bedstefar), som boede i et mærkværdigt hus i byen Wiesbaden, der var fyldt af herreløse katte, pindsvin og fugle. Julia Butschkow betragtede manden, mens han passerede hende med sin sortbrogede rotte på den ene skulder. Han var høj, og hans hår stod lige op i luften, og hendes far fortalte engang, at Opa pralede til naboerne med, at han havde rang af oberstløjtnant i det tyske militær under Anden Verdenskrig.

Butschkows roman »Apropos Opa«, der udkommer i dag, kredser om den bedstefar, som bandt sig til nazismen, da han arbejdede på et tysk kontor i byen Leczyca, hvorfra flere tusinde jøder blev deporteret til udryddelseslejren Chelmno.

Den moralske grænse
I bogen blander hun fiktion og faktiske omstændigheder, men det var vigtigt for hende, at alle oplysninger om bedstefaren fremstod uden manipulationer.

»Det er stadig et meget følsomt emne for min familie. Jeg ved godt, at nogle vil mene, at hvis det fungerer som fiktion, er det ligegyldigt, hvad familien tænker. Men jeg har haft en moralsk grænse,« siger Julia Butschkow.

Mens hun skrev romanen, rådførte hun sig med sin bror og særligt sin far, hver gang hun gjorde virkelige personer til karakterer med helt andre træk. Hendes egen far er støbt om til en faderfigur, som fortrænger, at Opa var højtstående nazist. Det er sket af dramaturgiske hensyn, så han kan give modstand til sin nysgerrige datter af en jeg-fortæller, der vil kende Opas rolle.

»Jeg var nødt til at skabe konflikter mellem figurerne for at få et vist plot til at lykkes i bogen,« siger hun.

Den strenge Opa
Realiteterne er, at Julia Butschkows far ikke har lagt låg på det smertefulde kapitel af familiehistorien, og uden hans erindringer ville skildringen af Opa have set ganske anderledes ud. Et sted får hun bedstefarens strenghed frem i romanen, når hun nævner, at han sendte sin søn bort til en tante, som han skulle være »husslave« for i et år. Det skete for hendes far, da han var omkring 12 år.

»Jeg havde svært ved at bruge min fars erfaringer så tæt, fordi han stadig er præget af sin opvækst, og jeg ville ikke hænge ham ud. På et tidspunkt fik jeg faktisk en skriveblokering, fordi jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre stoffet til mit eget. Men så fandt jeg ud af, at jeg kunne inddrage fiktive greb og bl.a. lave om på faderskikkelsen i bogen for at komme videre.«

En byrde fra fortiden
Julia Butschkow tænker meget over, hvordan folk vil modtage bogen; om der måske vil være mennesker, der tager afstand fra hende, når de finder ud af, at hun er i familie med en nazist. Da hun fik ideen til bogen i 2004, fokuserede hun udelukkende på, at Opa kunne blive omdrejningspunktet for en roman. Men snart kom det også til at handle om en personlig erkendelsesproces. På et tidspunkt i researchen fandt hun et billede fra lejren i Chelmno af en mand, som var fotograferet før sin henrettelse.

»Jeg fik en følelse af skam over, at min Opa sandsynligvis havde været involveret i udryddelsen. Det var ikke længere uhåndgribeligt og langt væk fra mig.«

Romanen rummer hendes forståelse af, at anden og tredje generation efter bødlerne skal leve med en byrde. Farens traumer mærkede hun gennem barndommen. Han talte ofte om forholdet til bedstefaren og krigen for at få fortiden bearbejdet.

»Meget tidligt har jeg skullet forholde mig til et uoverskueligt stof. Jeg kunne indimellem ønske, at det ikke havde fyldt så meget.«

Julia Butschkow forventer, at hendes næste bog får en anden afstand til hendes liv.

»Det kan meget vel være noget, der er renere fiktivt. Men der går nok lidt tid, før jeg har skrevet mig ud af Opas historie.«