Manden med de to viljer

Biografi: Sven Ove Gades omhyggelige biografi »Ulanen« afslører ikke noget nyt om det sammensatte menneske Victor Andreasen. Og løser derfor heller ikke hans private og professionelle gåder.

»At være chef for Ekstra Bladet skaber ikke prestige i traditionel forstand, snarere omverdenens foragt eller i bedste fald overbærenhed,« skriver Sven Ove Gade mod slutningen af sin murstensbiografi af Victor Andreasen.

Han ved, hvad han taler om. Victor Andreasen (1920-2000) tilbragte samlet otte år af sit liv som chefredaktør og medredaktør af Ekstra Bladet, som han i 1960erne genrejste fra asken og gjorde til den største danske avissucces i forrige århundrede. Sven Ove Gade efterfulgte ham og sad der nøjagtig tre gange så længe, indtil han gik på pension i 2000.

Men skønt Victor Andreasen allerede i levende live blev en myte i dansk pressehistorie, forgudet til det sidste på Ekstra Bladet på grund af sin intellektuelle kraft og polemiske evner, fik han aldrig den anerkendelse fra omverdenen, han følte sig fortjent til. Bl.a. blev han aldrig tilbudt hjørnekontoret på Politiken, men så sig overhalet indenom af Herbert Pundik. Et sviende nederlag, han aldrig forvandt, og som blev den egentlige anledning til, at han forlod Ekstra Bladet og for en stund slog sig ned i Pilestræde - eller som han sagde: »Jeg vil hellere spille 16. violin i Det Berlingske Hus end 2. violin i Politikens Hus.«

Hvorfor skulle han, der havde ofret alt, herunder en agtværdig karriere som departementschef i Statsministeriet Krag og sit ægteskab med Tove Ditlevsen, for at forhindre lukningen af Ekstra Bladet, og som med et voldsomt og anarkistisk temperament og en arbejdsindsats af næsten umenneskelig størrelse løftede oplagstallet op i den syvende himmel, hvorfor skulle han dog blive i Politikens Hus på en post, hvor der ikke længere var brug for ham, når jobbet som chefredaktør på Politiken ligefrem råbte på hans enorme evner og karismatiske person? Hvordan skulle han dog med selvrespekten i behold kunne arbejde for et foretagende, hvis øverste ledelse var i stand til at fejlbedømme situationen så fatalt?

Omtrent sådan fejede følelser og argumentation ind over Victor Andreasens sammensatte indre, som i Sven Ove Gades omhyggelige research stykkes sammen med dokumentation fra hovedpersonens dagbøger, fra hans omfattende brevvekslinger og fra samtaler med hans efterladte - hans første kone Inger Margrethe, deres datter Birgitte samt hans enke Vibeke Bengtsson. Foruden med nogle af de udfordrere, han havde udvalgt sig fra den offentlige arena, bl.a. Henning Fonsmark, hvis bemærkelsesværdigt klare udsagn givetvis dækker, hvor stor en belastning dialogen med den næsten manisk diskussionslystne og belærende Victor Andreasen var.

Hermed lykkes det Sven Ove Gade at beskrive dette fascinerende, ikke udelt sympatiske menneske, hvis proletariske baggrund - han var søn af en arbejdsmand fra Silkeborg-egnen, og hans mor var halvt polsk og talte gebrokkent dansk - på én gang blev hans livs tragedie og det fundament, hvorpå han byggede sin ydre succes.

De fattige opvækstkår overvandt den usædvanligt velbegavede og ambitiøse unge Victor Andreasen bl.a. med hjælp fra diverse lærere og præster, og han blev ikke bare student, men også cand. polit. fra Københavns Universitet i 1947 med førstekarakter. Han blev velklædt, vellidt og i stand til både at konversere borgerskabets hattedamer og disputere med de unge løver. En moderne Erasmus Montanus simpelthen, ulideligt selvhævdende og fuld af foragt over for dem, der tænkte knap så hurtigt og knap så provokatorisk.

Men han var også en tvivler, litterært velfunderet og filosofisk dybt beroende på Kierkegaard, en oprørsk katolik, der var sig smertelig bevidst om sit lange synderegister. Den ydre succes, som via artikler i Finanstidende og ansættelse i Industrirådet bragte ham ind og ud af mange svingdøre i den danske presseverden, havde således en tragisk bagside, som havde at gøre med et dybt mindreværd, han aldrig forstod at tackle. Han var et konstitutionelt ensomt menneske, som paradoksalt nok bestandig skød de mennesker fra sig, han holdt af.

Som Sven Ove Gade tilrettelægger sit materiale, forekommer det troværdigt, at Victor Andreasen gennemlevede sit turbulente liv som den frygtløse polske rytter - ulanen - som hans mor en gang sammenlignede ham med. Den evige kæmper, hvis mål altid var de største, og hvis ærekærhed forbød ham at glemme. En hævner, en kvindeforfører, en bajads og en kyniker - en overgang den lille mands forsvarer i sin egenskab af ansvarlig for Ekstra Bladets »tør-hvor-andre-tier«-strategi, men senere udartet kulturpessimist og misantropisk anklager af hele vores politiske system af levebrødspolitikere, idet han gerne i stedet fremhævede Hørup og Scavenius, ja endda Bismarck, alle tre realpolitikere, der ifølge hans overbevisning handlede i ægte overensstemmelse med deres samvittighed.

Foruden at dokumentere et vigtigt stykke dansk pressehistorie giver Sven Ove Gade et velkomment indblik i den klingekrydsende, intellektuelle idéudveksling, der på privat grund fandt sted mellem de kloge hoveder i landet, herunder også med Elsa Gress, hvis breve vidner om betydelig indsigt i eks-elskeren og vennen Victor Andreasens uregerlige psyke.

Men hvor omhyggeligt forfatteren end går til opgaven, lykkes det ham ikke at forklare dette særprægede menneske til bunds, og dermed får vi heller ikke den inderste forklaring på den destruktive kraft, der fik Victor Andreasen til at vælge det æreløse journalistiske hverv frem for den pæne embedsmandskarriere, han på én gang efterstræbte og foragtede.

Måske er forklaringen netop så simpel og kompliceret som Victor Andreasen selv beskrev det: han så sig selv som et hesteforspand, hvor de to heste vil i hver sin retning. Opad og nedad. Mod sletterne i Polen og mod hjemstavnen i Silkeborg. Mod trofasthed og troløshed. Svaret får vi aldrig, men denne værdige biografi har sørget for, at lyden af sjælen, der bristede som et stykke overspændt lærred, ikke bliver glemt af eftertiden.