»Jeg kan kun anbefale, at man deler vandene. Det kan man leve af. Man når aldrig at blive højrøvet og tro, man er noget, fordi der konstant er nogen, der kritiserer én. Man bliver hele tiden holdt nede på jorden, og hver gang man tænker »Hold kæft, nu kører det godt«, kommer der lige et par drag over nakken. Hver gang jeg er gået i gang med noget nyt, har jeg været tvunget til at gå passioneret ind i det.«

Sådan lød det fra Povl Dissing, da han for et par år blev interviewet af journalisten Simon Staun til et af de utallige portrætinterviews, der efterhånden er blevet lavet med den nu 75-årige Dissing. Smukt og generøst sagt af en mand, der gennem en menneskealder har delt vandene, men altid selv er gået sine egne veje.

Allerede da han var helt lille måtte han første gang tage bagdøren i sin fars gartneri i landsbyen Stavnsholt ved Farum. Knægten var farveblind og kunne således ikke bruges som jordbærplukker, da han ikke kunne se forskel på de røde og grønne bær. Senere måtte bagdøren til landets spillesteder nogle gange tages i brug, når Dissing brød med 60ernes folktone og med sin guitar og sin ekspressive sang kastede sig over blues-rundgangene. Publikum enten elskede eller hadede det, når den unge mand fortolkede sine smertefulde versioner af Giv mig en hest, mor og I en seng på hospitalet, men alle havde i det mindste en mening og da Dissing i 1968 brød igennem med 25 minutter endnu var grundstenene lagt til et liv som dansk troubadour. Og da Dissing året efter udsendte albummet Dissing, der i folkemunde i dag kaldes Nøgne øjne skabt i samarbejde med The Beefeaters skrev han sig samtidig ind i dansk rockhistorie som en af de største personligheder, vi har haft.

Men derfra og så til at blive folkeeje krævede en håndsrækning. Dissing har selv erkendt, at selve sangskrivningen aldrig har været hans stærke side, men det havde andre råd for. Først var det Thøger Olesen, der oversatte nogle af den amerikanske multikunstner Shel Silversteins fantastiske tekster, men makkerskabet med digteren og komponisten Benny Andersen var ubetinget det, der gjorde udslaget.

Dissing havde allerede i 1967 fortolket et af Andersens digte i en radioudsendelse, men i de efterfølgende år dannede de to et helt enestående makkerskab, som kulminerede i 1973 med udgivelsen af Svantes Viser om den svenske halvfordrukne kyniker Svante. Værket, der har sin selvskrevne plads i den danske Kulturkanon, blev senere fulgt op af en række udgivelser, der i blandt den næsten lige så populære Oven visse vande i 1982.

Men symptomatisk for Povl Dissing har han altid haft flere strenge at spille på.

Sideløbende med sit samarbejde med Benny Andersen har han turneret og indspillet med musikere som Peter Thorup, John von Daler og Christian Søgaard og i de senere år sammen med Las Nissen og sønnerne Jonas og Rasmus, der har fået faderens musik ind med modermælken og som små også var med ude, når far gav koncert rundt omkring i landet.

I de senere år er der dog blevet droslet ned for livet på landevejene, selv om fødselaren skam stadig er aktiv musiker. Om et par dage kan man eksempelvis høre Dissing, Dissing og Dissing i Baghuset i Ballerup og senere på året går han blandt andet på scenen i Koncerthuset i København på sin »25 minutter endnu-tour«. Der bliver nok ikke brug for bagdøren.