En ung ridder er på vej hjem fra de varme lande med korstog og pest. Han møder en vis herre med le allerede på stranden og har ikke mange minutter tilbage. Men han udfordrer Døden til et parti skak og vinder utroligt nok tid – for manden med leen kan ikke stå for den slags.
Ridderens egen tid løb ud i søndags. Max von Sydow har spillet sin sidste rolle, 90 år gammel. Svenskeren havde gang i en af filmhistoriens mest facetterede karrierer til det sidste og blev kaldt »den største skuespiller i live« af tidsskriftet The Atlantic for bare tre år siden.
Han var på den ene side en af Sveriges største berømtheder og ubegribelig karismatisk og på den anden side dybt privat – kun hans allernærmeste vidste for eksempel, hvor i verden han boede.
Max von Sydow voksede op i Lund som søn af en professor og en skolelærer. Talentet fra det dannede hjem spillede teater allerede som dreng og blev uddannet på Dramaten i den svenske hovedstad.
Flytningen anno 1955 til Malmø nogle få kilometer fra Lund bragte ham både tættere på hjemstavnen og ud i den vide verden. Chefen for Malmö Stadsteater var en lovende instruktør ved navn Ingmar Bergman og ville lave eventyrfilm om middelalderens korstog med Max von Sydow som ridder.
»Det syvende segl« fra 1957 blev en af svensk films største succeser til dato. Begyndelsen med de to skakspillere på stranden og slutningen med de syv skikkelser i dødedans hører til filmhistoriens mest kendte optrin overhovedet.
Succesen åbnede alles øjne for den unge svensker med verdens mest skandinaviske udseende og førte til utallige tilbud fra både Hollywood og mere hjemlige producenter.
Kunne det hele
Manden selv spillede på begge heste til det sidste: Han fik ros for hovedrollen som Jesus i amerikaneren George Stevens’ ellers knap så vellykkede »The Greatest Story Ever Told« fra 1965. Og mange skandinaver vil huske ham i Jan Troells uforglemmelige »Udvandrerne« fra 1971 som fattige Karl Oskar med norske Liv Ullmann ved sin side.
Max von Sydow var livet igennem åben om sit brud med kristendommen og bearbejdede påfaldende ofte sin eksistentielle tvivl og dens konsekvenser på det store lærred.
Verden havde allerede set ham som både korsridder og Jesus selv og fik i 1973 filmen over alle om tro og tvivl: »Eksorcisten« med den svenske agnostiker i hovedrollen som Fader Merrin udløste panikanfald og besvimelser over hele verden.
Filmen handler om to præsters vidt forskellige håndtering af en ung pige med Satan i kroppen og indirekte om von Sydows egne anfægtelser. Sidste scene med ondskabens uddrivelse måtte efter vedholdende rygter tages om og flytte fokus over på kollegaen Jason Millers figur – simpelthen fordi han ikke selv kunne få ordene over sine læber.
Rollerne i de følgende år blev stadig mere varierede. Han kunne indspille kulørte strimler for pengenes skyld den ene dag og kunstfilm den næste. Max von Sydow var i mange år en af Hollywoods førende skurke og kunne forklædes næsten til ukendelighed.
Penge og priser
En rolle som snigmorderen Joubert i »Tre døgn for Condor« fra 1975 med Robert Redford og Faye Dunaway indbragte ham hele to filmpriser og står stadig som noget af det bedste ved filmen.
Og man kunne inden længe se ham ved Arnold Schwarzeneggers side i »Conan Barbaren« fra 1982 og som den lidt for gamle kunstnertype i Woody Allens eviggrønne »Hannah og hendes søstre« fra 1986.
Svenskeren havde endda været på tale som James Bond himself mange år før og sagde med glæde ja til rollen som folkefjenden og katteelskeren Ernst Stavro Blofeld i »Never Say Never Again« fra 1983.
Ikke så få danskere vil alligevel se hans Lassefar som det bedste overhovedet. Rollen som far i Bille Augusts Oscar-belønnede »Pelle Erobreren« fra 1987 står selv internationalt som et højdepunkt i hans karriere. Hans ansvar for sønnen i Pelle Hvenegaards purunge skikkelse og hans blanding af indignation og afmagt over tingenes tilstand lå som en smerte over hans ansigt.
Ingmar Bergman så efter eget udsagn »Pelle Erobreren« hele syv gange og valgte på den baggrund Bille August som instruktør på filmen og TV-serien »Den gode vilje« om sine forældre.
Og selv om Max von Sydow nærmede sig pensionsalderen, indspillede han stadig en film i stort set hver eneste sæson. »Hamsun« fra 1996 med Ghita Nørby i den kvindelige hovedrolle var endnu et samarbejde med Jan Troell og handlede om forfatteren Knut Hamsun og hans vej fra folkehelt til landsforræder.
Enkelte cineaster løftede endda øjenbrynet over den modne stjernes åbenlyse knæfald for kulørte roller og mainstream og måtte så samtidig bukke sig for resultatet i form af filmenes desto større kvalitet.
Man kunne for eksempel se ham arbejde sammen med Steven Spielberg i »Minority Report« fra 2002 om opklaringen af fremtidige forbrydelser og undte ham godt lønningsposens mange millioner bagefter. Helt som man fik et lidt for kort gensyn med ham som læge i Martin Scorseses kun halvt vellykkede »Shutter Island« fra 2009 og gerne ville have haft mere af ham i Thomas Vinterbergs klaustrofobiske »Kursk« fra forrige år.
Biografgængere og TV-seere havde faktisk glæde af ham gennem godt seks årtier og dermed to generationer! Yngre årgange fik for eksempel oplevet ham i »Star Wars: The Force Awakens« fra 2015 og som Bran Starks mentor i »Game of Thrones« fra året efter.
Hans mest oversete rolle? En filmografi på op mod 130 værker har sikkert mange af dem. Men hans smil gennem tårer står som poetiske lyspunkter i »Ekstremt højt og utrolig tæt på« fra 2011 om attentatet på de to tårne et årti før.
Svenskeren spiller en ældre mand uden bofæller, uden bekendte, faktisk helt uden ord – og viser sig så alligevel som en livline for den unge hovedperson.
Filmens verden har mistet en stor skurk og samtidig en skønånd med vejrbidt skrøbelighed i folderne og ømhed i stemmen. Han vil blive savnet og husket for forbløffende meget. Og glemt for næsten ingenting.
