Manden der beviste Guds eksistens

I den imponerende række filosofiske grundtekster, som Det lille Forlag har sat sig for at oversætte og udgive, er turen nu kommet til Descartes' »Meditationer«, et absolut hovedværk og den abstrakte fornufts grundlæggelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Descartes blev født i 1596, nærmere middelalderen end vor tid. Da han var fire, brændte man fritænkeren Giordiano Bruno levende på Campo dei Fiore i Rom, fordi han troede, at Jorden bevæger sig. Da Descartes var 29 og netop havde afsluttet et værk om samme oprørske emne, tvang pavestolen astronomen Galilei til tavshed. Værket forblev uudgivet.

Descartes var en forsigtig mand. Han levede det meste af sit liv i eksil i Holland, på betryggende afstand af den nidkære franske inkvisition. Mens trediveårskrigen hærgede Europa, vovede han sig herfra frem med sine siden verdensberømte skrifter, »Afhandling om metoden« (1637), »Meditationer over den første filosofi« (1641), »Filosofiske principper« (1644) og »Sjælens lidenskaber« (1649), den første og den sidste forfattet på fransk, de to indimellem på de lærdes sprog latin.

Han tilbragte sine unge år som kriger, men iførte sig i sine manddomsår videnskabelighedens panser for at udstå heden fra kætterbålene i syd. Måske derfor endte han sit tilbagetog helt oppe i Stockholm, hvor kulden, som han skriver, frøs hans tanker til is som vandene omkring ham. Dér døde han, da kyndelmisse slog sin knude, 53 år gammel i 1650 af lungebetændelse.

Descartes understreger, at hans egentlige mål var at bidrage til lægevidenskaben. Det er først og fremmest det, han sigter til, når han siger, at vi mennesker skal gøre os til herrer og ejere af naturen. Dertil var der brug for en metode, og den havde Descartes som bekendt opskriften på.

Hans første minutiøst gennemtænkte lille skrift, Afhandling om metoden, fortæller hvordan. Det begynder med de charmerende ord om, at sund sans er den ting i verden, der er ligeligst fordelt. Den gør det muligt for os at handle i hverdagen, selv om vi ikke har slugt alverdens visdom. Men den betrygger os også på den vej, Descartes vælger for sit virke i den betingelsesløse tvivls tjeneste.

Cogito-argumentet

Men tro, ikke tvivl var dengang adgangsbillet til anerkendelse. Descartes valgte derfor at gå ind ad hoveddøren og bygge sin metode op gennem intet mindre end et uigendriveligt bevis for Guds eksistens. Gud skulle være hans allierede i kampen mod kirkens legioner.

Læserne skal ikke snydes for Descartes såkaldte bevis. Han skitserede det i sin kortfattede Afhandling og udbyggede det til sin grundlæggende filosofi i sine Meditationer. Beviset består af fire led:

Først den overordnede og selvindlysende påstand: Man må være til for at kunne tænke.

Som menneske kan man derfor slutte omvendt: Jeg tænker, derfor er jeg (til). På latin: ego cogito, ergo sum. Den berømte sætning citeres næsten altid uden det fremhævende "ego" (»jeg«). Men Descartes vil placere oplevelsen af at være til hos hin enkelte, der må tage sin egen tilværelse i besiddelse. Vi kan ikke leve andres liv.

Tredje trin tager sit udgangspunkt i ordet "tænke". Hos Descartes betyder det at tænke, at man er ved bevidsthed, dvs. at man ved noget om verden. Man sanser den ikke kun, som dyr gør. Man handler bevidst, ikke instinktivt.

Den viden får vi, fordi vi forsøger at forstå tilværelsen ved at bearbejde den ved hjælp af idéer, der lever deres eget liv i vores bevidsthed som enten tegn (f.eks. skrift) eller lyde (f.eks. tale eller toner). Kun vi mennesker indoptager vores sanseindtryk som idéer eller tanker ved hjælp af abstrakte tegn.

Vi tænkende mennesker har i os en idé om et alvæsen, om noget grænseløst. Det er tanken om Gud Den Almægtige. Descartes påstand er, at denne tanke overgår os selv, og derfor er den indlagt i vores ånd af Gud. Dermed er Guds eksistens bevist.

Mange har protesteret over denne del af bevisførelsen og kaldt den en cirkelslutning. Lad os imidlertid fastholde, at vi ikke er blevet så meget klogere siden Descartes, at vi nu ved, hvorfra vi kommer, og hvorhen vi går. Og alligevel har vi en idé om, at der er et system i den natur og det univers, vi kan sanse. Uden denne idé kunne vi ikke danne os teorier om naturen.

Og det er netop hele Descartes' hensigt med sit »bevis«: At naturen følger visse uforanderlige love (Guds love), som mennesket efterhånden og med største metodiske forsigtighed kan vinde indblik i og dermed forstå og beherske.

Dette er det fjerde og sidste led i hans argumentation og hele målet med den: At naturen lader sig forstå. Den er ikke bedragerisk. Hvis der omvendt ikke var en »Gud«, ville verden heller ikke kunne begribes.

Menneskets fri vilje

Om dette at tænke handler de seks Meditationer over den første filosofi, som den myreflittige klassiske filolog Niels Henningsen nu har oversat til dansk (han har tidligere på Det lille Forlag oversat bl.a. John Locke og Platon).

Med i den danske udgave er ikke værkets anden og største del, nemlig seks runder af spørgsmål og svar, hvor Descartes diskuterer sine påstande med datidens største videnskabsmænd og teologer, samt enkelte breve, der yderligere belyser emnet.

Descartes' Gudsbevis vakte opsigt, men armene kom hurtigt ned igen hos kirkens mænd. For Gud skulle vel ikke have bevis nødigt. Og hvad endnu værre er, det ligger indirekte i Descartes' argumentation, at Gud er uendelig meget større, end hans jordiske formynderes dogmatiske lærdomme dikterede.

Descartes sagde det direkte: Mennesket har en ubegrænset fri vilje; det er deri, det ligner Gud. I sine Filosofiske principper tilføjede han et par år senere: Det er menneskets højeste fuldkommenhed, at det ved sin frie vilje kan handle frit.

Ansvaret hviler altså tungt på det tænkende "ego", der har fået sin bevidsthed skænket af Gud.

Tiden er godt brugt i selskab med den Descartes, der i sine Meditationer forklarer os hvorfor.

Det er prisværdigt, at Niels Henningsen giver os Descartes' originaltekst i oversættelse og ledsager den med en solid introduktion. Den bedrift burde for længst være høstet af tidligere tiders lærde danske. Af indvendinger dog disse to principelle:

Oversættelsen er sprogligt lidt stivbenet, hvad der groft sagt føjer spot til skade. For Descartes' latin var meget uinspireret, hvad han selv gør en dyd af.

Henningsen har, måske inspireret af tyske forbilleder, valgt at oversætte det latinske »mens« med »sind«. Men den går ikke, og det ikke kun, fordi man på dansk kan være i syv sind, mens man hos Descartes kun kan være i ét.

I den af Descartes selv godkendte franske oversættelse bruges »esprit«, der betyder »ånd«. Der er tale om et nøgleord, der hos Descartes anvendes såvel om vores udelelige bevidsthed som om de (dyriske) »ånder«, der bevæger vores krop (ved blodets opvarmning) og tilføjer vores sjæl de bevægelser, vi kalder lidenskaber.

Descartes knuser al tvivl i Meditationernes 2. afdeling af spørgsmål og svar: "Tanken hører umiddelbart hjemme i den substans, der kaldes »Ånden«. Navnet er tvetydigt, fordi man nogle gange bruger det om vinden, andre gange om stærkt destillerede likører. Men jeg kender intet bedre«.

Ingen ville vist kalde spiritus for »vinsind«.