Manden bag skægget

Mikkel Lomborg, manden bag den populære tv-figur Hr. Skæg med den nærmest hypnotiske indvirkning på børn, har haft sit vildeste år nogensinde. I denne weekend og resten af december kan han opleves live med Hr. Skæg-shows i shoppingcentret Fields. Og ungerne står i kø i timevis for at møde ham.

Mikkel Lomborg alias Skæg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund, Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>...
En treårig pige i lilla flyverdragt er ved at slå knuder på sig selv af begejstring. Dér står hr. Skæg! Lige der! Lyslevende!

Hun suser om og gemmer sig bag et voksenben i fløjlsbukser og står og tripper af frydefuld befippelse uden at kunne få øjnene fra den høje mand med den ternede hat.

Hr. Skæg har opdaget hende. Naturligvis.
»Hej!«, siger han, »hvor ER det godt at se dig!«
Hun stråler.

Den slags scener er blevet hverdag for Hr. Skæg aka Mikkel Lomborg, hvis tv-programmer om tal og bogstaver har gjort ham til en kultfigur blandt de 3- til 7-årige. Men det er bestemt ikke hverdag for den tre-årige pige i flyverdragten. Og det ved han. Så han giver sig fuldt ud. Hver gang.

Hvor finder man energien til at gøre det igen og igen? Når ens karriere er eksploderet og man pludselig har det strammest tænkelige program, som ikke engang overlader tid til familien eller de nærmeste venner?

Det er vi nødt til at spørge ham om. Men først skal vi finde et ledigt lokale at sidde i i DR Byen. Vi tager rulletrappen op fra foyeren. Mikkel har en rygsæk og en taske og Hr. Skæg-kostumet hængende på bøjle i en pose over skulderen.

Han pendler hver uge fra København til Århus, hvor programmerne optages. Lige nu er de fem optagedage fra at være færdige. Med hele alfabetet. I går var han på optagelser hele dagen i en skov uden for Århus. I frostgrader. I sit tynde Hr. Skæg-kostume.

»Jeg fik først varmen igen i morges«, siger han.

Efter interviewet skal han ned i tv-studiet for at være med i Brunos Talkshow. Bagefter ud til dj Pharfar for at indspille et vers til Ramasjangs julesang. Og så direkte til Århus for at være klar til at indspille fire musikvideoer fra kl. 7 i morgen tidlig.

Da vi når toppen af trappen, ringer hans mobiltelefon. Han tager den. Det gør han meget, meget sjældent, fortæller han. Kun, når der for eksempel er en i den anden ende, der skal vise vej til et tomt lokale.

»Superduper. Der lunter vi op«, siger han ind i mobiltelefonen. »Du er en musling af guld!«

Og så finder vi lokalet. Til det interview, som han beskriver som dagens eneste pause. Måske ugens. Hvor han lige kan trække vejret. Faktisk har han ikke siddet ned i mere end en halv time af gangen i hele år 2010, som han beskriver som det »det mest sindssyge år nogensinde«.

Han vidste ikke, hvad han gik ind til, siger han. Men pludselig får han jo lov til alle de ting, han altid har villet. Pludselig bliver alle hans ambitioner opfyldt. Og nu sker det hele på én gang. Så meget, at han ikke kan nå at nyde det. Samtidig med, at det hele bare er »fuldstændigt mirakuløst« og »den største fest«.

Sådan snakker Mikkel Lomborg. Hele tiden. Han siger »Tusind milliarder tak!« og »KaZAAAAM« så man kan mærke begejstringen bølge i rummet og se de multifarvede tegneseriebobler med lydord poppe op over hans hoved.

Man kan sagtens forstå, hvorfor ungerne hænger i klaser på scenekanten, når han er ude at optræde, med deres øjne hæftet som sugekopper på det lange skæg og det bordeauxrøde jakkesæt.

Og hvorfor begejstrede forældre fortæller, at børnene kysser tv-skærmen derhjemme, når han er på. Og at de nu HADER julekalenderprogrammerne på tv, fordi det betyder, at de skal undvære Hr. Skæg. Det er det totale nærværs magi.

At leve centimeter for centimeter
Evnen til at være i det nu, han er i (og den komplette mangel på evnen til at være andre steder) har også gjort, at han har kunnet holde til det høje tempo, siger han.

»Jeg lever centimeter for centimeter og opgiver på forhånd at overskue det hele. Jeg er generelt et meget kaotisk menneske og betaler lige så mange penge i restancer og rykkergebyrer, som jeg betaler i reelle regninger,« siger han.

»Min helt store løsning på den her travlhed er min svinske måde at behandle min mobiltelefon på«, forklarer han. »Jeg tager den aldrig. Og jeg svarer næsten aldrig på sms’er.«

Det har betydet, at han har måttet svigte aftaler med venner og familie, så det har gjort ondt helt ind i kernen på ham. Han hader stikket af dårlig samvittighed, når han ser otte ubesvarede opkald. Men det har også reddet ham igennem året, uden at han gik ned med stress, siger han.

Ungerne står i kø
Blandt de mange potentielt stressende programpunkter i december er en hel række optrædener som Hr. Skæg i shoppingcentret Fields. Showet er programsat til at vare 25 minutter. Men de har ikke holdt sig under 45 minutter endnu, fortæller han. Bagefter skriver han autografer til alle ungerne, der står i kø. I timevis.

»Jeg insisterer på at børnene selv skal stave deres navn, også selvom de kun er to år og siger »i«, hver gang jeg spørger, hvad næste bogstav er«, fortæller han.

»Og så roser jeg deres tøj og siger »Wouw, hvor er det dejligt endelig at møde dig«. Det tager lige 2-3 minutter, og folk inde fra pladeselskabet står måske og siger »øhm, Mikkel, vi får solgt dobbelt så mange cd’er, hvis det går lidt hurtigere, og du skal tænke på, at der står nogle børn på to år som skal vente i to timer,« siger han.

"Men jeg kan ikke skynde mig dér. Hver gang bliver jeg nødt til at give alt, hvad jeg overhovedet kan, og det er det samme i bussen og i metroen og ude på fortovet og overalt, hvor jeg møder et barn. Jeg elsker det betingelsesløst, og jeg bliver ikke træt af det. Jeg får energi af det«, siger han, og smiler. Og fortsætter, lidt beskedent:

»Nogle gange føler jeg mig som en vampyr, der drikker af den kærlighed, jeg får fra børnene, og giver opmærksomheden tilbage på en eller anden måde.«

Lidt af en vanskabning
Pudsigt nok havde den mand, der er i gang med at lære en hel nations børn at stave og tælle, før de kommer i skole, selv et problem med tal som lille. Han gik på en landsbyskole og havde den samme lærer i musik og matematik. I musiktimerne elskede hans lærer ham. I matematiktimerne sad læreren med tårer i øjnene, og kunne ikke forstå, at de ikke kunne kommunikere.

Socialt følte han sig som »lidt af en vanskabning« og frygteligt ensom.
»Jeg var jo virkelig anderledes end de andre børn«, siger han.

»Jeg løb rundt og havde store symfonier i hovedet og ville tegne og skrive og synge og danse ballet og havde store heltefortællinger summende inde i hovedet på mig, og jeg turde ikke nævne det for nogle af de andre«, siger han, og beskriver Karise som en »socialpsykologisk is-ørken«.

Det var først, da han kom på efterskole i København som 16-årig i slutningen af 80erne, at det gik op for ham, at der også var andre, som kunne lide at danse og synge og høre Pink Floyd og The Beatles. Det var en stor åbenbaring og startskuddet på hans kreative karriere. Og nu, hvor han har fået lov til at lave børnefjernsyn, er der kommet en platform, hvor han kan få lov at fyre ALLE sine talenter af. Også alle de ufærdige ting, som han ikke fik kastet sig ud i som yngre.

»Jeg lærte aldrig at danse ballet eller at mestre et instrument til perfektion, men på børne-tv kan jeg få lov til at gøre det hele, og alle siger, wouw, han kan synge opera, næææ, han kan danse ballet, og uh, han kan spille blokfløjte, og det er virkelig, virkelig positivt for mig«, griner han.

»Gud må have smilet og tænkt 'nu skal Mikkel Lomborg have en optur'.«

Mænd var nogle skurke
Evnen til at få hul igennem til børnene på to sekunder og opleve verden med deres øjne tilskriver han sin halvfjerdseropvækst omgivet af en masse meget stærke, fornuftige kvinder – og meget få mænd. En situation, han beskriver som en kæmpe identitetskrise, hvor det var meget svært for ham at finde ud af det der med at være ’en mand’.

»Jeg ville meget gerne være med i det der søsterskab, som Trille sang om, og som fyldte meget i 70erne, men det var en klub, jeg ikke kunne være med i, fordi jeg var en dreng«, siger han.

»Mænd var jo lidt nogle skurke dengang, eller nogle stakler«, siger han. »Medmindre de var helt bløde og imødekommende, som min store helt Poul Kjøller.«

Så Mikkel løb rundt alene ude i skoven og var forvirret og legede ridder og landevejsrøver med en pind som sværd og en kvinde, han skulle redde og alle mulige store heltefortællinger snurrende i hovedet til det tordnende soundtrack fra yndlingsserien »Dick Turpin«.

»Det er jo helt klart en kompensation, at jeg har fundet nogle heftige heltemanderoller, som jeg har idoliseret, men ikke selv kunne leve op til overhovedet«, griner han.
»Jeg er slet ikke sådan en, der trækker sablen. Jeg er sådan en, der vil være venner og skiller folk ad og sørger for, at alle er glade.«

Hans problem med at finde ud af det der med maskuliniteten resulterede i, at han tvivlede yderligere på sig selv og det, han havde at komme med. Og på den måde blev han »en rigtig pleaser«, fortæller han.

»Jeg er blevet meget overempatisk og kan ikke rigtigt kontrollere det«, siger han.

»Det er et personligt problem for mig, når folk er urimelige og jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Men jeg har også lært at bruge over-empatien som mit sværd - i min tilgang til både problematiske unge og til kollegaer. Og selvfølgelig til børn. Jeg kan lynhurtigt spore mig ind på, om vi skal snakke meget eller snakke lidt, eller om vi skal have store armbevægelser eller være mere intime. Så det er også en stor gave,« siger han.

Samme strategi brugte han i de 11 år, han arbejdede som pædagog på en socialpsykiatrisk behandlingsinstitution for unge mellem 16 og 21.
»Vi tog imod nogle unge, som var rigtigt svært skadede og rummede dem grænseløst«, fortæller han.

»Det er det, jeg kan. Jeg kan ikke skælde ud og sætte grænser. Overhovedet. Jeg kan slet ikke hidse mig op. Så skulle man måske tro, at de her grænsesøgende unge ville teste mig, men det var helt omvendt. Vi blev rigtigt gode venner og kunne snakke om alt, og jeg kunne være der for dem, når de havde det rigtigt svært.«

Hvorfor kan du ikke finde ud af at sætte grænser?

»Jeg føler bare altid, at jeg kan strække mig lidt længere end alle andre. Jeg har en kæmpestor lyst til, at alle skal være glade. Jeg kan mærke det fysisk, hvis folk er i dårligt humør eller er sure på mig. Jeg ville egentlig gerne eje redskaberne til at sige fra engang imellem og slå i bordet. Jeg har dem bare ikke.«

Dick Turpin og cykelstyret
Han smiler og fortæller, hvordan han allerede som seksårig besluttede, at når han blev voksen, ville han have et cykelstyr på overlæben.

»Jeg syntes, det var det mest flotte og helteagtige, jeg overhovedet kunne komme i tanke om«, siger han. »Det signalerede musketer og sørøver og Dick Turpin og alle de der mandeheltefigurer, som jeg idoliserede, men som jeg slet ikke kunne leve op til selv.«

Nu har han haft cykelstyret så længe, at han ikke har mærket sin nøgne overlæbe i 14 år. Engang imellem fantaserer han om at klippe det af. For eksempel engang, hvor han mødte en lækker pige og pludselig syntes, at det sad en smule i vejen. Det kunne jo også være spændende at se, hvordan han ser ud indenunder.

Men han har stadig svært ved at forestille sig rent faktisk at gøre det. Også selvom det betyder, at han altid kan genkendes. Uanset hvor han er. Også når han går gennem byen efter en våd nat i byen og er helt smadret med både hår og overskæg strittende ud til alle sider. Og så skal stoppe op og være på og skrive autografer og stille op til fotografering.

»Børnene er jo ligeglade med, om Hr. Skæg har kæmpestore poser under øjnene. Det er jo Hr. Skæg«, siger han.

»Så det kan jeg godt leve med. Jeg har ikke haft et problem med det endnu. Men får jeg et problem med det, bliver det virkelig  et problem. Jeg er jo Hr. Skæg. Jeg må simpelthen bare elske det. Hvis jeg skal overleve i det«, siger han.

»Ellers bliver jeg slidt op.«

Her kan du opleve ham: Skæg i Field's