Manden bag Radio24syv er i oprør: »Man har lagt snubletråde ud. Man har ikke været fair«

Tidligere kulturminister Per Stig Møller kritiserer Radio- og tv-nævnets afgørelse, som betyder lukning af Radio24syv, for at være teknokratisk. Kvalitet kan kun vurderes af mennesker og ikke af algoritmer, siger han.

Per Stig Møller stod som kulturminister i 2010 bag ideen om en ny offentligt finansieret taleradio, som drives af en privat aktør. Radioen, som skulle sende på FM4, var i offentligt udbud og blev vundet af Radio24syv, som stopper med at sende med månedens udgang. NIELS AHLMANN OLESEN

I begyndelsen af 2010erne, dengang Radio24syv var en nystartet og grøn taleradio, blev den også kaldt Radio Møller. Hvilket ikke var venligt ment.

Navnet refererede til den konservative politiker, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, der dengang som kulturminister havde skabt rammerne for den nye taleradio på FM4-båndet, som skulle være et privat alternativ til DRs taleradio, P1.