Man sku’ altid bo på landet

Bøger: »Danske landsbyer«. Far til fire-sangen fra midten af 1950erne gælder stadig for drømmen om det danske bondeland, selv om det forlængst er afviklet som autentisk landskab. Erland Porsmose beretter fremragende om landsbyen fra vikingetiden til i dag.

Landsbyens mænd samlet til almindelig druk og piberygning, mens karle og kvindfolk ser til på respektfuld afstand. Maleri af Rasmus Christiansen (1863-1940) og gengivet i Erland Porsmoses »Danske landsbyer«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra masser af tilløb i artikler og spredt i pamfletter og mindre imposante bogudgivelser ligger det danske landsbylandskab allerede beskrevet – især siden det begyndte at forsvinde i perioden 1950-60. Nu er det særdeles kompetent skildret, om man så må sige fra vugge til grav. Leder af Kertemindeegnens Museer Erland Porsmose, der i 1987 blev doktor på de fynske landsbyer, har i sin ny bog, »Danske landsbyer«, bredt synsvinklen ud til at omfatte hele landet og lagt skrivestilen om for menigmand. Og så har han ladet sin smittende begejstring for kulturlandskabet skinne igennem i en grad, så selv støvet læsning af arkivalier og statistikker bliver en sand og smittende detektivhistorie.

Som rigtige danskere har vi den firlængede bondegård på nethinden og tæt på hjertet. Den er imidlertid »kun« 5-600 år gammel. Men med arkæologisk sans for afdækkede stolpehuller, vægrender, lergulve og ildsteder bringer forfatteren os tilbage til jernalder og vikingetid. Og stolpehullerne skal der holdes godt fast ved, for indtil sognekirkerne omkring år 1100 blev landsbyens faste holdepunkt, flyttede den sig med 100-200 års intervaller. Man taler i jernalderen ligefrem om vandrelandsbyer. Men i løbet af 1100-tallet blev stort set det kulturlandskab og landskabsmønster af landsbyer og provinsbyer, vi kender i dag, fastlagt. Vikingernes voldsomme koloniseringstrang af verden uden for riget blev vendt til indre ekspansion.

Fra 1200-tallets udnyttelse af jordens ressourcer i dyrkningsfællesskab og frem til landboreformernes tid ved slutningen af 1700-tallet skete der groft sagt ingen ændring i landbruget. Landsbyens bønder pløjede i fællesskab deres højryggede agre med den tunge hjulplov, samlede i fællig gærdsel i stævningsskoven og slog deres enghø til høvedernes vinterfoder side om side. Tilmed flyttede herregårdene i perioden 1540-1650 ud i de skovrige egne ved søer og vandløb. Var bønderne bundet som fæstebønder og riget styret af herremændene, så tog det danske bondeland sig nydeligt, smukt og rigt ud. Fra 1682-83 blev landet for første gang kortlagt og bedømt i tdr. hartkorn som udtryk for agerjordens sande værdi og ydeevne. Også det belægger Porsmose med tal og landkort, men også med en lovprisning af fællesskabet og landsbyen som bærende social enhed – dog uden at anvende ordet »sammenhængskraft«. Tak for det!

Er landboreformernes tid velbeskrevne andetsteds, så er tiden og den rationelle tænkemåde – der for alvor rettede det snoede og afvekslende bondeland ud efter linealen – hos Porsmose skrevet harmonisk og sammenhængende ind i landsbyens, landskabsarkitekturens og bondementalitens historie. Usentimentalt tager forfatteren afsked med fællesskabet og det bugtede agerland, de snoede skovgrænser og slyngede åløb, dengang det kom til at dreje sig om den »slidsomme indsats for at disciplinere det gamle kulturlandskab til en effektiv kornmaskine.«

Bondestandens selvbevidsthed ved midten af 1800-tallet gør en ny stand synlig i politik og økonomi på landsplan og lokalt. At det ifølge Porsmose – der ganske vist bogen igennem viser husmændene stor sympati – sker i Grundlovens og Grundtvigs »skygge«, uddyber han desværre ikke nærmere, og senere agiterer han da også – og vistnok ganske uden ironi – voldsomt for Højskolesangbogen.

Fra by til land
Og så kom endnu et nyt fællesskab til med Andelsbevægelsen. Den grå Ferguson afløste hestene og det store folkehold. Afvandringen fra land til by forvandlede fra midten af 1900-tallet atter landsbyen og er nu kulmineret med det store industrilandskabs monokulturer og baconfabrikker. Men fortvivl ikke, kære læser! I 2004-05 cyklede og vandrede forfatteren en række landsbyer og landsbytyper igennem for at finde det formsprog, som hen over århundrederne stadig fortæller en stor identitetshistorie om danskerne. Danmarkshistorien kan stadig læses ude i landskabet, og man er rigtig godt forberedt - og under læsningen ypperligt underholdt – på mødet med Porsmoses bog i bagagen.

Bogens billedside er mere illustrativ end øjenåbnende for den æstetiske betagelse af landskabet. I flere tilfælde når billederne desværre ikke ud over amatørfotoets begrænsninger.