»Man skriver på det, man kan på rygmarven«

De hedder noget forskelligt i hver bog, men det er de samme mennesker, Bent Vinn Nielsen har fulgt i 35 år. Også i »Den svævende tankbestyrer«, der måske bliver hans sidste roman.

Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det dér Udkantsdanmark…«

Bent Vinn Nielsen kigger skeptisk gennem de stålindfattede briller.

»Det er ikke noget, vi opererer med. Det hedder bare provinsen. Det andet er lidt halvdumt. Og at jeg skulle skrive om skæve eksistenser. Tja, jeg ved sgu ikke rigtigt. Hvor mange lige eksistenser kender man egentlig, når det kommer til stykket?«

Vi taler om Bent Vinn Nielsens nyeste roman, »Den svævende tankbestyrer«. Den foregår i Vendsyssel, nærmere bestemt på en lukningstruet tankstation ved Vårslev gamle landevej, hvor Magnus Andersen er bestyrer. Han er regnskabsuddannet, kører Opel og er i det hele taget en mand helt uden ja-hat, som en af hans ansatte på et tidspunkt konstaterer. Og så ligner han mange af de andre romanfigurer, Bent Vinn Nielsen har skrevet om. Hvad enten de bor på Lolland, i Vendsyssel eller i andre af de områder, nogle betegner Udkantsdanmark.

»På en eller anden måde har alle de romaner, jeg har skrevet, samme udspring. Jeg har fortalt om de samme mennesker, selv om de hedder noget forskelligt hver gang,« siger han.

»De er vokset op i 1950erne og 1960erne, da almue blev til arbejderklasse. I den mærkelige samfundsgruppe på landet, der stadig har meget tilfælles med almuen. De er for eksempel meget mere knyttet til ét sted, end mange ellers er i dag, som flytter fra sted til sted. De synes, der er noget nærmest ublufærdigt over at rakke rundt på den måde.«

At Bent Vinn Nielsen kredser om det samme miljø, er der sådan set ikke noget underligt ved, synes han.

»Gabriel García Márquez skrev om en lille latterlig, sydamerikansk landsby, som ingen mennesker ved, hvor ligger, selv om han havde rejst over hele verden. Man skriver på det, man kan på rygmarven. De erfaringer man har. Selvfølgelig har man erhvervet viden og erfaringer, man gør sig senere i livet, men det, man er blevet omfattet af indtil 20 års-alderen, har kolossal betydning resten af livet.«

Skriver om samme klassesamfund

Bent Vinn Nielsen bor i dag i Nykøbing Falster, men er vokset op i Vendsyssel.

»Jeg kunne måske godt skrive om storbyer, men jeg tror ikke, jeg kunne skrive direkte om andre samfundsklasser. Det andet taler direkte til mig. Jeg skal sådan set bare åbne op, så kommer det. Jeg er helt sikker på, at jeg ved nøjagtigt, hvordan de mennesker tænker, og jeg ved ned til den mindste fregne på kinden, hvordan de ser ud.« Bent Vinn Nielsen er ikke den eneste, der skriver om livet langt fra byerne. Tænk bare på forfattere som Helle Helle, Jens Smærup Sørensen og Hans Otto Jørgensen. Det har sin naturlige årsag, mener Bent Vinn Nielsen.

»Dansk litteratur er en bonderøvslitteratur. Der er relativt få københavnske forfattere. Litteraturen er skrevet af folk i provinsen. Både historisk og nu.«

Hvorfor det er sådan, er han mere usikker på.

»Man kan spekulere over årsagen. Hvis man er dramatiker, så er man afhængig af et teater, mens man kan læse og skrive overalt. Bøger er ikke på samme måde knyttet til storbyer. Måske hænger det sammen med det, men jeg ved det ikke.«

»Provinsen er sindssygt spændende,« udbryder han og fortæller om engang, han ved et tilfælde havnede i Herning.

»Den kender jeg ellers ikke noget til. Jeg forestillede mig, at det var noget med landbrugsmesser og Indre Mission, men det var en pissespændende by. Der var charme over den. Den var ikke kedelig og vestjysk. I Sønderjylland er byerne også enormt skægge. Lolland og Falster er også spændende. De kedeligste byer i Danmark er de sjællandske. Næstved og Ringsted for eksempel, de er fandme kedelige.«

Vil ikke skrive flere romaner

Bent Vinn Nielsen er ikke så tilbøjelig til at læse forfattere, der skriver om det samme, som han selv gør.

»Det kender jeg jo. Jeg har det som Tina Turner. Hun blev tilbudt en rolle i filmatiseringen af »Farven lilla« om den sorte bomuldsplukkerske, men hun sagde: »Nej, jeg har hørt de forbandede historier hele mit liv, så det vil jeg ikke have noget med at gøre«.«

Bent Vinn Nielsen har skrevet romaner, noveller og TV- og radiospil i 35 år. Men at der kommer flere romaner, føler han sig ikke overbevist om.

»Jeg gider ikke skrive flere romaner. Sådan har jeg det i hvert fald lige nu. Det kan være, jeg gør det alligevel, men lige nu har jeg fandme ikke lyst. Det skal slet ikke lyde som en beklagelse. Jeg synes faktisk, det er ret pragtfuldt at have det sådan.« Helt færdig med at skrive er han dog uanset hvad ikke. Han er fast klummeskribent i Information og vil gerne skrive mere af den slags.»Det man kalder essays. Det lyder bare så indbildsk,« som Bent Vinn Nielsen siger.

»Jeg har ikke tænkt i romaner, siden jeg blev færdig med »Den svævende tankbestyrer«. Faktisk slet ikke i fiktion. Man kan jo ikke blive ved at fedte med de dér åndssvage landeveje deroppe i Vendsyssel.«