»Man skal stoppe, mens legen er god«

Ilselil Larsen, barnestjerne i 1940erne, holdt op med at spille skuespil fra den ene dag til den anden. Hun er netop fyldt 80, bor nord for Paris og er glad for, at hendes forældre sagde nej til en karriere i Hollywood.

Foto: Pierre Andrieu/AFP. Barnestjernen Ilselil Larsen kvittede I en alder af 25 år filmkarrieren fra den ene dag til den anden for at koncentrere sig om sin mand og missionen om at skabe en familie. »En gang stod jeg på en sporvogn med mine to børn, hvor konduktøren lagde hovedet på skrå og sagde: »Åh, hvor er Ilselil dog blevet stor!« Når man er midt i 20erne, er det ikke længere morsomt,« siger hun. Foto: Pierre Andrieu/AFP
Læs mere
Fold sammen

På ASA-Film havde man Lille Connie i 1930erne. Det var hende med Shirley Temple-krøllerne, som flere gange spillede sammen med Poul Reichhardt. Hun stoppede i 1940 – netop det år, hvor Ilselil Larsen debuterede i Palladium-filmen »Barnet«. Ilselil kom også til at spille sammen med Poul Reichhardt og blev 1940ernes største barnestjerne i dansk film.

Hun var datter af skuespiller Ilse Henriksen fra Aarhus Teater og operasanger Alexander Larsen. Som femårig debuterede hun på teatret med sin mor, og derefter blev hun prøvefilmet til Hollywood-instruktøren Benjamin Christensens »Barnet«. Hun fik en rolle i filmen, selv om man egentlig ledte efter en dreng. Ilselil var kvik, havde et usædvanligt sprogøre og var dygtig til at lære udenad, så hun fik hurtigt flere roller. Den mest markante som det forhutlede wienerbarn Leni i »Det gælder os alle«, der fik danske biografgængere til at hulke i 1949.

I en alder af 25 år kvittede hun i 1958 det hele fra den ene dag til den anden for at koncentrere sig om sin mand og missionen om at skabe en familie.

»Det er umuligt at spille på to heste og få noget ud af dem begge,« lød det kort. Hun har siden fået tre børn med Göran Norlander fra Sverige. I dag er han 90 år gammel, og rejser nødigt langt, så turene til Danmark er sjældne.

Ville gerne være anonym

I 35 år har hun boet i den lille by Senlis knap 60 kilometer nord for Paris. Ilselil Larsen har, siden filmkarrieren sluttede, arbejdet som skolelærer, og hun har også været med til at promovere danske eksportvarer. Hun er netop fyldt 80 år og har længe været på pension. Ilselil Larsen har skænket en kop te til sig selv og tændt et lille lys, da vi taler sammen om filmkarrieren. Og om alt det andet.

Har du nogensinde fortrudt, at du stoppede så brat?»Nej. Den slags karriere var trods alt usikker. Man kunne håbe, men håbet betaler ikke huslejen. Da jeg blev 15 år, kunne jeg fejre tiårs-jubilæum som skuespillerinde. Jeg havde været igennem meget af det, som de fleste først oplever senere i livet, så jeg var klar til anden runde. Jeg synes, man skal stoppe, mens legen er god. Da jeg var 18 eller 19 år følte jeg mig voksen, men mit publikum ville helst ikke se mig sådan. De ville stadig hellere se den lille Ilselil for sig. En gang stod jeg på en sporvogn med mine to børn, hvor konduktøren lagde hovedet på skrå og sagde: »Åh, hvor er Ilselil dog blevet stor!« Når man er midt i 20erne, er det ikke længere morsomt«.På et tidspunkt sagde du, at du gerne ville på skuespillerskole?»Jeg har sikkert haft en idé om at forsøge, men muligheden har ikke været reel. Som 17-årig kunne jeg ikke komme i gymnasiet, fordi der ikke var tid til al den undervisning ved siden af rollerne. Hvis man skulle på teaterskole, måtte man heller ikke tjene penge ved siden af, og det gjorde ikke drømmen lettere. Først langt senere kunne jeg for eksempel tage studenterkursus. Jeg tror godt, jeg kunne have ernæret mig i skuespillerfaget, men jeg er ikke ærgerlig over, at eventyret stoppede. Jeg har kunnet bruge det, jeg lærte. For eksempel til at sælge varer,« siger Ilselil Larsen.Umiddelbart efter filmkarrieren søgte hun job på Tre Falke Hotel som receptionist. Her kunne hun bruge sine sprogkundskaber over for turister, der ikke kendte hende, og dermed undgå, at folk hviskede og tiskede. En overgang drømte hun om bare at arbejde i en skoforretning som en helt almindelig Frk. Larsen.

Nej til Hollywood

Hvordan var det at arbejde med store stjerner som for eksempel Poul Reichhardt?

»De store skuespillerstjerner var onkel Ib (Ib Schønberg, red.) og onkel Poul for mig, og de havde jo ikke tid eller lyst til meget mere end en høflig snak med en lille pige, selv om de var venlige nok. Når jeg læser skuespillerbiografier om fester og dramaer, genkender jeg det ikke. Jeg skulle jo hjem og i seng og op og i skole. Det er ikke fordi, jeg synes, det var utrolig sjovt at lave film sammenlignet med andet, for jeg har jo kun prøvet det ene liv.«Følte du dig anderledes i skolen, fordi du var barnestjerne?»Mine forældre var gode til at sætte mig i en helt almindelig skole, Ålholm Skole i Valby, og jeg fik at vide, at det var noget for noget, hvis venskaber skulle holdes, så jeg var meget ihærdig med at hænge i på grund af mine filmpauser. Både med venner og lektier. Det kan da godt være, at der var nogle, som var misundelige, men jeg husker det hele som om, det gik ret hyggeligt til. For eksempel fik jeg lov til at invitere hele klassen med i biografen for at se filmene.«Er det rigtigt, at du fik et tilbud fra Hollywood som teenager?

»Ja. Jeg var i Sverige, hvor jeg var med i en svensk udgave af »Det gælder os alle«, og derefter fik jeg et engagement på en turné deroppe. Der mødte jeg en talentspejder fra filmselskabet MGM. Hun hed Miss Witt, og hun mente, at jeg var meget talentfuld. Min mor og far insisterede dog på, at hvis jeg skulle til USA, så skulle de med, og der var en del korrespondance mellem Miss Witt og mine forældre. Jeg synes, det kunne være spændende at komme af sted dengang, men planerne strandede på, at jeg skulle passe min skole, og i dag er jeg mine forældre meget taknemmelige for, at det ikke blev til noget. Selv om jeg altid tænker på, hvad der kunne være sket i nogle sekunder, når løven brøler lige før en MGM-film. Som ung gik jeg af og til og fantaserede om, at jeg skulle hedde »Ilsie Lars« i USA, og jeg så mig selv på filmplakater sammen med Clark Gable. I dag tænker jeg dog oftere på skæbnen for sådan en som Judy Garland fra »Troldmanden fra Oz«, der ikke fik det så let her i livet.«