Man risikerer, at hun bliver rasende, hvis man spørger til hendes privatliv, lyder den venlige formaning, inden vi bevæger os op ad Hotel d’Angleterres polstrede trappe og banker på døren til Donna Tartts suite. Man ved dog, at hun blev født i Mississippi, er 50 år gammel og i dag bor i New York. Og så datede hun (vistnok) engang i 1990erne forfatteren Bret Easton Ellis, som hun studerede sammen med på Bennington College i Vermont. Men det er ikke noget, hun selv taler om. I en verden af selfies og statusopdateringer er Donna Tartt lige så let at læse som en sammenklappet bog, og man forestiller sig nærmest en kvindelig udgave af en Thomas Pynchon, som heller aldrig har gidet besværet med at møde offentligheden.

At hun er i København, skyldes »Stillidsen«, som udkom på dansk i marts og fik seks stjerner her i avisen. I sidste måned modtog Donna Tartt Amerikas største litteraturpris, Pulitzerprisen for romanen, men det er tilsyneladende kommet bag på hende, at hun undervejs i sin pr-turné, som har varet siden efteråret, blev hædret på den måde.

»Jeg var meget glad ... jeg var ...« siger hun og holder en lang pause.«

»... beæret... det var dejligt ... det er stadigvæk meget nyt, så jeg ved det ikke,« siger hun så og folder armene tæt om sin spinkle krop i det maskuline sæt tøj, der er blevet hendes varemærke. Lige så selvbevidst hendes ydre er, lige så lidt bryder hun sig øjensynlig om at skulle forholde sig til sig selv.

»Ærligt talt tror jeg ikke, at det er en god idé for en kunstner at være optaget af den offentlige mening om ens arbejde. Som forfatter er det meget destruktivt, hvis man er styret af lovprisning frem for af sit indre.«

Donna Tartt er berømt for at bruge meget lang tid på sine meget lange romaner. Hendes debutroman tog otte år at skrive, toeren var ti år undervejs, og den seneste omkring 11. Men så er »Stillidsen« også en 840 sider lang og imponerende fortalt tour de force af en historie om Theo, der overlever et terrorangreb på et museum i New York City, men til gengæld mister sin mor. Med sig ud af ruinerne tager den 13-årige dreng det maleri fra 1654 af Carel Fabritius, der lægger navn til bogen, og i de næste ti år følger man hans handlingsmættede liv fra New York City via Las Vegas og videre til Amsterdam.

»Når jeg har skrevet en bog færdig, er der en proces, hvor jeg skal løsrive mig fra den. Jeg føler det faktisk ikke, som om den er færdig endnu, fordi jeg stadigvæk taler om den. Sådan vil det nok være, indtil jeg begynder på en ny roman. Jeg synes, at det er vigtigt, at man er ude i verden og gør hvad man kan for sin bog, for jeg vil gerne have folk til at læse den,« siger hun og tilføjer hurtigt:

»Men det er tid, der går fra mit arbejde. Det er umuligt for mig at skrive imens, så jeg arbejder slet ikke, mens jeg gør dette. Dette er min sidste tur, og efter København tager jeg til Stockholm og bagefter, om to uger, tilbage til New York. Efter det giver jeg slet ikke interviews, før min næste bog er færdig,« siger hun, velvidende, at der så let kan gå ni-ti år, inden hun skal til det igen.

Når Donna Tartt er hjemme i New York sætter hun sig tidligt hver morgen til skrivebordet med en kop te og arbejder i tre timer. Hvis skrivningen ikke skrider frem som forventet, sidder hun der alligevel og bruger så resten af dagen på at gå en tur eller ordne ærinder. Men hvis inspirationen er til stede, bliver hun siddende og skriver, og hun kan nogle gange fortsætte i op til tolv timer.

»Da jeg var ved at skrive »Stillidsen« færdig fik jeg en mærkelig skriverytme. Jeg sov i tre timer og skrev i seks timer og fortsatte sådan i månedsvis. I fire-fem måneder fik jeg ikke en samlet nattesøvn.«

Hun rejser sig for at åbne døren for en tjener, der ankommer med en bakke med vand.

»Når skrivningen ikke går godt, er det spild af tid at forcere den. Men samtidig er det meget, meget vigtigt at møde op hver dag og sidde foran teksten i mindst tre timer. Det udløser noget i ens psyke, som viser, at man mener det alvorligt – ligegyldigt hvor dårligt, det går. Man skal passe sin roman, som man passer en syg ven. Eller en baby. Det gør en forskel bare at være ved dens side. Når man gør det hver dag, kommer idéerne også.«

I de første mange år af en ny romans tilblivelsesproces skriver Donna Tartt i hånden. I notesbøger af den samme billige slags, som hun tegnede i som barn. Hun skriver på begge sider af papiret, og når en bog er fyldt, laver hun de første rettelser med rød blyant, anden gang bruger hun blå, og hun kan nogle gange nå op på fire-fem forskellige farver, inden notesbøgerne ikke kan klare mere. Når det hele er blevet for snørklet at læse, klipser hun løse papirer og indekskort fast i notesbøgerne for at holde styr på historien, og når dét system så er blevet for stort et rod, skriver hun de mange håndskrevne sider ind på computeren, mens hun redigerer i teksten.

Dernæst bruger hun de næste år på at lave stadigt nye gennemskrivninger, som hun hver gang printer på en ny farve papir for at holde styr på versionerne. Da »Stillidsen« var færdig, havde hun brugt 11 forskellige farver.

»Når det tager så mange år at skrive, er det lettere at kunne tage de blå eller pink sider, i stedet for, at der blot findes store stakke med hvidt papir. Inden jeg skriver tingene ind, er jeg altid frygteligt bange for at miste manuskriptet, og jeg har spildt te ud over det mange gange. Men jeg kan sagtens læse det, selv med tepletter. Folk griner altid af de bøger.«

Donna Tartt sammenligner det at skrive sine omfangsrige romaner med det at male et maleri. Det er den måde, hun overskuer sine komplekse historier på, og det er på den måde, hun sikrer sig, at hun kan holde ud at arbejde på dem i så mange år.

»Mine bøger har ikke bare én narrativ linje, men en masse sidehistorier, lokaliteter og temaer. Så hvis jeg går i stå ét sted, kan jeg altid bevæge mig et andet sted hen, og når jeg er færdig dér, kan jeg bevæge mig tilbage igen uden at ændre bogens struktur.«

Donna Tartt fortæller også om »Vinden i piletræerne«, »Alice i Eventyrland«, »Peter Pan« og Robert Louis Stevensons bøger, som var de første, hendes mor læste højt for hende. Senere, da hun selv begyndte at læse, var Charles Dickens og Edgar Allen Poe blandt favoritterne. Hvorfor begyndte hun selv at skrive?

»Min grundlæggende årsag til at skrive har altid været, at jeg ikke forstår verden, hvis ikke jeg har papiret som medium. Sådan har jeg det både som læser og som forfatter. Hvis ikke jeg skriver eller læser, passerer livet hen over mit hoved, og verden forsvinder i skum,« siger hun og bemærker Hotel d’Angleterres brevpapir, som hun måske vil bruge til senere at skrive et brev på.

»Siden jeg var 11 år, har jeg skrevet dagbog, og dagen var ikke rigtig slut for mig, hvis ikke jeg skrev. Det var som at gå i seng uden aftensmad eller uden at børste tænder, og det er stadig det, der forsegler min dag. Jeg går også i panik, hvis jeg ikke har bøger omkring mig. Uden bøger begynder jeg at læse etiketten på en vandflaske,« siger hun og griber vandflasken på bordet.

»Mine forældre gik egentlig ikke så meget op mit skriveri, og det tror jeg var godt. Jeg kender forældre, som er så optaget af at gøre deres børn til klassiske musikelskere, at børnene ender med at hade klassisk musik. Min far, som jeg ikke kom særligt godt ud af det med, prøvede at skubbe mig i retning af sport, hvilket resulterede i et livslangt had til sport. Hvis man gerne vil have sine børn til at blive kunstnere, skal man bare lade dem være i fred og finde ud af det selv.«