»Man skal ikke ulejlige Gud med bagateller«

Johannes Møllehave fylder 70 år torsdag, og det har han rigtigt godt af. »Hvis jeg kunne få en pille og gå tilbage til 60 års-alderen, ville jeg ikke tage den,« siger teologen, forfatteren og foredragsholderen, der for nylig er vendt hjem til Danmark efter 19 år i frivilligt eksil.

»Kristendommen præger vores liv, uanset om vi er medlem af folkekirken eller ej,« siger Johannes Møllehave. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Han har let ved at grine, han kan hive det ene prægtige citat efter det andet ud af ærmet, han kan formidle med humor og gejst og holde store forsamlinger tryllebundet uden manuskript, og han ved, at lethed ikke nødvendigvis er ensbetydende med overfladiskhed. Johannes Møllehave kan så meget, og han har glædet så mange, og han er der endnu, frisk som en fyrreårig, selv om han torsdag fylder 70 år. Hans Gud er med ham. Det er alderen også.

» Der er mange ting, der bliver bedre, når man bliver ældre,« siger Danmarks folkekæreste teolog.

»Hvis jeg kunne få en pille og gå tilbage til 60 års-alderen, ville jeg ikke tage den. Jeg er helt tilfreds med alderens forskellige faser.«

Johannes Møllehave har inviteret indenfor i Frederiksberg-lejligheden, som han er flyttet ind i efter 19 års udlændighed - først som præst ved Den Danske Kirke i Bruxelles, siden 15 år i England. Det er et fint sted, nyerhvervelsen, med parkudsigt og plads til de gode billeder og de magelige møbler og en hel væg med bøger, plus lidt til. Lekture for et tons penge flyttede ud, da han flyttede ind, fortæller han, men de vigtigste bøger er her stadig plads til, herunder opslagsværkerne, selvfølgelig, og - allervigtigst - Ordbog Over Det Danske Sprog, 28 bind i alt, der et uundværligt redskab for sprogets lykkelige elsker. Han slår op i ordbogen hver dag. Ord skal der til.

»Jeg vil dårligt kalde mig forfatter - jeg er først og fremmest formidler,« siger Johannes Møllehave, men hvis nogen ellers går og tror, at formidling altid har ligget ham på sinde, så kan de godt tro om igen. Som nybagt præst ville han kloge den. Koste hvad det ville.

»Jeg begyndte på den måde, at jeg så at sige læste Kierkegaard op, når jeg prædikede, og det var der sandelig ikke nogen, der kunne holde ud. Jeg tænkte, at jo sværere, det bliver, jo bedre præst er jeg, og hvor er det pragtfuldt, at ingen forstår det, jeg siger, ikke engang min egen far. Men så gik det op for mig, at det var vanvittigt, det jeg havde gang i. Hvis man bruger sproget, er det vel for at nå nogen, ikke? Ellers må man blive derhjemme eller smide det, man har skrevet, ud ad vinduet eller lave papirflyvere af det.«

Johannes Møllehave klukker og klasker hænderne sammen, inden han igen indtager sin foretrukne samtaleposition: Mageligt tilbagelænet i sofaen med hænderne foldet bag nakken. Ordene falder hurtigt da-dak-da-dak, et sted mellem allegro con brio og presto prestissimo, med enkelte afstikkere til et lidt mere sindigt tempo, dog sjældent langsommere end en mild allegretto og altid med et lunt glimt i gloserne.

Kierkegaard på hjernen

»Kierkegaard var jo mit speciale,« påpeger han.

»Jeg fik Kierkegaard på hjernen, og det skal man ikke presse ned over hovedet på folk. Med mindre altså, at man kan bruge Kierkegaard til at hjælpe og lindre med. Det kan man godt, men ikke i hans eget sprog. Så bliver det noget abrakadabra. For de fleste.«

Sagen er, siger Johannes Møllehave, at alle filosoffer, selv de sværeste, kan formidles til selv de mest ikke-filosofiske hoveder. Selv Søren Kierkegaards genialt kringlede tankegange har noget at byde på for menigmand.

»Hvis man formidler ham, kan de fleste godt forstå, hvad han siger. Det er faktisk fælles gods. Tag nu hans tanker om, hvad det er at eksistere. Kierkegaard siger, at eksistensen altid har noget at gøre med, at du ikke er færdig. Du er ikke færdig, når du er 10 år gammel, du er ikke færdig, når du er 30, du er ikke færdig, når du er 70. Du må tage din eksistens op hver morgen. Det er en lektie, der bliver ved og ved. Det er det, der er det elementære, og det vil jeg mene, at alle godt kan forstå.«

Kierkegaard er altså god at få forstand af, selv hvis man har mindre god forstand. En god dag starter med at læse Kierkegaard, det har Johannes Møllehave engang skrevet, og når han redegør for den danske filosof og teolog, lyser hans øjne om muligt endnu mere begejstret end ellers. Mens vi taler, sporer han sig lynhurtigt associerende ind på noget andet centralt kierkegaardsk: Det filosofiske skrift »Sygdommen til døden« og dens åndrige tale om ånden og selvet:

»Hvad er mennesket? spørger Kier­kegaard. Mennesket er ånd. Hvad er ånd? Ånd er selvet. Hvad er selvet? Selvet er ikke forholdet, siger han, men det særlige forhold, der gør, at forholdet forholder sig til sig selv. Det skriver Kier­kegaard, og her vil de fleste læsere sige, at nu står jeg af, nu smider jeg bogen ad helvede til. Men i virkeligheden er det jo genialt sagt. Koen, der tygger drøv, har det fint, den har fået sin kalv, den går på græs, og til sidst bliver den slagtet. Men mennesket er nødt til at forholde sig til sig selv. Forholdsmåden er så at sige navet, omdrejningspunktet, i hele Kierkegaards tænkning. Vi forholder os altid til et eller andet. Også til os selv. Og det kan du godt bruge i en samtale med et menneske, der sidder i fængsel og siger: »Jamen, jeg har jo ikke gjort noget, hvorfor sidder jeg her?« Her er der et menneske, der ikke vil forholde sig til sig selv. Det er ikke spor akademisk. Det er for mig at se dybt eksistentielt afgørende.«

Forunderlige Andersen

Kierkegaard er altså nødvendig læsning. Det samme er H.C. Andersen. Store, forunderlige Andersen, som var alt andet end naiv, siger Johannes Møllehave, selv om mange gerne vil sætte etiket på ham og se ham som en modsætning til syleskarpe Søren.

»Der vil ikke komme en periode, hvor man ikke længere kan lære noget nyt af H.C. Andersen. Vi tolker eventyret »Skyggen« på vores måde, men der vil komme andre tider, hvor man vil fortolke det endnu dybere. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Der er historier hos Andersen, der er så rige og så uudtømmelige. I »Skyggen« fortæller Andersen os, at skyggen indhenter os. Han fortæller, at skyggen bliver menneske, og så er det ud med mennesket. Det er jo en fantastisk historie, både politisk og sociologisk og dybdepsykologisk. Den er evigt changerende på så mange, mange planer. Andersen kan fortælle det hele så enkelt, men det er dybt kompliceret, og selvfølgelig har han læst Kierkegaard, selvfølgelig har han det. Det kan du se masser af eksempler på. Kierkegaard siger, at når jeg svimler, når jeg kigger ned i afgrunden, er det så afgrundens skyld, eller er det øjets skyld? H.C. Andersen har netop skrevet et af sine dybsindigste eventyr om svimmelheden.«

I teologens optik

Det er sådan, Johannes Møllehave læser Andersen: Med afgrundsdyb respekt for mandens geni, der efter hans mening næppe har sit lige i verdenslitteraturen, hvad universel gennemslagskraft angår - det skulle da lige være en anden af hans superhelte, Shakespeare. Og så er det også vigtigt for Johannes Møllehave at slå fast, at det er fælles for alle hans læsninger, at de altid bliver foretaget med en særlig optik, der har med hans baggrund at gøre:

»Jeg læser H.C. Andersen, som en teolog læser H.C. Andersen, Shakespeare, som en teolog læser Shakespeare, Blicher, som en teolog læser Blicher,« siger Møllehave, og så rejser han sig lidt op i sofaen, for nu kommer han med en af de hurtige litterære associationer, han mestrer, i tanker om, at forfatteren Henrik Pontoppidan engang sagde, at en historie kun kan fortælles, hvis den har været fortalt før.

Den kristne fortælling

»I kristendommen er det den kristne grundfortælling, der går igen. Kristendommen præger vores liv, uanset om vi er medlem af folkekirken eller ej. Klaus Rifbjerg, som vel ikke er kendt for at være en ihærdig kristen, slutter sin roman »Vejen ad hvilken« med at skrive »Det er fuldbragt.« Han citerer altså Jesus på korset. Den kristne Blicher er selvfølgelig gennemsyret af kristendommen, men det er ateisten Pontoppidan også, og Jakob Knudsen er det, og mange moderne forfattere er det...«

Men er kristendommen ikke i defensiven, vil vi gerne vide? Er det ikke på tide, som nogen mener, at slå bremserne i og insistere på kristendommens forrang på disse breddegrader?

»Nej. Vi er nødt til at besinde os på vores egen opfattelse og sige, er vi enige, eller er vi uenige, og hvorfor er vi ikke enige, hvis vi ikke er det? Den debat er vanvittigt vigtigt. Men det er en absurditet at tro, at vi kan dæmme op for andre kulturer og religioner. Vi vil få en meget større indvandring i de næste 20 år, og vi kan da godt sige, at det vil vi ikke acceptere, men det er spild af tid. Den kommer jo, indvandringen. Den er her jo allerede. Det er absurd at tro, at vi er en lille enklave, der ikke kan røres. Det vil være næsten det samme, som dengang man sagde, at vi skulle stå uden for EF, for man skulle ikke begynde at ødelægge vores lille plet. Det er en misforståelse. Vi bliver aldrig en selvberoende kultur.«

Telefonen ringer. Et venligt menneske meddeler, at man har fundet Johannes Møllehaves tegnebog, der var blevet borte. Johannes Møllehave associerer igen. Han kommer i tanker om, at Politikens gamle chefredaktør Herbert Pundik et sted i sine erindringer fortæller om en mand, der slap uskadt fra et missilangreb på Israel og bagefter meddelte, at nu var han ikke længere ateist, men agnostiker. Han bevægede sig altså fra at være et menneske, der vidste med sikkerhed, at Gud ikke eksisterer, til at være én, der hverken ved eller ikke ved, at Gud er til.

»Sådan en oplevelse som den med tegnebogen vil nok kunne nok fåén og anden til at foretage samme bevægelse,« griner Johannes Møllehave og tilføjer så mere alvorligt:

»Nej, selvfølgelig er det ikke sådan. Man skal ikke ulejlige Gud med bagateller. Søren Kierkegaard siger et sted, at de fleste mennesker gerne vil kunne sige til Gud, at de står og mangler 50 kroner, og kan du ikke lige skaffe mig de penge, Gud? Hertil siger Kierkegaard, at hvis Gud var sådan en bydreng, så ville det ikke være sjovt at være Gud. Fanden skulle være Gud på de vilkår.«