»Man skal aldrig tale ondt om de døde, kun godt. Joan Crawford er død. Godt«

Filmstjernerne Bette Davis og Joan Crawford nærede et livslangt had til hinanden. Ny serie på HBO, »Feud«, skildrer konkurrenternes berømte sammenstød før, under og efter indspilningen af kultklassikeren »What Ever Happened to Baby Jane?«

Joan Crawford og Bette Davispå et publicitybillede, der skulle promovere "What Ever Happened to Baby Jane?", 1962. Foto: Scanpix. Fold sammen
Læs mere

De var begge filmstjerner med Oscar-statuetter på kaminhylden. De var fejrede og feterede. Var sejlivede overlevere, der havde slidt i årtier for fortsat at få lov at stå foran kameraerne. De kæmpede begge med det yderste af neglene for at holde fast i en karriere i en by, hvor kvinder i 50erne var uønskede. Men de var også »vanskelige« kvinder og konkurrenter, og de hadede hinanden af et godt hjerte – en foragt, der rakte ud over døden.

Historien om filmstjernerne Bette Davis’ og Joan Crawfords livslange, indbyrdes rivaliseren og giftdryppende stiklerier er en af Hollywood-historiens saftigste legender. Genfortalt i alle de mange biografier om de forlængst afdøde stjerner. En offentlig tvekamp, som i dag uden tvivl ville være udkæmpet på twitter, hvor celebrity-stridigheder hele tiden blusser op med resten af verden ved ringsiden.

Og nu kommer så TV-serien, som i otte dele skildrer en af Hollywoods største catfights. Det er den indflydelsesrige serieskaber Ryan Murphy, som med FX-satsningen »Feud«, der har premiere på HBO Nordic på mandag, lancerer den første sæson i en ny antologiserie. Den skal optrevle berømte og berygtede fejder fra den amerikanske, kollektive bevidsthed. Og seriens første aftapning– i hvert fald hvis man skal tro Ryan Murphy selv - bygger på et ønske om at udstille den sexisme og aldersforagt, der stadig trives i underholdningsindustrien. Er der noget, filmbyen Hollywood ikke tilgiver, så er det, at dens kvindelige stjerner bliver ældre.

Serien er imødeset med spænding, ikke mindst på grund af dens stjernespækkede besætning, anført af et par nutidige, modne filmstjerner i nogenlunde samme karrieremæssige situation som deres berømte forgængere: Susan Sarandon, 70, som Davis og Jessica Lange, 67, som Crawford. Serien tager udgangspunkt i det forløb, som udspillede sig, da Bette Davies og Joan Crawford for første gang skulle stå over for hinanden i gyserfilmen »What Ever Happened to Baby Jane?« i 1962. De havde begge brug for et hit. Og de havde begge brug for pengene. Davis måtte vende sig mod Broadway for at finde arbejde, Crawford var på vej ind i TV-film.

Karakterskuespilleren og skønheden

I det ene ringhjørne var den åbenmundede Bette Davis, der dukkede op i Hollywood fra New Yorks teaterscene i begyndelsen af 1930erne. Hun var ingen traditionel skønhed. I stedet insisterede hun på at være karakterskuespiller, og det gjorde hende efterhånden til filmselskabet Warner Bros. dominerende, kvindelige stjerne med en lang række stærke, ikke sjældent usympatiske kvindeportrætter bag sig. »When Bette’s good, she’s good. But when she’s bad, she’s better«, som det hed i et slogan. Men nu, i 1962, hvor filmselskaberne havde opgivet faste kontrakter med deres stjerner, var hendes karriere som falmende filmstar mildest talt omskiftelig.

I det andet ringhjørne stod den publicitybevidste fighter Joan Crawford, skønheden, som fra fattige omgivelser havde kæmpet sig frem i projektørlyset. Først som stumfilmsstarlet, siden som MGMs førende stjerne i en lang række såkaldte »kvindefilm«, melodramaer, hvor publikum kunne se Crawford lide i mink. Med en særlig evne til at overleve og tilpasse sit image til den tid, der gik, som Jessica Lange påpeger i et interview med avisen USA Today: »Hun repræsenterer kvinder i hver æra, 20erne, 30erne, 40erne, selv 1950erne.«

 

Det var tilsyneladende Crawford, der var ivrig efter at gøre Davis interesseret i en filmatisering af kioskromanen om den tidligere barnestjerne, der holder sin handicappede filmstjernesøster indespærret i en faldefærdig Hollywood-villa. Til trods for deres indbyrdes animositet mente hun ikke, at andre end Davis kunne spille rollen. Sidstnævnte havde to spørgsmål, hun ville have instruktøren Robert Aldrich til at besvare: Skulle hun spille titelrollen? Og gik han i seng med Crawford, hvis karriere Davis mente var gået gennem sovekamre?

Allerede de første dage i filmstudiet var anstrengte. Crawford forsøgte at indynde sig hos Davis, som senere skulle anføre, at hun »hadede, når hun sendte mig blomster eller små gaver eller klistrede beskeder på det der babyblå notespapir, hun brugte.«

Var deres påståede slagsmål under optagelserne reelt? Eller var det baseret på sexistiske fantasier om, at kvinde er kvinde værst?  Opdigtet af en sensationshungrende presse, der var ansporet af filmselskabets publicitymaskine? Det må forblive et gætteri.

Hvis det er opspind, er det sejlivet opspind, som efterhånden er blevet Hollywood-mytologi: Hele filmholdet ventede i spænding på, at filmlærredets største kvindelige sadist og filmlærredets største masochist skulle møde hinanden. På at Baby Jane Hudson i en scene skulle stikke sin søster en syngende lussing. Davis slog til. Skulle Crawford sys bagefter, og var det rigtigt, at Davis skreg: »Jeg rørte hende knapt«?

Og hævnede Crawford sig ved at fylde  lommerne med sten - eller havde hun ligefrem monteret et bælte af bly? - for at gøre sig ekstra vanskelig at slæbe hen over gulvet for Davis, der havde dårlig ryg? Og så fremdeles. Sandheden er tilsyneladende, at begge agerede professionelt. En film kom der i hvert fald ud af det.

Men hjerteveninder var de ikke. Hvad skyldtes de to stjernes foragt for hinanden? Tilsyneladende blev modviljen grundlagt allerede i 1935. Stridens kerne var naturligvis en mand. Bette Davis forelskede sig i den elegante Franchot Tone under indspilningen til filmen »Dangerous«, der senere skulle give hende den første Oscar.

Men også sexsymbolet Crawford, nyskilt og på udkig efter eventyr, var interesseret og løb med Tones opmærksomhed.
»Hun tog ham fra mig. Hun gjorde det koldt, overlagt og med total nådesløshed,« skulle Davis betro en journalist så sent som i 1987. Det efterfølgende ægteskab mellem Crawford og Tone holdt ikke mere end et par år. Det gjorde til gengæld modsætningsforholdet mellem trekantens kvindelige koordinater.

Gamle kællinger

Da Crawford blev engageret til Warner Bros. i begyndelsen af 1940erne, sendte hun også dengang gaver til Davis som en forsonenende gestus. Men filmselskabets dronning bød ikke konkurrencen velkommen og returnerede gaverne.
Bedre blev relationen ikke af, at Davis takkede nej til rollen som den opofrende moderskikkelse i »Mildred Pierce«, som Crawford fik en Oscar for i 1945. Ej heller af, at Davis til gengæld syv år senere spillede hovedrollen i »The Star«, som var skrevet af Crawfords tidligere veninde, og som tydeligvis var bygget på Crawfords stadigt mere desperate kamp for at holde sig i rampelyset.

»What Ever Happended to Baby Jane?« blev en kommerciel millionsucces, ingen rigtigt havde regnet med. Hverken Davis eller Crawford spillede sig selv i historien, men filmen trak på den kendsgerning, at de spillede to individer, filmindustrien ikke længere kunne bruge.

»Jeg ville ikke give ti cent for de gamle kællinger«, havde stjernernes gamle chef, Jack Warner tilsyneladende sagt, da han afviste projektet. Noget Davis triumferende citerede offentligt – karakteristisk nok med det resultat, at hun modtog en besked fra Miss Crawford: »Vær venlig ikke at omtale mig på den måde igen.«

Bette Davis blev nomineret til en Oscar – for 10. gang i sin enestående karriere – for sin rolle som den grotesk udhejrede og stærkt sminkede psykopat Jane Hudson. Alle regnede med, at hun ville gå hjem med den eftertragtede statuette for tredje gang.

Samtidig havde Crawford bag hendes ryg lavet en aftale med deaf de andre nominerede, som ikke kunne være til stede på den store aften, om at hun  i givet fald skulle gå på scenen og modtage statuetten, hvis de vandt. Da Anne Bancrofts navn blev råbt op, sejlede Crawford forbi Davis, og efterfølgende optrådte hun på alle billederne med de glade vindere.

Pepsi mod Coca-Cola

Filmens betydelige kommercielle succes betød ikke lyse tider for modne skuespillerinder i Hollywood, men den satte dog gang i en mindre bølge af gyserfilm med ældre stjerner, herunder »Hush... Hush Sweet Charlotte«, der skulle genforene Davis og Crawford.

Ikke desto mindre var stemningen elendig, da optagelserne gik i gang. Crawford var enke efter en højtstående direktør i Pepsi Cola-imperiet og havde selv fået en ny karriere ud af at fungere som talskvinde og levende reklamesøjle for læsedrikken. Bette Davis fik allerede en af de første dage installeret en Coca Cola-automat i sin garderobe og delte gladeligt ud af det konkurrende mærke til alle på filmsettet. Crawford trak sig fra filmen og sygemeldte sig. Hun blev erstattet af Olivia de Havilland.

Crawford døde af et hjerteslag i sin lejlighed på Manhattan i 1977. Angiveligt skulle Davis have benyttet lejligheden til at give sin gamle konkurrent det sidste los:
»Man skal aldrig tale ondt om de døde, kun godt. Joan Crawford er død. Godt.«

Reel dokumentation for udsagnet findes ikke, selv om Davis var kendt for sin skarpe tunge. Men den verbale lussing bidrager som så meget andet til myten om rivaliserende divaer og drama i kulissen. Som denne artikel bærer ved til. Og som en hel TV-serie nu dykker ned i. Måske for at finde noget andet, end man skulle tro. I hvert begynder den med denne påmindelse:
»Fejder handler aldrig om had. Fejder handler om smerte.«