Man må bøje sig for store Klaus

Hun har i årtier sagt og skrevet sine uforbeholdne meninger om kunst, kultur og politik. Men som litteraturkritiker har Bettina Heltberg en grænse, hvor kritikken holder op og ydmyghedentager over. Rifbjerg, Tafdrup, Michael og Willumsen bør behandles med en særlig respekt, mener hun.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man spørger forfattere hvad anmeldelser betyder for dem, svarer de fleste, at gode anmeldelser er rare, mens de negative ikke betyder det helt store. Enkelte koketterer endda med, at de aldrig skænker kritikernes dom en tanke. Men dagbladenes blodpenne ved godt, at det ikke forholder sig sådan. Ikke mindst Bettina Heltberg, der er prototypen på en spinatfugl, der aldrig har været bange for at sige sin mening, også selvom den med årene er blevet mere rund - hvis hun altså selv skal sige det:

»Jeg er blevet mere varsom med at være alt for streng. Jeg har selv udgivet bøger og ved, hvordan man føler det som forfatter, når man får en negativ anmeldelse. Ofte når jeg har kritiseret en forfatter hårdt, kan jeg efterfølgende godt blive lidt ked af det på vedkommendes vegne. Jeg ved godt, jeg skriver til læserne, men jeg tænker faktisk også på den det går ud over. Mange gange når jeg heldigvis at slette de værste stryg, inden de kommer på tryk.«

Vi befinder os i det, der må være Politikens Hus' mindste kontor. Her har man i forbindelse med en stor omflytning valgt at placere en af dansk presses mest rapkæftede anmeldere og debattører i et smalt kontor, med udsigt - ikke til Rådhuspladsen - men til baggården. Bettina Heltberg startede i sin tid som TV-anmelder under kulturredaktør Harald Mogensen, senere blev hun freelance boganmelder, inden avisen fastansatte hende i 1978. Hun kender om nogen anmelderiet fra alle vinkler og har år efter år kastet sine vurderinger efter film, teater, TV og bøger.

»Generelt kan man sige, at anmeldelserne var langt grovere da jeg startede, end de er nu. Man glemmer tit, når man læser avis i dag, at tonen generelt er blevet meget mere høflig. Og så er anmeldelserne blevet kortere. Da jeg startede, var der nærmest ingen grænser for, hvor meget vi kunne skrive, hvis vi mente en bog var vigtig.«

Hvad så med fremtiden for litteraturkritikerne, vil der stadig være plads til boganmeldelser i dagbladene?

»For øjeblikket er jeg ikke så pessimistisk, som jeg måske burde være. Jeg tror, at jo flere input folk får, jo mere behov vil de have for bogen som fordybelse. Det, man måske kan være lidt ked af på dagbladenes vegne, er, at udenlandsk litteratur bliver anmeldt så lidt. Det er ofte tilfældigt, hvad der kommer i aviserne. Man savner en bred international dækning, som står mål med den globalisering, vi taler om i mange andre sammenhænge.«

Hvad er så hemmeligheden bag en god anmeldelse som både forfatter og læserne kan drage nytte af?

»Jeg tror friheden er det centrale. Man skal som anmelder føle sig helt fri og fordomsfri og ikke være forudindtaget, inden man åbner en bog. Tag et eksempel som Bent Jensen, han kaldte mig engang nazist, og det blev jeg da lidt fornærmet over, men da han skrev sin erindringsbog, »I begyndelsen«, syntes jeg, det var en kanon god bog. Tricket er at lukke sig inde i bogens univers og læse den på dens egne præmisser. Det kræver en ret bred empati hos anmelderen, så hvis man er for optaget af egne problemer, så mangler indlevelsen.«

Derfor sidder Heltberg aldrig på kontoret og læser, men ligger hjemme på sofaen med benene oppe. Én gang bliver bøgerne læst, mens hun »lever« med en blyant i hånden og flittigt bruger gule papirslapper til at notere vigtige iagttagelser undervejs.

»Jeg får altid læst bøgerne i sidste øjeblik, og så synes jeg, det er rart at skrive umiddelbart på læseindtrykket. Derfor ryger der også nogle finker af panden ind-

imellem.«

I forbindelse med Klaus Rifbjergs digtsamling »Pap«, som fik en række ret negative anmeldelser, skrev du i en klumme i Politiken at »Spørgsmålet er, om der er nogen digtere, som rangerer så højt, at vi andre ligesom må bøje os. Det tror jeg nok, at jeg synes.«

»Det tror jeg stadig, jeg synes. Der er mange forfattere som nu moderigtigt nedgøres, selv sådan en som Ib Michael har fået blandet kritik for hans nyeste roman »Grill«. Jeg tror, at man ind i mellem må bøje sig og være ydmyg og sige, at det kan godt være, at det, vedkommende har skrevet delvis er noget sludder eller ikke er genialt, men jeg må bøje mig, fordi det er en meget stor forfatter.«

Men kan man ikke godt være en stor forfatter og samtidig skrive en dårlig bog?

»Ikke en rigtig dårlig bog! Hvis man er en stor forfatter, så tror jeg altid der er noget godt for den, der søger kvalitet i værket. Enkelte ord kan stå forkert, eller der kan være synspunkter, man ikke deler, men der vil altid være passager, som alligevel berører en.«

Hvem udover Rifbjerg kvalificerer til denne ophøjelse?

»Ib Michael, Pia Tafdrup og Dorrit Willumsen er et par andre eksempler.«

Men hvad skal man så som anmelder stille op med de urørlige forfattere, skal de så ikke anmeldes?

»Joh... selvfølgelig skal de det, og man må da godt drille dem og kritisere dem. Men jeg tror, det er nødvendigt, at man opretholder en hvis respekt, når man behandler deres bøger. Man behøver ikke ligefrem at more sig med at trække dem ned i skidtet.«