Man kan komme langt på Kierkegaard-stien med en ILVA-hjerne

På Søren Kierkegaard-stien ved Gilleleje er det meningen, at man skal lade både fødderne og tankerne vandre. Da Berlingskes kulturjournalister Søren Kassebeer og Maise Njor gik turen, gik det op for dem, at hjernen bevæger sig ad egne, snirklede veje, når den konfronteres med livets store spørgsmål. Her skriver de begge om deres tanker, da de gik i hælene på Kierkegaard.

Kierkegaard-kenderen og journalisten Søren Kassebeer vandrer Søren Kirkegaard-ruten i Gilleleje med journalist Maise Njor. Snakken handlede om alt andet, end Kierkegaard, men det var også fint. Niels Ahlmann Olesen

Søren Kassebeer: »At eksistere er ikke at hvile i sig selv«

Fortvivlelse er et misforhold i et menneskes væsens inderste, mente Søren Kierkegaard. Hvis han havde ret, er der et misforhold i mit væsens inderste.

Nogle gange mærker jeg en til fortvivlelse grænsende kedsomhed. Følelsen kommer oftest, når jeg er ude og alene. Jeg har ikke, som min gode kollega Maise Njor, lyst til at gå en tur alene i Dyrehaven. Jeg har heller ikke lyst til at gå søndagstur alene i mit elskede København, og jeg har overhovedet ikke lyst til at gå alene omkring i fremmede byer. Jeg har prøvet det, men det har hver gang været angstfremkaldende kedsommeligt. Jeg har brug for godt selskab. I hvert fald når jeg er ude og alene.