»Man kan ikke fedte med Shakespeare«

Signe Egholm Olsen, der senest tog livtag med Shakespeare i »Romeo og Julie«, spiller i »King Lear« på Det Kongelige Teater en dobbeltrolle som både hofnar og King Lears yngste datter Cordelia, der bliver forvist uden arv og kongerige, fordi hun nægter at pynte på sandheden. Vi bad Signe Egholm Olsen føre gennem de mange faser, hun som skuespiller skal igennem, før »King Lear« får premiere.

Signe Egholm Olsen medvirker i Det Kongelige Teaters opsætning af King Lear, hvor hun både spiller kong Lears datter Cordelia og hofnarren. Her prøver hun kjole til rollen som Cordelia. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Februar 2015. Rollen er min!

»Jeg kendte faktisk ikke rigtigt stykket, da jeg blev spurgt, om jeg ville have rollen – ikke ligesom »Romeo og Julie« - så jeg skulle lige hjem og læse lidt. Men jeg kunne hurtigt mærke, at der var noget ved det. Jeg havde også altid haft lyst til at arbejde sammen med Peter Langdal. Han har utroligt meget erfaring og har lavet nogle vanvittigt gode forestillinger. Han er legendarisk og vanvittig – virkelig et teatermonster, på den gode måde.

Det ville jeg ikke gå glip af. Og så var jeg vild med udfordringen ved at skulle spille en dobbeltrolle, som jeg ikke helt kunne lure på forhånd. Cordelia er den yngste datter og en kontrast til narren, som jeg bliver lidt senere. Men vi har lavet det sådan, at det ikke er to helt adskilte figurer, for narren bliver også Cordelias talerør for alt det, hun ikke kan få sagt. Narren træder ind og prikker til Lears dårlige samvittighed, efter at han har forstødt Cordelia.«

Marts 2015. »Jeg skal spille din søster«

»Vi er tolv skuespillere på scenen, og jeg fandt ud af, hvem det var sådan lidt drypvis. Jeg mødte Marie Louise Wille i Aarhus et par måneder efter, jeg havde fået rollen, og hun sagde: »Jeg skal spille din søster«. »Nej hvor hyggeligt«. Det var en glæde, hver gang jeg mødte en ny kollega, for det er fedt at være på så stort et hold – det er sjældent, man er 12 skuespiller og 3 musikere på scenen.

Vi er meget forskellige, fra Al Agami over Sigrid Husjord til Morten Suurballe, og jeg elsker, at der er så mange toner med i samme buket. Det kan kun blive mangefacetteret på den måde, jeg tror ikke, at publikum kommer til at kede sig. Peter har sans for at caste nogle virkeligt originale typer – som også passer til Shakespeare og den mangfoldighed, han prøver at skitsere. Set med et moderne blik.«

28. november. Farvel til Henning

»Jeg fandt ud af, at Henning Jensen ikke skulle spille King Lear alligevel et par dage inden vi startede læseprøverne, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde glædet mig til at skulle arbejde sammen med Henning igen (de to spillede også sammen i »Bygmester Solnes«, red.).

Men det interessante ved teatret er jo, at alle roller kan spilles af alle, det bliver bare et andet udtryk. En skuespiller i en bærende hovedrolle farver det med hele sit liv, sin erfaring og sit følelsesapparat, og Henning og Tommy Kenter er jo vanvittigt forskellige skuespillere, men vidunderlige på hver deres måde. Det ene er ikke bedre end det andet.

Jeg bliver inspireret af det, Tommy gør, han er et meget sammensat og overraskende menneske, der har adgang til en masse heftigt, og det passer godt til karakteren. Han har virkelig nogle skæve bud på, hvordan ting kan lyde, så det bliver overraskende og voldsomt.«

Signe Egholm Olsen spiller overfor blandt andre Tommy Kenter i King Lear. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

30. november. Første læseprøve

»Vi fik først Peter Langdals bearbejdelse af stykket to dage før første læseprøve, hvor vi sad inde på teatret og læste det sammen. Det var ret fedt på den måde at begynde fra scratch. Det var også sindssygt inspirerende at møde hele holdet og høre, hvilket univers, de havde tænkt sig at skabe omkring det.

Det gik op for mig, at stykket var meget sjovere, end da jeg læste det for mig selv. Det er jo det, der sker, når alle stemmerne kommer på. Det er virkelig et af Shakespeares mere kringlede stykker, men Peter har lavet en supergod bearbejdning af det i respekt for Shakespeare og materialet, men med en smule opdateringer, så forståelsen bliver større.«

4. januar. Første dag med musikerne

»Der kommer til at være livemusik på scenen. Musikerne kommer til at sidde helt ude ved siden af de stolerækker, der er ude i siden bag gelænderet, så de kommer næsten til at sidde på skødet af publikum. Det bliver ret heftigt, men det kommer helt klart til at skabe noget atmosfære og noget kant. De laver torden og underlægning og nogle skingre lyde – det bliver noget med en masse pauker og alt muligt, som kommer til at larme vildt meget.

Jeg tror, det bliver stærkt, fordi det er live, og som skuespiller bliver man virkelig hjulpet på vej af alt det bulder og brag. Musikerne bliver medspillere, der kan mærke, hvordan stemningen er i rummet på netop den aften og fange den og løfte historien videre.«

Det Kongelige Teaters opsætning af King Lear har premiere fredag den 5. februar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

7. januar. Helt uden manuskript

»Første dag, Tommy og jeg smed manuskripterne, efter at have gået rundt og kigget ned i hvert vores manuskript og ikke rigtigt spillet sammen, var ret magisk. Der kunne jeg mærke, at det her godt kunne blive farligt – på den gode måde.

Han har nogle ret vilde øjne, hvor man tænker: »Enten slår du mig ihjel, eller også begynder du at græde«. Man kan slet ikke vide, hvor han går hen. Det er enormt utilregneligt, og det er fedt, for så skal man selv være vågen på, hvad for en vej, det går. Der er ikke noget automatpilot over det, og det kan jeg godt lide.«

12. januar. Så indtager vi Store scene.

»Efter at have gået rundt i prøvelokalet med tape på gulvet og ladet som om, at her er der en trappe og her er der vand, er det rart, at der faktisk er den trappe, så man kan se, om man kan gå op ad den, eller om man ikke kan.

Men det var virkelig overvældende at komme ind i det store rum, selvom jeg har været der mange gange før, for det er jo en ny scenografi, man bliver placeret i hver gang. Denne gang er det en meget pompøs og storslået scenografi, der passer til stykket. Shakespeare har det der løftede over sig – man kan ikke fedte med Shakespeare. Det er altid de store følelser, der er sat på spidsen. Liv og død og »jeg vil aldrig se dig mere«.

Shakespeare kalder på, at man virkelig går i kødet på det, med den risiko, at man ender i en blindgyde. Men hellere slå en ordentlig skævert, men i det mindste have forsøgt sig, end at gå som katten om den varme grød. Det skal virkelig maltrakteres og sparkes til. Det, synes jeg, er den respektfulde måde at behandle Shakespeare på.«

»Jeg har aldrig mødt nogen som Peter Langdal. Han arbejder hele tiden. Han går ikke på toilettet eller noget. Når han går ind i rummet, går han bare i krig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hver dag. Energibundtet Peter Langdal.

»Jeg har aldrig mødt nogen som Peter Langdal. Han arbejder hele tiden. Han går ikke på toilettet eller noget. Når han går ind i rummet, går han bare i krig. Han er ustoppelig, og begejstret.

Han roser utroligt meget – det er ret atypisk for instruktører, men det giver noget selvtillid, så man får lyst til at gøre noget endnu vildere. Han har en smittende begejstring og barnlig glæde ved at lave teater, og så er han med på den værste. Han er klog, selvom han er et legebarn. Han snakker også hele tiden, det er umuligt at få ham til at tie stille i ti sekunder ad gangen.

Sådan har han været fra første læseprøve, og man kan godt blive pisseirriteret på ham og have lyst til at sige »hold nu din f****** kæft«, men det kan han godt tåle. Han har en kæmpe energi, og jeg elsker, når nogen elsker deres arbejde så højt, som han gør.«

14. januar. Alt er oppe i luften.

»Tre uger til premieren og alt er oppe i luften og rystet, og man tænker »lander det nogensinde?« Det kan blive til alt muligt og intet hænger sammen. Men sådan skal det være på det her tidspunkt. Det ville være unaturligt, hvis det var anderledes. Der er for eksempel mange ting med narren, som jeg først kommer til at sætte i sidste øjeblik, fordi narren hele tiden skal prøve at forholde sig til det, de andre laver – så før de har lavet deres, kan jeg ikke rigtigt lave mit.

Jeg prøver at have is i maven og være cool med, at der er noget, der kan stå åbent til sidste sekund, og jeg kan heldigvis godt lide at arbejde sådan. Shakespeare har så mange lag, at det kan blive ved med at udvikle sig. Pludselig hører man nogle ord, der giver mening på en anden måde. Det er noget af det, der gør det til en sjov udfordring.«

»Vi bliver sådan nogle statuer, der kommer til at gå rundt – men med liv i,« siger Signe Egholm Olsen om kostumerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

21. januar. Første prøve i kostumer, hår og sminke

»Cordelias kjole er vildt fascinerende. Jeg tror aldrig, jeg har haft en så flot kjole på i hele mit liv. Den er bordeaux og kæmpestor. Den ligner noget Queen Elizabeth – virkelig bred og tung og virkelig flot. Vi bliver sådan nogle statuer, der kommer til at gå rundt – men med liv i.

Det giver noget til skuespillet, at man kan gå imod kostumerne og sige »jeg har alt det her tøj på, men jeg kan stadigvæk godt spille et moderne menneske, jeg behøver ikke at blive til en talende dukke, bare fordi jeg har et stort pompøst kostume på«.

Det er dejligt at få noget på, der er så langt væk fra cowboybukser og gummisko. Det giver virkelig en følelse af, at være i en tid og i en historie som en anden karakter. Men det skal nok blive udfordrende, for den er megatung.«

»King Lear« har premiere 5. februar i Skuespilhuset. Desuden er Det Kongelige Teater »ej blot til øst«. »King Lear« vises derfor den 20. april i 52 biografer landet over.