Rasmus Paludan tror, vi alle er idioter.
For nylig kunne Ekstra Bladet afsløre, at frihedens soldat, de svages beskytter, samfundets vogter, danernes lys, sjælefredens kilde, Nordens håb, sandhedens sendebud, fredens skaber og stifter af Stram Kurs Rasmus Paludan har haft nogle tvivlsomme nattesamtaler om sex med drenge ned til 13 år.
Samtalerne har fundet sted på taleplatformen Discord, der er et onlineforum, hvor han også har vist en selvmordsvideo for en flok unge.
Og det er jo ikke en køn sag at have hængende på sig. Heller ikke selvom det ikke skulle være første gang, en voksen politiker havde en seksuel relation til en teenager.
Men Rasmus Paludan er en mand af handling. Det må man give ham. Og dette pr-mæssige mareridt skulle vise sig ikke at være en undtagelse.
Der gik ikke mere end et par dage, før Rasmus Paludan var klar med et modtræk: Han skulle giftes med en kvinde. Lige nu og her. For som han selv sagde til B.T.:
»Der er også en snert af homofobi i meget af den kritik, fornemmer jeg. Og når vi nu alligevel havde talt om at gifte os i løbet af efteråret, kunne vi godt gøre det med det samme for at mane de forfærdelige beskyldninger til jorden på en bastant måde.«
Og det kan være lidt svært at afgøre, hvordan man bedst tilgår det udsagn, men lad os starte fra en ende af.
For det første virker et røgslør rigtig dårligt, når man samtidig proklamerer, at det er et røgslør.
For det andet, så er det decideret komisk at sige om de mange afstandtagende reaktioner, at der er tale om »en snert af homofobi«.
Det, Rasmus Paludan mærker som homofobisk foragt, tror jeg mere, vi skal kalde foragt for voksne, der inddrager børn, når de vil have stillet deres behov for seksuel opmærksomhed og sadisme.
Og for det tredje – og det læner sig op ad mit udgangspunkt: Hvor dumme tror han, vi er?
Er der nogen som helst i det danske land – udover måske hans dugfriske viv – der har tænkt »nå, jamen så er der vel ikke noget i den sag med de smådrenge. Man kan nemlig ikke være gift med en kvinde og sexchatte med drenge. Det kan man ikke?«.
Nej, det er der heldigvis ikke.
Det skulle da lige være helt unge drenge, der ikke er under voksenopsyn om natten, og som måske er mere trygge ved at tale med en mand med en kone end en singlemand med en sixpence. Spørg lige din søn, om de er på Discord, kære læser.
Og nu skal vi til det, som jeg meget gerne ville ignorere, men det kan jeg selvfølgelig ikke. Sagen er den, at kvinden, Rasmus Paludan har giftet sig med, allerede er kendt af offentligheden.
Jeg tror, at det påståede røgslør, som er ægteskabet, bare er et røgslør for det egentlige røgslør, nemlig hvem Rasmus Paludan har giftet sig med.
Men, kære læser, jeg har besluttet hverken at skrive kvindens navn eller navnet på det skrækkelige menneske, hun tidligere har været associeret med. Kvindens navn udelader jeg, fordi enhver har ret til en dag at kunne – i hvert fald forsøge at – slippe en uheldig fortid.
Mandens navn udelader jeg, fordi kombinationen af bogstaverne i hans fulde navn ikke fortjener plads i min klumme.

Vi kan kalde ham »Peter Bastian«, for det gjorde realitystjerne Sidney Lee engang i programmet »Genialos«, da han ikke anede, hvem den skrækkelige mand var. Et power move uden lige.
Kvinden og »Peter Bastian« har tidligere haft et romantisk forhold, som opstod gennem en brevveksling, da kvinden var 17 år gammel. Indledt af kvinden.
Hun skrev et brev i en undervisningstime, dengang hun gik i 10. klasse og googlede »hvordan sender man et brev«, og sådan startede forholdet mellem en teenager og en livstidsdømt morder.
Kvinden har senere erkendt, at »Peter Bastian« havde manipuleret med hende, og at det, de havde sammen, ikke var et sundt og ligeværdigt forhold. Da annoncerede hun, at hun ville bruge sine erfaringer til at advare andre unge mod den manipulation, hun selv var udsat for.
Og nu har hun giftet sig med Rasmus Paludan »for at mane de forfærdelige beskyldninger til jorden på en bastant måde«.
Og mere vil jeg ikke sige om den sag. Jeg faldt forleden over et kækt Tweet, der lød:
»Folk er alt for hårde ved hende (kvindens navn)-pigen. Vi må trods alt sige at gå fra (»Peter Bastian«) til Paludan er et stort step op, hvis vi antager hun fortsætter den udvikling, så kunne hendes næste kæreste sagtens bliver Naser Khader eller noget i den dur.«
Og det grinte jeg af. Det gjorde jeg da. Men lige den del vil jeg selv undlade at gøre mig lystig over her fra mit elfenbenstårn.