»Man kan altid tomle hjem igen«

Man er nødt til at være åben over for de eventyr, der opstår undervejs på rejsen, ellers går man glip af det vigtigste, siger tegneren og historiefortælleren Carsten Islington.

»Jeg er opvokset på Vesterbro, og når jeg ikke har været af sted på rejse, har jeg næsten altid boet i en eller anden billig lejlighed i kvarteret.«. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I mine unge dage arbejdede jeg som tjener på et skummelt værtshus på Vesterbro. Det var et opslidende liv med alt for meget alkohol og alt for lidt søvn, og en dag kunne jeg mærke, at der var nødt til at ske noget drastisk, hvis ikke jeg skulle vippe ud over en kant. Samme aften stod der et nyt ansigt i baren. En klippe af en mand med røde kinder og vindblæst hår, der fortalte fantastiske historier fra sit liv som fisker i Polarhavet, og da jeg lukkede værtshuset om morgenen, vidste jeg med mig selv, at jeg var nødt til at rejse dertil. Jeg solgte alle mine grammofonplader, købte en billig sovepose og næste dag tog jeg af sted.

Dengang anede jeg ikke, hvor Polarhavet lå, men jeg tænkte, at det måtte være et sted oppe nordpå, så jeg tomlede til Oslo. Men hér opdagede jeg, at man var nødt til at sejle til Island for at komme derop, og desværre gik der kun skibe fra Bergen, så jeg måtte tomle tilbage. Til sidst nåede jeg endelig frem, men uheldigvis landede jeg på den forkerte side af øen, og da jeg kun havde 30 kroner i lommen, var der ikke penge til en busbillet, så jeg måtte gå tværs over øen. Efter nogle måneders vandring gennem smukke dale og over frodige bjergkamme endte jeg i Reykjavik, men på det tidspunkt var fiskesæsonen for længst ovre, og i stedet blev jeg jord- og betonarbejder på en amerikansk militærbase. Men det betød ingenting, for turen i sig selv havde været en fantastisk oplevelse.

Det var min første rigtige rejse, og den dannede grundlag for min måde at rejse på fremover. Hver vinter, når bladene begyndte at falde af træerne, stak jeg af sted. Jeg havde aldrig rigtig nogen penge, så jeg rejste altid ud for at finde arbejde. Dengang gik man ikke bare ned på et rejsebureau og bestilte en rejse. Mange købte et gammelt folkevognsrugbrød, malede blomster på siden, og så kørte de ellers af sted. Måske var rejsemålet Tunesien, men halvvejs nede i Europa fandt de ud af, at de hellere ville til Iran, og så svingede de bare til venstre. Målet var ikke så vigtigt, det var turen derhen, som var den egentlige oplevelse.

Når jeg i dag taler med unge mennesker, som ikke ved, hvad de skal med deres liv, foreslår jeg altid, at de rejser ud i verden. Man er nødt til at være modig her i livet, og gøre de ting man drømmer om. Har man en lille forfatter i maven, så lad være med at undertrykke den. Rejs til Berlin, lej et værelse hos Frau Heinz og gå i gang med at skrive en roman. Når folk på caféen overfor spørger, hvad man laver, så fortæl dem, at du er forfatter. På et eller andet tidspunkt finder man sikkert ud af, om man er forfatter eller ej, og går tingene helt galt, kan man altid trække over på visakortet og tage det næste fly hjem.

Jeg har kørt tusindvis af kilometer på motorcykel ned gennem Europa, og undervejs har jeg altid tænkt, at hvis tingene gik helt galt, kunne jeg bare smide motorcyklen i grøftekanten og stille mig over i den anden side af vejen og tomle hjem. Værre var det ikke.

Engang kørte jeg helt til Sahara på en gammel rusten motorcykel, som jeg havde købt af en fyr i Hillerød for 2.000 kroner. Da jeg havde betalt ham, var der ikke penge til at få den indregistreret, så jeg lavede en falsk nummerplade ud af en gammel serveringsbakke. Hvis folk skal ud på samme tur i dag, ligger de i månedsvis og træner ovre i de jyske klitter og låner syv forskellige bøger om giftige ørkenkrybdyr. Jeg spændte bare en vadmelssæk bag på motorcyklen og kørte derudad. Der er ingen grund til at bekymre sig på forhånd, man kan alligevel ikke forudse, hvad der venter en. I dag prøver folk at kontrollere alt. Når de bestiller en rejse, vil de vide præcis, hvad de får, og hvis der sker noget uventet undervejs, klager de til rejsebureauet. Jeg har det lige omvendt.

Dansk særpræg
Gennem årene har jeg rejst en del i Danmark, og jeg elsker at besøge små landevejskroer undervejs. Hér er der en kok, som laver mad til en, og så kan man være begejstret for hans kokkerier eller ej, men man har besøgt stedet og fået den oplevelse, som lige præcis den kro havde at tilbyde. Når folk i dag kommer ind på en restaurant, går de straks i gang med at lave menukortet om. De er ligeglade med, hvad stedets kok tilbyder. De vil selv bestemme, hvad de skal have, det er jo dem, der skal betale, og så har kokken bare at makke ret. Den slags krævementalitet er der meget af i dag, synes jeg. Derfor er folk også holdt op med at sige: »Jeg skal be om fire rundstykker,« når de køber brød hos bageren. I stedet siger de: »Jeg skal ha fire rundstykker«.

I dag er det også de færreste, som orker at indordne sig kulturen i de lande, de besøger. Derfor ligner alle feriesteder efterhånden hinanden. Der er ikke noget i vejen med at bo komfortabelt, det gør jeg også. Jeg er blevet for gammel til at sove på en eller anden parkbænk, men så snart jeg træder ud af hotellets glasdøre, lader jeg mig opsluge af landets kultur. Hvis jeg er i Grækenland, bestiller jeg selvfølgelig græsk mad og ikke en eller anden dødssyg pizza med pomfritter. Det kan man altid gøre, når man kommer hjem.

Vær åben
Man er nødt til at være åben over for de eventyr, der opstår undervejs på ens rejser, ellers snyder man sig selv for noget meget vigtigt. For nogle år siden var jeg i Prag, og på et tidspunkt fandt jeg ud af, at tårnet på byens domkirke rakte så højt op i vejret, at man kunne se det, uanset hvor man befandt sig i byen. For man vild, behøvede man blot at kigge op på kirketårnet, så kunne man altid finde tilbage. Derfor lod jeg mig også flyde ubekymret ned gennem byens sidegader, og en aften stod jeg pludselig foran et lille sigøjnerværtshus dybt inde i Prag, hvor ingen turister ellers kom. Indenfor oplevede jeg, hvordan sigøjnerne dansede og udtrykte deres følelser på en måde, som jeg aldrig havde set før. De unge kvinder bød gamle mænd op til dans, og jeg svang rundt med en tandløs sigøjnerkone. Alle skel blev udvisket, det handlede kun om at have det rart med hinanden. På et tidspunkt ville de have mig til at danse en vikingedans, først tøvede jeg, men så tvang jeg mig selv til at træde ud af min danske blufærdighed og være åben ligesom dem. Og så dansede jeg ellers løs.

Dybest set handler rejser om selvudvikling. Man lærer sig selv bedre at kende, når man spejler sig i andre kulturer. Det giver nye vinkler på ens tilværelse, og man får en dybere forståelse for, at livet kan leves på mange andre måder, end man selv gør. I dag er der mange, som er skeptiske over for arabere, men rejser man en tur til Mellemøsten, opdager man, at arabere er nogle af Jordens mest gæstfrie mennesker. Sådan en oplevelse kan ændre ens syn på»ham kioskejeren henne om hjørnet«, og en dag tager man mod til sig og spørger ham, hvorfor han er endt i Danmark. Måske fortæller han historien om sin far, der flygtede fra sit hjemland påæselryg gennem solsvedne slettelandskaber, og pludselig er han ikke bare en eller anden fremmed mand med sort hår, der langer cigaretter over disken. Han er et menneske med en historie.

Søndagsturen
Jeg er selv vokset op i en proletarfamilie på Vesterbro. Mine forældre havde ikke ret mange penge, så vi rejste aldrig til udlandet. Men min far havde en bil, en rigtig gammel møgspand, der altid var ved at falde fra hinanden, og hver søndag tog vi på udflugt i den. Så rullede vi ud af byen med ruderne nede, og kørte rundt mellem gule raspmarker og små hvide bindingsværkshuse. Når vi kom frem, holdt vi ind til siden, og i bagagerummet havde vi et skotskternet bord, som vi slog op i vejkanten. Så sad vi der, mens bilerne rullede forbi. Større behøvede det ikke at være. Man behøver ikke at krydse oceaner eller ørkener for at opleve verden.

Jeg tænker tit på H.C. Andersen og hans berømte ord: »At rejse er at leve«. Det giver god mening, når man tænker på, hvordan han rejste. Det foregik med hestevogn, og han har sikkert kunnet dufte høet og se bønderne på markerne, når han kom væk fra Odense og ud på landet. Og når hestevognen nærmede sig Lillebælt, mærkede han saltet fra havet arbejde i næseborene, og måske kunne han se hvide sejl i horisonten. Hans sjæl var med hele vejen, og det er vigtigt. Det giver en større sanselighed, og sanser man ikke verden, forsvinder nærværet, og så når man ikke ind til det, som er vigtigst her i livet, nemlig nuet.