»Man har pligt til at drømme«

Det at skrive handler om at forsone sig med sig selv og verden. En verden der i høj grad har glemt at drømme, mener digteren Ursula Andkjær Olsen.

»Jeg er ikke døbt eller opdraget kristent. Men jeg er nok protestant, lige meget hvor lidt mine forældre har prøvet at putte det ind i hovedet på mig,« siger Ursula Andkjær Olsen, der har stået bag den fascinerende digtsamling »Ægteskabet mellem vejen og udvejen«. Foto: Claus Bjørn Larsen<br> Fold sammen
Læs mere

En digter lever af ord. Ord der sætter tanker i gang eller skubber til en følelse. Ursula Andkjær Olsen er digter, og hun benytter sig derfor straks af chancen for at indføre et ekstra ord i samtalen, der ellers kun skulle handle om et: forsoning.

»Man kan selvfølgelig forsone sig med hinanden, verden eller sit værk, altså bruge ordet i en meget bred betydning, men jeg vil hellere indføre et skel og tale om forlig i stedet for forsoning, når det gælder konkrete begivenheder som eksempelvis politik, hvor nogle modsatrettede interesser forliger sig med hinanden. Forsoning har karakter af noget metafysisk eller religiøst, det er et meget stort ord i mine ører - og det synes jeg gerne, det må blive ved med at være.«

Med to ord på hånden er det nemmere for digteren at sætte sætninger sammen, der indkredser hendes egen opfattelse af at være udråbt til Danmarks nye nationaldigter. En betegnelse blandt mange rosende, der er blevet brugt om Andkjær Olsen efter udgivelsen af hendes seneste digtsamling »Ægteskabet mellem vejen og udvejen«. Selv Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden måtte fra hjørnekontoret på Rådhuspladsen i en søndagsklumme indrømme, at han skippede dagens gøremål, da han faldt over de 232 siders digte, der rummer alt lige fra international politik, tanker om samfundets dagsorden, til kærligheden - plus en god dosis filosofi og metafysik. Nu er det slut med at stå på sidelinjen og digte om virkeligheden. Andkjær Olsen er blevet hevet ind på scenen af medierne, og vi hiver stadig i hende. En oplevelse der bestemt må kalde på både forlig og forsoning:

Jeg bliver nødt til at tage det på mig
»Det er da ret skræmmende. Men jeg bliver jo så nødt til at tage på mig, at folk gerne vil vide, hvad jeg mener om forskellige ting. Selvom man selvfølgelig kommer til at sige en masse vrøvl, det kan vist desværre ikke undgås. Men det er vel en ting, jeg må forlige mig med. Uden at jeg behøver ligefrem at forsone mig med det,« konstaterer hun.

»Men det er nok en af de helt afgørende grunde til, at jeg skriver, altså at det er så svært at tale, at sige tingene på den rigtige måde. Den første forestilling, jeg havde om at skrive, var faktisk at lave en samling af samtaler, der indeholdt alt det, jeg skulle have sagt, i alle de situationer, hvor jeg var mundtligt uformående. Jeg nåede ganske vist aldrig længere med det projekt end at anskaffe et kladdehæfte, men alligevel tror jeg, at det er temmelig sigende. Jeg har altid hørt til den slags mennesker, der bagefter ærgrer sig over både alt det, de ikke fik sagt, og det de rent faktisk fik sagt. De samtaler, jeg fører på den måde, kan fortsætte i årevis. At forlige sig med sig selv og sin fortid og viljen til at forsøge at gøre det, man har gjort forkert godt igen, er afgørende for det at blive ved med at leve i det hele taget - og også for at blive ved med at skrive.«

Kan man så digte på forsoning?

»Ja det kan man bestemt, bare kig i salmebogen, den er fuld af det. Jeg har ikke selv tænkt på ordet forsoning om det at digte, og jeg tror ikke, at man kan reducere det at skrive til et eneste ord, men jeg tror helt sikkert at ønsket om at kunne forlige sig med sig selv og verden er meget væsentlig i ethvert liv. Jeg har selv tidligere brugt ordet forlige i mine tanker om den sag, men det kan da godt være, at jeg har taget fejl, og jeg i stedet skulle have brugt ordet forsoning. Måske er jeg bare endnu ikke klar over, hvor ubetinget jeg elsker verden, selv om det er mange objektive grunde til ikke at gøre det.«

Helt tilbage fra debuten »Lulus sange og taler« (2000) har de mange stemmer, der taler i munden på hinanden i Ursula Andkjær Olsens digte, været et lyrisk kendemærke. I den nye digtsamling er der én meget dominerende stemme, som hun selv kalder for den »inklusive stemme«, en stemme der æder alt op, fra brudstykker af statsministerens taler til reklameslogans og kaster det hele op igen i forvrænget og lyrisk form. Men et stykke inde i værket dukker endnu en stemme op og danner en form for kontrapunkt med en mere forklaret tone. Hun ser det som en vigtig del af digterens opgave at orkestrere denne flerstemmighed:

»Det er en måde at afspejle verden på. Det gælder om ikke at fornægte den til tider temmelig anstrengende mangfoldighed, der er indeni en, og udenfor en. Og der har kunstværker en styrke. Et værk er en symbolsk instans, der skaber en forestilling om et univers i sig selv, der nødvendigvis må rumme mange stemmer. Formen holder sammen på alle stemmerne og forsoner så at sige den mangfoldighed, der skal rummes i samme nu, som den fremstiller den.«

Ikke døbt, men er protestant
En af de tematiske stemmer, der træder tydeligt frem i »Ægteskabet mellem vejen og udvejen«, er de metafysiske overvejelser, hvordan spiller det metafysiske og religiøse en rolle i dit liv?

»Jeg er ikke døbt eller opdraget kristent. Men jeg er nok protestant, lige meget hvor lidt mine forældre har prøvet at putte det ind i hovedet på mig, og hvor få gange de har taget mig med i kirke. Det ligger så dybt i alt, hvad jeg har læst, og i den musik jeg har hørt. Når J.S. Bachs passioner altid har været ens yndlingsmusik, så er det ret svært at være andet end kristen i en eller anden forstand. På et plan forekommer det mig absurd at sige, at jeg tror på Gud. Men samtidig forekommer det mig endnu mere absurd at sige, at jeg ikke gør det. Svaret er nok, at jeg simpelthen ikke kan undgå at gøre det. Det betyder ikke, at jeg melder mig ind i folkekirken, jeg har svært ved at forlige mig med at skulle tilhøre en kirke. Men jeg kan ikke sige andet, end Gud er installation også i mig, og om han så sidder i hjernen eller hjertet, kan jeg ikke svare på.«

Hvordan forpligter du dig så i forhold til religionen?

»Leveregler skal man ikke kimse ad. Man skal da eksempelvis opføre sig ordentligt. Og hvis vi skal tale om ham, som er vores forsoner, så synes jeg kort sagt, at Jesus er sej.«

Så er vi fremme ved kærligheden?

»Ja, det må være i kærligheden, at forsoningen egentlig hører hjemme, for forsoning indebærer et krav om ubetinget kærlighed, og hvis man oplever, at den findes, så er man godt stillet. Det kan godt være, at man selv ved, man er fuld af fejl, men når nogen elsker en, så kan man forlige sig og måske ligefrem forsone sig med det.«

Er forsoning så altid af det gode?

»I religiøs eller metafysisk forstand er forsoning vel altid godt, men den er mildest talt ikke altid mulig. Den er et ideal eller en art utopi, måske. Men det er meget vigtigt, at man ikke glemmer sorgen over, at den som regel ikke indfinder sig.«

Hvordan det?

»Der er en tendens til, at vi behandler tab ved at hovere. Tabte forestillinger om hvad et godt samfund kunne være for eksempel. Gamle utopier er i manges øjne noget af det latterligste, der findes. Man griner af alle, der havde nogle drømme om, at tingene kunne være anderledes. Pointen er, at man glemmer, at man har pligt til at drømme. Også politisk. I stedet taler vi hele tiden om tingenes uafvendelighed, at udviklingen går en bestemt vej, og at der ikke er andet at gøre end at følge trop. Vi opfatter det ikke længere som en samfundspligt at drømme, og det har jeg meget meget svært ved at forsone mig med.«