»Man har ikke fået børn, for at de resten af livet skal være der for ens skyld«

Lisbeth Wulff ser rødt, når forældre ikke kan finde ud af at give deres børn plads. I bogen »Du forstår ikke din egen mor!« viser hun nye sider af det telefonterroriserende mareridt af en mor, som Bodil Jørgensen gestalter i Rytteriet.

Når skuespillerinden Bodil Jørgensen indtager rollen som Trines mor i Rytteriet, ender telefonsamtalerne altid på samme måde.

»Du forstår ikke din egen mor!« hvæser moren, før hun knalder røret på.

Den faste punchline er også titlen på en ny bog af Lisbeth Wulff, der har skabt den tilbagevendende mor/datter-sketch og selv lægger stemme til Trine. For de uindviede er samtalerne tåkrummende og handler blandt andet om Trines kønsbehåring, som moren ikke synes om, og om hendes utilfredshed med, at Trine ikke har kæreste eller børn.

I bogen har Lisbeth Wulff samlet 20 af telefonsamtalerne og suppleret dem med ekstramateriale i form af blandt andet sms-korrespondancer, testamente, e-mails, sedler til manden Keld og billeder af forskellige kroge i hjemme.

»Mit mål har været at lave en underholdningsbog, der er sjov, men også at komme omkring moren på en anden måde, end man gør på TV. Hvis man læser bogen fra start til slut, er der et forløb og en anden form for fortælling, fordi man også ser morens kommunikation med andre mennesker. Det er kun datteren, som hun terroriserer. Hun er ikke sådan over for andre mennesker,« siger Lisbeth Wulff.

Karakteren, som i bogen har fået et navn – hun hedder Inge Løve – blev skabt i en sky af indignation for omkring ti år siden. Dengang var Lisbeth Wulff i starten af trediverne. Hun var endnu ikke blevet mor, mange af hendes venner var heller ikke blevet forældre, og når hun så sig omkring, oplevede hun, at en del sad fast i nogle gamle mønstre i forhold til deres forældre.

»Det er et sted i livet, hvor man er blevet voksen, men hvor det kan være svært at få et jævnbyrdigt forhold til sine forældre, sådan voksen til voksen. Og nogle kunne slet ikke få lov til at være voksne for deres forældre. Det var jeg meget optaget af på det tidspunkt, og jeg fik lyst til at sige noget om det på en sjov måde,« fortæller Lisbeth Wulff.

Det gjorde hende vred at se, hvordan de grænseoverskridende og overinvolverede forældre sugede energi ud af deres børn på et tidspunkt i livet, hvor man som ung voksen skal realisere sig selv og finde ud af, hvordan man vil leve sit liv.

»Jeg er ikke psykolog, men jeg tror, at det handler om, at man ikke skal være så bange for at give hinanden plads til at udvikle sig i en relation. Plads er ikke ensbetydende med, at man trækker sig og forsvinder. Tværtimod. Hvis man får lov til at udvikle sig i en relation, så har man også lyst til at blive i den. Det gælder også i parforholdet og alle mulige andre forhold,« mener Lisbeth Wulff.

Trines mor er selvsagt en overdrevet karikatur, og når Lisbeth Wulff taler om hende, bruger hun ord som »psykopatisk« og »et monster«. Derfor er det også kommet bag på hende, at mange mennesker gennem tiderne har responderet på sketchen ved at give udtryk for, at den nagler deres mødre eller svigermødre med stor præcision.

Andre tror, at Lisbeth Wulff nok selv har en helt forfærdelig mor.

»Det er ikke tilfældet. Jeg har et rigtig godt forhold til min mor. Vi har været igennem forskellige ting, for det er man jo, ingen har et livslangt forhold uden nogle knaster undervejs, men jeg synes, at min mor har været vidunderlig i sin måde at rumme min udvikling på og forstå, hvad jeg skulle igennem. Der har været tidspunkter, hvor jeg trak nogle grænser. Det godtog hun og gav mig mulighed for at vokse,« siger Lisbeth Wulff.

Dialogerne mellem Trine og mor er skrevet over en ti år lang periode, og der kommer flere til. Næste gang sandsynligvis når Rytteriet til foråret skal lave et nyt liveshow i Tivoli. Tiden står stille for Trine og Inge Løve. De bliver ikke ældre og har i de ti år befundet sig det samme sted i livet. Alligevel aner Lisbeth Wulff en ændring, når hun kigger på teksterne.

»Jeg synes, at de er blevet lidt mere sørgelige, og jeg kan mærke, at jeg skriver til moren med en større ømhed, når jeg for eksempel prøver at vise hendes ensomhed,« siger Lisbeth Wulff.

Hun oplever også, at hun selv har nemmere ved rumme et menneske som Inge Løve-karakteren i dag.

»Det er nok, fordi jeg er blevet ældre og kan se hende fra en anden side. Tidligere ville jeg bare have været vred og provokeret, sagt 'væk med hende' og ment, at man skulle skære hende fra, hvis man havde sådan en kvinde i sit liv. Nu tror jeg faktisk, at jeg ville mene, at man skulle prøve at gå i dialog med sådan en kvinde og se, om man kunne nå hende. Jeg synes, at en datter som Trine skal have lov til at lægge afstand til sin mor, og jeg går bestemt ikke ind for, at man skal finde sig i hvad som helst. Men jeg har fået et blidere syn på hende. Man ved jo også selv, hvordan det er at være forælder. Man kan jo ikke give sine børn den perfekte barndom,« siger Lisbeth Wulff.

Men hun får stadig ondt af unge voksne mennesker, når hun kan se, at en mor eller far er så dominerende, at den unge voksne får svært ved at udvikle sig.

»Lad nu børnene være! Bland jer udenom! Giv dem muligheden for selv at finde deres ben i verden. Ellers ender den unge datter eller søn med at tro, at de ikke selv er i stand til at tage de rigtige beslutninger, og så har man gjort dem en kæmpe bjørnetjeneste. Giv slip!« siger Lisbeth Wulff, som mener, at kærlighed måske i virkeligheden er at træde tilbage og lade folk udvikle sig – og det er uafhængigt af, om der er tale om et venskab, parforhold og barn/forælder-forhold:

»Vi skal være der for hinandens skyld. Men kan ikke kræve af andre, at de skal være der, for at ens liv går op. Og man har ikke fået børn, for at de resten af livet skal være der for ens skyld. Først er mor der for børnenes skyld, og sent i livet kan det godt være, at børnene er der for forældrenes skyld, men forholdet skal jo gerne kunne udvikle og ændre sig i løbet af livet. Man skal virkelig undgå at være i relationer, hvor man bare bliver holdt fast – og det gælder i alle sammenhænge. Punktum.«