Man gør børn fortræd

Tim Burtons vilde farce »Charlie og Chokoladefabrikken« har en foruroligende undertone - og en bizar præstation af Johnny Depp.

I verdens skæveste træhus bor drengen Charlie sammen med sin ludfattige, men hjertevarme familie. En dag er han så heldig at vinde i et lotteri og blive det ene af fem børn, som får lov til at besøge verdens største og ellers hermetisk tillukkede chokoladefabrik, og her vises børnene rundt af selveste Willy Wonka, der er verdens mest mærkelige fabrikant. Sådan er alting verdens mest et-eller-andet i Tim Burtons balstyrige og stærkt overdimensionerede filmatisering af den norsk-walisiske forfatter Roald Dahls roman fra 1964. Vi ved jo, at Tim Burton er en af verdens mest fantasifulde filmskabere, men vi ved også, at selvdisciplin ikke er hans stærkeste side, og mens han i kontrollerede stunder skaber ædle værker som den sært bevægende »Edward Saksehånd«, den vittigt generøse »Ed Wood« og den hypnotisk stilfulde »Sleepy Hollow«, kan det gå galopperende galt, når han åbner opfindsomhedens sluser på vid gab og lader indfaldene strømme usorteret igennem. Det gør de i »Charlie og Chokoladefabrikken«, som ingen kan beskylde for at være stillestående eller monoton, men som med sit hektisk opskruede tempo og sit kulørte højteknologiske hurlumhej minder om Robert Rodriguez' larmende »Spy Kids«-serie - selv om Tim Burtons begavede originalitet aldrig helt kan skjules og her bryder punktvis frem i form af skarp satire, småmakaber sans for det groteske og en mørk, foruroligende undertone. Ret beset har beretningen om proletardrengen Charlies dyst med fire rige og forkælede møgunger dybt moralske rødder hos både Charles Dickens og den terroristiske pædagogik i »Den store Bastian«, for der sker frygtelige ting med uartige børn i Tim Burtons film, og den geniale chokoladefabrikant Willy Wonka er så underlig, fordi han selv havde en ulykkelig barndom og reelt er dybt traumatiseret. Johnny Depp spiller ham bizart sminket som en vildt excentrisk og nærmest patologisk krydsning mellem Howard Hughes og Michael Jackson, og selv som Depp-beundrer må man erkende, at der er noget kunstigt og forceret over hans præstation, som der er over filmen i det hele taget. Bedre klarer det lille stortalent Freddie Highmore sig som Charlie, men han afføder samtidig en uheldig association, for Johnny Depp og Freddie Highmore spillede også sammen i Marc Forsters langt mere seværdige »Finding Neverland«. »Charlie og Chokoladefabrikken« veksler voldsomt ujævnt mellem eventyr, farce, musical og folkekomedie, mellem det sarkastisk misantropiske og det drivende sentimentale, og med sin kolossale visuelle påhitsomhed er den ofte grinagtig, men sjældent rigtig morsom. Børnene kan lade sig betage af scener med søde dresserede egern, og voksne kan gnægge over en indlagt hilsen til Stanley Kubricks »Rumrejsen år 2001«, men i længden arbejder »Charlie og Chokoladefabrikken« så hårdt på at være overvældende, at man ender med at føle sig undervældet.