Man gjorde en fotomodel fortræd

»Zoolander« er uden tvivl en af de mest platte film, der nogensinde er lavet og en af de sjoveste. Læs her, hvorfor Ben Stiller ganske enkelt er sjovest i dette oversete mesterværk.

Ben Stiller i »Zoolander« Fold sammen
Læs mere

Er det morsomt at se en mandlig fotomodel demonstrere sin smidighed ved at trække underhylerne af uden først at tage sine cowboybukser af? Det er det måske ikke, men der er masser af andre perler at hente i filminstruktøren og skuespilleren Ben Stillers afsindigt platte film »Zoolander«.

Filmen vil næppe af nogen filmkritiker blive karakteriseret som et egentligt »mesterværk«, alligevel fortjener den et større publikum, end den har fået herhjemme. »Zoolander« fik nemlig ikke en egentlig dansk biografpremiere, men lever et lidt overset kultliv på DVD. Både »Meet The Parents« fra samme år, som Stiller spiller hovedrollen i, og »The Royal Tenenbaums«, der kom året efter, er langt mere kendt i Danmark. Begge de sidstnævnte film er med rette på vej til at blive moderne humorklassikere, men er genremæssigt mere traditionelle komedier end det absurde univers, der med stor energi bygges op i »Zoolander«.

Vi er i New York, i den dyre ende af modebranchen, hvor mandlige fotomodeller i millionklassen regerer byens natteliv. Øverst i hierakiet finder vi fotomodellen Derek Zoolander (Ben Stiller), der i tre år i træk har vundet prisen som »Årets bedste mandlige fotomodel«. Mest kendt er han for sine øjnes karismatiske og patenterede blik, et blik der ligefrem har sit eget navn: nemlig »Blue Steel«, og som stirrer ned fra reklameskilte over hel byen. Samtidig går der rygter i hele modebranchen om hans næste uovervindelige blik, som har arbejdstitlen Magnum (og som stadig er på»arbejdsstadiet«). Alt dette synes imidlertid lagt i ruiner, da modebranchens absolut hotteste nye talent, »Hanzel« (spillet af Owen Wilson), fratager ham tronen som årets model. Og det er kun begyndelsen på Dereks problemer. En hemmelig loge af internationale modedesignere har nemlig udvalgt ham som syndebuk i et afsindigt komplot mod Malaysias præsident, som skal ryddes af vejen, fordi han vil stoppe det børnearbejde i sit land, som modebranchen lukrerer på. Derek kidnappes, hjernevaskes og »programmeres« til at myrde præsidenten under et statsbesøg i New York. Hjernevaskningen varer kun få minutter, idet Derek mildt sagt ikke er den skarpeste kniv i skuffen. Hvilket i øvrigt gælder alle mandlige fotomodeller, ifølge filmens præmis og running joke.

I sin mørkeste stund vender Derek hjem til sin fattige familie af kulminearbejdere i USAs midtvestområde. Men Derek er ikke egnet til det hårde arbejde i minerne og skal for eksempel bruge timer foran spejlet med at duppe ansigtet med vattamponer for at få kulstøvet væk. Helt galt går det, da Dereks far, spillet af en fuldstændig straight-spillende Jon Voight, vender ham endegyldigt ryggen, fordi Derek optræder i en umandig TV-reklame for fugtighedscreme, der tilfældigvis bliver vist på kulminearbejdernes stamværtshus.

David Bowie
Da Derek vender tilbage til New York for at genoptage sin modelkarriere spidser konflikten med »Hanzel« til, og i en af filmens kosteligste scener udfordrer Derek sin rival Hanzel til duel eller en »walk-off«, som det hedder i modelmiljøet. En walk-off er en duel, hvor modstanderne skal bevise, hvem der er bedst til at gå catwalk, og selveste David Bowie er dommeren. Selvom Derek atter bliver taberen, ender rivalerne med at forsones, da de skal forsøge at komme til bunds i komplottet.

Som man måske vil fornemme, er dette ikke en handling og et miljø, som en Bergman eller en Bresson ville have kastet sig over. Men har man først givet »Zoolander« en velvillig chance for at præsentere sine sindssyge præmiser og ideer, fremstår filmen som en skatkiste af morsomme dialoger og situationer. Derek og Hanzel er ekstremt forfængelige, dumme og selvcentrerede, men utroligt nok får filmen dem også til at virke som fyre, man godt gad hænge ud med. Hvem kunne for eksempel ikke godt tænke sig, som Hanzel, at have indrettet sin lejlighed med en skateboardbane, fem finske dværge, en tibetansk munk og en ged som fast inventar? Det er i denne lejlighed, at Derek snakker med en kvindelig reporter ved navn Matilde, der tilstår en svær erindring fra sin skoletid:

Matilde: »Jeg var ... den tykke pige i klassen!«

Derek: »Adrr!«

Matilde: »Senere blev jeg bulemiker ...«

Derek: (forundret) »Vil det sige, at du kan læse tanker?«

Skole for myrer
Det er ganske få film, der kan få noget sjovt ud af, at dets hovedpersoner er småt begavede, men »Zoolander« gør det med så ekstrem overbevisning, at man overgiver sig.

Tidligt i filmen vil Dereks følge af mandlige fotomodelvenner muntre ham op med en køretur i deres firehjulstrækker. I kådhed oversprøjter de hinanden med benzin, mens de holder ind på en tankstation, og tragisk nok ender legen i en gigantisk eksplosion, som Derek overlever ved et mirakel.

Dereks store drøm er at bygge en særlig skole, der skal hedde »Skole for børn der ikke kan læse så godt, og som også vil lære andre ting godt«. Da han præsenteres for en model af skolen, smadrer han den i raseri, fordi han tror, han har fået forevist selve den færdige skole, og ikke bare en skalamodel af den. »Hvad skal det forestille?« skriger han dirrende af raseri, »en skole for myrer? Min skole skal være mindst ... tre gange så stor!«

Fik jeg nævnt, at denne film er plat? Men det er intelligent plathed! Og det er en af de sidste film, hvor man kan se Ben Stiller og Owen Wilson for fuld fræsende udblæsning, inden Hollywood fik afrettet dem til leverandører af langt mere afdæmpet familieunderholdning i film som »Nat på Museet«.