»Man er ikke nødvendigvis medlem af blå blok, bare fordi man godt kan lide en Barolo«

Jan Sonnergaard boede i syv europæiske byer, tre måneder hvert sted, for at skrive sin nye bog. Han spiste godt og tog 20 kilo på. Men knækkede næsten under vægten af ensomheden.

BM SOLO Jan Sonnergaard udgiver sin nye bog "Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer" til april 2013. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg tror egentlig, jeg ville være ret udholdende, hvis nogen skulle finde på at torturere mig. Men én ting, der kunne knække mig, er isolationsfængsling. Det kunne jeg mærke.«

Jan Sonnergaard har lige sat sig ned i Michelin-restauranten Era Ora, og tjeneren har netop serveret en tartar af norsk hummer og et knastørt glas hvidvin. Vi har valgt at mødes her, fordi mad er så fremtrædende et emne i Sonnergaards nye bog, at det faktisk er trådt helt frem i titlen, »Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer«.

Kommentaren om isolationsfængsling kan virke ude af kontekst, men der er en sammenhæng. De seneste to år har Sonnergaard brugt på at isolere sig i syv europæiske storbyer for at skrive sin nye bog, der udkommer på fredag. Han havde på forhånd defineret nogle dogmer. Et af dem var, at han skulle bo alene. Derudover skulle han skrive en fiktiv fortælling fra hver by (men endte med at skrive to fra Paris). Hver fortælling skulle skrives, mens hans stadig var i byen – hvis han ikke var færdig, måtte han blive i byen. Og han måtte kun skrive om steder, han faktisk havde besøgt.

»Faste regler er gode, hvis man er lidt skræmt. Det var jeg da,« siger Jan Sonner- gaard.

Regelrytteriet blev til Jan Sonnergaards sjette bog, siden han i 1997 storhittede med novellesamlingen »Radiator«. Men selv om han i mellemtiden har modtaget flere litterære priser, er det ikke blevet mindre skræmmende at være forfatter.

»At skrive minder lidt om sindssyge og lidt om et HK-arbejde. Jeg går rundt og ser ting foran mig, som ikke findes, og når skriveriet virkelig er i gang, så lever jeg i to virkeligheder. Tit kan den imaginære virkelighed være den anden overlegen, og man risikerer at komme ud, hvor man ikke kan bunde. Men jeg skal også kunne sætte mig og ned skrive det om, indtil jeg synes, det er perfekt,« siger han.

Derfor reglerne. Det har været en måde at holde orden på. Helt konkret lavede Sonnergaard den regel, at den første måned et nyt sted måtte han gøre alt, så længe han skrev det ned i sin notesblok eller i sin smartphone. Den næste måned begyndte han at skrive det sammen til en historie. Den tredje måned stod han tidligt op, skrev og rettede disciplineret.

Udenfor spejler solen sig i Christianshavns kanaler. Det er ikke til at se, hvor koldt der i virkeligheden er.

»Jeg har været meget alene,« siger Sonnergaard.

»Jeg blev ikke knækket, men kunne godt mærke, at det ikke var sundt eller helt ufarligt. På den anden side fremmer det noget. Hvis du når langt nok ud, er det teksten, du kommunikerer med, og så begynder der at ske noget.«

For at holde kontakt med virkeligheden gav Sonnergaard sig selv nogle klare journalistiske opgaver. De konkrete projekter har fungeret som knager, han kunne holde fast i, forklarer han. De har tit handlet om at bese restauranter. Som den vi sidder i nu, hvor tjeneren serverer frokostens tredje ret. Han hedder Simone og præsenterer retten på engelsk med italiensk accent: en ragout med toscansk pølse og pasta ledsaget af en Chianti fra 2006.

Hvorfor spiller mad så stor en rolle i bogen?

»Hvis man om 20 år skal lave en udsendelse om den tid, vi lever i nu, så kan man ikke komme uden om Noma, Pricebrødrene, Torvehallerne og alt det der. Kokke er nutidens rockstjerner, men hele den madbølge er ikke blevet tematiseret i litteraturen i særlig høj grad.«

Er det ikke bare udtryk for, at du nærmer dig 50 og er ved at blive borgerlig?

»Det er en lidt protestantisk ting at sige. Man er ikke nødvendigvis medlem af blå blok, bare fordi man godt kan lide en Barolo.«

Det handler om det tidstypiske for Sonnergaard. Og selv om der er langt fra den kærlighedsaffære, der i en af de nye fortællinger får lov til at udfolde sig på Paris’ fineste restauranter, til den hårdkogte tone fra Sonnergaards debut, har dét ikke ændret sig.

»Der er så mange andre, der laver formeksperimenter og skrifteksperimenter, prøver på at bryde teksten eller fortælleformen op. Og fred være med det. Det må de gerne gøre. Jeg gider bare ikke,« siger han.

»Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer« kommer til Paris, Berlin, Saint Nazaire, Rom, Prag, Tbilisi. Og Amager. Undervejs kommer Sonnergaard blandt andet ind på ejendomsmarkedet i Berlin, nedskæringer i Italien og Putins overgreb i Kaukasus. I fortællingen fra Amager får danske velfærdsnedskæringer også en hård behandling.

Det er blevet tid til fjerde ret, kalvemørbrad og et glas Barbaresco, og tid til at tale om et af bogens andre temaer: kærlighed.

Mere end de handler om sex og romantik, kredser fortællingerne om, hvordan vi opfører os over for andre mennesker. En flok værtshus-stamgæster på Amager i København må tage hånd om en fordrukken mand, der falder om uden for døren, og en velhavende mand i Berlin må genoverveje sit eget liv, efter at en flok bz’ere flytter en i et tomt hus, han ejer.

»Det er næsten altid den romantiske kærlighed, man taler om, men hvis man tænker over det, så rummer kærligheden jo også alt muligt andet, Jeg skriver om gavmildhed og nærighed, i sidste ende er det også et spørgsmål om kærlighed, og mod, ikke mindst, modet til at elske ... Jeg ville gerne skrive om alle de her forskellige slags kærlighed,« siger Jan Sonnergaard, der i de godt to år, han har skrevet på bogen – og kun har været kortvarigt i Danmark – har mistet et kærlighedsforhold.

»Selvfølgelig handler nogle fortællinger på en eller anden måde om noget, jeg kender fra mit eget liv. Men det er nu ikke selvbiografisk,« siger han.

Jan Sonnergaard har ikke børn. Han har heller ikke sommerhus, bil eller have. Han har sine bøger.

»Jeg har måttet sige, at det her havde absolut første prioritet. Det er jo også kærlighed, selv om der er noget uforklarligt over kærligheden til litteraturen. Jeg brokker mig over alt andet, men jo ældre jeg bliver, jo gladere bliver jeg for litteratur. Af en eller anden grund skal jeg skrive bøger frem for alt,« siger han.

De sidste år har handlet om at slentre. Det er en særlig måde at rejse på, at tage til en fremmed by og give sig til at gå op og ned ad gaderne, at stoppe og smage på vinen, skrive og kigge på de nye ansigter, der glider forbi. Det er på samme tid stilstand og bevægelse.

»Jeg ville gerne have alle omvejene med. Det er noget af det, fortællingen kan i forhold til novellen eller romanen, den kan tage læseren med ud at slentre. Det ville jeg gerne. Jeg elsker jo de her byer,« siger Jan Sonnergaard.

Han har taget 20 kilo på og investeret penge fra sin andelsbolig for at kunne sidde med en nyskrevet bog og kigge ud på de gamle københavnske stræder. Men han er tilbage nu og glæder sig over at være hjemme.

»Jeg er glad for den følelse af orden, der er i Danmark. Det er nok meget sundt at være omgivet af almindelige mennesker,« siger han.

Simone sætter små skærebrætter på bordet, fire slags ost og et glas sød italiensk rødvin.

»Jeg er gået all in,« siger Jan Sonnergaard.

»Men det er jo det djævelske ved det. Der er absolut ingen garanti for, at det bliver godt nok af den grund. Jeg ved bare, at så har jeg gjort alt, hvad jeg kunne.«

»Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer« udkommer fredag 5. april på Gyldendal. Torsdag 4. april kl. 20 holder forfatteren releaseparty med musik og oplæsning i LiteraturHaus, Møllegade 7, på Nørrebro i København. Gratis entré.