Ja, det er jo ikke fordi vi mangler musik her i hjemmet,« ler Else Cornelius og går i forvejen ned ad de fire trin til musikstuen i huset i Bagsværd. Flyglet i hjørnet er hendes, de tre orgelpiber, der hænger dekorativt på væggen, kommer fra orglet i den kirke, hvor hendes mor i mange år var organist, og celloen, der står lænet op ad en stol med nodestativ foran, er hendes mands, Christian Gram.

Her i stuen bliver der spillet kammermusik i alskens variationer, fra firehændigt klaver til trioer og kvartetter samt – ikke mindst - øvet forud for de kammermusikstævner, som i mange år har været en vigtig del af ægteparrets tilværelse.

Musik har altid fyldt meget i Else Cornelius’ liv, men kun på amatørbasis. Hun begyndte at spille klaver som seks-årig, men var efter eget udsagn så genert, at hun kun spillede, når der ikke var nogen, der kunne høre det. Sådan har hun det faktisk stadig – hun kunne ikke drømme om at optræde alene, men i en kammertrio eller -kvartet, hvor hun kan »gemme sig i fællesskabet«, går det an.

»Derfor blev jeg så glad, da jeg i 1982 første gang blev inviteret med til et kammermusikstævne. For det er det helt rigtige tilbud for sådan nogle som mig, der holder af at spille, men er lidt generte – og måske heller ikke er fantastisk dygtige musikere,« siger hun.

»Jeg synes jo, det er så vigtigt, at børn lærer at spille, også selvom alle ikke kan blive virtuoser. For hvis man har lært at spille bare nogenlunde, kan man blive amatørmusiker, og det er altså sjovt. Man behøver ikke selv være sindssygt dygtig for at opleve glæden ved at spille sammen med andre. Bare man er tilstrækkeligt mange, der spiller sammen, kan det faktisk komme til at lyde rigtig godt. Og det er virkelig en berusende fornemmelse at være med i det fællesskab.«

At spille musik er ifølge Else Cornelius »en investering i en hobby på livstid«. Og dertil kommer, at hvis man selv spiller et instrument og på den måde har fået musikken ind under huden, får man også meget mere ud af at gå til koncert og lytte til musikken.

»Så der ligger også i høj grad en publikumsudvikling i, at vi giver børn mulighed for at lære at spille,« siger hun.

Af profession er Else Cornelius journalist med en mangeårig karriere først på Frederiksborg Amts Avis, siden Berlingske, hvor hun siden begyndelsen af 1980erne har været engageret i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. I begyndelsen især som reporter, senere som planlægger og ”praktisk gris”. Deltagere i konkurrencen gennem de seneste mere end 30 år vil kende hende som den venlige, men bestemte dame, der sørger for, at de rigtige børn spiller for dommerne på det rigtige tidspunkt – og tysser på dem, der bliver for støjende på gangen uden for koncertsalen.

»Jeg tror, de har syntes, jeg var edderskrap,« smiler hun.

Men nu, hvor hun nærmer sig sin 79 års fødselsdag, er det på tide at holde op, mens legen stadig er god, mener hun. Derfor har hun brugt de seneste måneder på at sætte sin efterfølger, Karen Marie Beldring Hansen fra Berlingskes Marketingafdeling, ind i sagerne.

»Jeg synes, Berlingskes konkurrence er én af de vigtigste klassiske musikkonkurrencer for børn og unge,« siger hun. »Først og fremmest fordi den netop IKKE er en konkurrence i gængs forstand, hvor det handler om at finde en vinder, og hvor alle kæmper mod alle. Her konkurrerer man først og fremmest med sig selv, og man er også en vinder, hvis man fik 3. præmie sidste år, og i år har man fået en 2. præmie. For så har man vundet over sig selv.«

Mange af de musikbørn, der gennem årene har fået guldmedalje i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence, er i dag solister og koncertmestre i de store orkestre i ind- og udland. Else Cornelius har oplevet de fleste, da de som ganske små troppede op til konkurrencen med deres fløjte eller violin i børnestørrelse.

»Og ind imellem sker det så, at man oplever noget helt særligt. Som dengang i 1985, da Nikolaj Znaider som 10-årig kom for første gang med sin lille violin. Det hænder jo, at folk på tilhørerpladserne falder lidt hen, når de har hørt tilstrækkeligt mange børn spille efter hinanden. Men dér blev alle pludselig lysvågne,« mindes hun.

I dag er Nikolaj Znaider én af verdens mest eftertragtede solister.

»Men det handler ikke kun om guldmedaljerne og de store navne,« understreger Else Cornelius. »Præmier er ikke det vigtigste. Det er børnenes glæde ved musikken, der er det vigtigste. Og heldigvis er der også mange af dem, jeg har set ved konkurrencerne gennem årene, som jeg nu møder til vores kammerstævner år efter år. Og hvis folk vidste, hvor mange amatørorkestre, der findes rundt om i landet – der er plads nok til os alle.«

Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence afvikles i weekenden 22.-23. april med finalekoncert i Tivolis Koncertsal 23. maj. For første gang i mere end 30 år vil Else Cornelius ikke sidde med sine lister og venligt, men bestemt styre slagets gang. Men det kan ikke afvises, at hun i al diskretion sniger sig ind på tilskuerpladserne for at være med på en lytter.