Malmros’ personlige tragedie bliver dansk Oscar-kandidat

Dansk Filminstitut har torsdag valgt Nils Malmros’ film Sorg og Glæde som Danmarks bud på en Oscar-kandidat.

Dansk Filminstitut har torsdag valgt Nils Malmros’ film Sorg og Glæde som Danmarks bud på en Oscar-kandidat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Juryen i det prestigefyldte Oscar-akademi kommer senere på året til at stifte bekendtskab med en dansk instruktørs personlige tragedie.

Det står klart, efter Det Danske Filminstitut torsdag har valgt at indstille Nils Malmros’ film Sorg og Glæde som den danske kandidat i kategorien Foreign Language Film - bedst ikke-engelsksprogede film.

Torsdag mødtes en komité bestående af syv repræsentanter for den danske filmbranche for at vælge den endelige kandidat. På forhånd var feltet snævret ind til Niels Arden Oplevs Kapgang, Pernille Fischer Christensen En du elsker og Nils Malmros Sorg og Glæde.

Det blev altså sidstnævnte, der blev udvalgt, og dermed skal juryen se filmatiseringen af den tragiske historie om en ung filminstruktør, der kommer hjem og finder sit ni måneder gamle barn dræbt af sin kone.

Hændelsen har rod i virkeligheden og i Nils Malmros’ eget liv, for det var ham selv, der i 1984 kom hjem til sit hus i Højbjerg og blev mødt af det forfærdelige syn.

Anmelderne herhjemme gav over en bred kam filmen gode anmeldelser, og de to skuespillere, Jakob Cedergreen og Helle Fagralid, fik stor ros for deres skuespil i rollerne som Nils Malmros og hans hustru, der led af en alvorlig psykose, da hun dræbte barnet.

15. januar offentliggøres de endelige nomineringer til de forskellige priser, og 22. februar finder selve Oscar-showet sted.

Sidst Danmark vandt en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film var i 2011, hvor Susanne Bier vandt med Hævnen.