Maise Njor: Når kunst rammer den lige i røven, går den i hjertet. Det skete for mig

Kunst har fået mig til at tude. Både i Aalborg og i Thisted.

Når kunst rammer rigtigt, så rammer den hårdt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Jeg har i sommerferien grædt to gange i det nordlige Jylland. Den del af landet gør mig altid lidt grådlabil, for fra Limfjorden og op har de bare større skyer og vildere himmel, men det var ikke det, der fik tårerne frem - det var kunst.

Når kunst rammer den lige i røven, som Faxe ville have sagt, så passerer det oplevede hjernen og går videre mod hjertet. Når kunst og kultur giver én lyst til at blive bedre, være et andet menneske, finde ind til kernen, så er den vigtig.

»Tænk, at blive forelsket i en kvinde på et maleri! Hun var for længst død og borte, men hendes portræt gik lige i hjertet på de to mænd«


Første tudetur kom, da jeg besøgte Jørn Utzon-museet i Aalborg. Han skabte, som alle ved, operahuset i Sydney, men han skabte også meget andet, og frem for alt turde han tro på sig selv og sine ideer. Igen og igen, trods modstand. Udstillingen viser blandt andet alle de projekter, som aldrig blev til noget. Fordi tiden ikke var klar, eller bygningerne var for vilde. Men han blev ved.

Når kunst rammer plet, rammer det hjertet, og man kan nærmest blive forelsket. Engang var jeg på Belvedere-museet i Wien med min daværende mand og vores fælles ven. De var gået lidt i forvejen, så da jeg skulle ind i næste rum for at se nogle af Gustav Klimts værker, så jeg først de to mænd. De betragtede noget, som jeg ikke kunne se, men jeg så deres ansigter: De var forelskede. Det ved jeg, for det er der, hvor mænd ligner Fjotte fra Basserne. Med fortænderne ude som markiser og et blik, som om de netop er blevet ramt i baghovedet af en stivfrossen culotte.

Tænk, at blive forelsket i en kvinde på et maleri! Hun var for længst død og borte, men hendes portræt gik lige i hjertet på de to mænd. Når kunst rammer, rammer det hårdt.

Anden gang jeg blev så rørt, at jeg fik mig en lille hyggetuder, var, da jeg var til musikfestival i Thisted og hørte Katinka spille. Hun var så mega-højgravid, at hun fra scenen måtte love publikum ikke at føde ud på dem. Tvillingerne i hendes mave må have hørt hele koncerten, men kunne af gode grunde ikke se deres mor sidde på en stol og turde være så vred, som få kvinder tør i dag, fordi det gør én unfuckable og unlikeable. Stakåndet af vægten sang hun, på vej videre til endnu en festival, for når man er kunstner, må man tjene penge nok til at kunne gå på barsel. Så den lille vrede kvinde sang sig til en fremtidig barselsfred, på trods af, at de fleste andre kvinder nok havde valgt - hvis de havde haft muligheden - at stene i en sofa med chokolade og chips. Men kunst koster.

Og med en fadøl i hånden og solen på vej ned stod jeg der med mine tre døtre, og mens Katinka sang »Vi er ikke kønne nok til at danse« så kraftfuldt, at en dråbe for tidlig mælk plettede det ene bryst, plettede en tåre min kind.

Måske havde det også noget at gøre med den store himmel oppe nordpå, men jeg blev begge gange rørt over disse kunstnere, som med årtier mellem sig kæmpede for den kunst, de ville skabe.