Klokken er tre om natten, mit wi-fi er nede, og jeg har hudsult. Eller berøringshunger. Eller snakketrang. Bare NOGET. Normalt, hvis jeg vågnede på dette tidspunkt, hvor det er for tidligt at stå op, ville jeg gribe min mobil. Jeg ville dulme min fornemmelse af at være alene i verden med nogle videoer af blæksprutter. Ja, vi har jo alle vores hemmelige sider, og vi kan ikke alle sammen ligge og se porno om natten - specielt ikke, når blæksprutter er så dejligt beroligende. Eller jeg ville dyrke min nyeste passion: Se på to forskellige dyrearter, der er blevet venner. Der er et marsvin, som er helt skudt i en Golden Retriever, og følger den alle vegne på sine korte ben. Og en hest, som hjælper et blindt får, så man får tårer i øjnene. Denne form for levende Vitello Tonnato gør mig rolig, men lige nu er wifi en by i Rusland, og jeg ligger bare her på det hvide lagen, og det føles som at være på ekspedition over Indlandsisen. Uden hund, slæde eller nødraket.
Jeg kunne også bare tænde for fjernsynet. Men jeg hader at se en kvart film, falde i søvn, og så vågne til en anden. Man er lige i gang med »Alene Hjemme 2«, falder i søvn, og vågner til »Die Hard 3«, og tænker, »fuck, Kevin er blevet voksen hurtigt« ...
Det er gået op for mig, hvor afhængig jeg egentlig er af den IPhone. Den er jo en form for trøstebamse - eller nødraket. Pegefingeren har fået hård hud på spidsen og er blevet en smule følelsesløs af al den mobilberøring. Og jeg kan se, at min håndskrift er blevet sært barnlig og forkrøblet, fordi den er utrænet. Bogstaverne slæber sig over den blok, jeg altid har liggende på natbordet, i fald jeg skulle få en genial tanke midt om natten. Eller en drøm, som viste mig en klar vej i livet. Paul McCartney drømte jo »Yesterday«, stod op, indspillede den, og skrev dermed det hit, som flest andre har indspillet, ifølge Guinness Book of Records. Jeg drømte bare på et tidspunkt, at jeg havde stjålet Al Agamis bukser, og siden har jeg prøvet at drømme, at jeg gav dem tilbage. Man skulle jo nødig ende i drømmefængsel ...
