Jeg kender en, som tog på ferie med sin kone, da de havde besluttet at blive skilt – så havde de en uge til at få talt alt igennem. Jeg kender en, som satte de bedste flasker rødvin på bordet foran den kone, han skulle skilles fra, og så sad de med et æggeur mellem sig, og skiftedes til at tale, til solen stod op.
Og så kender jeg en masse, som blev rygende uvenner og hadede hinanden i flere år efter skilsmissen.
De andre ritualer i folkekirken handler også om faser, så hvorfor ikke skabe en til denne?
Hvorfor skulle man, som sognepræst i Brønshøj Kirke Peter Nejsum netop har foreslået, have et skilsmisse-ritual? Er det ikke dumt at tro, at to, som hader hinanden, skulle møde op i kirken for at få en velsignelse? Lige netop derfor. Og især hvis parret har børn.
Som Peter Nejsum skriver i sin begrundelse for at skabe et ritual til, når kærligheden er død, så er skilsmisser sjældent symmetriske. Der er som regel en, der er mere ked af det, mere forladt. De efterfølgende måneder, måske år, vil de helt store følelser være i heavy rotation.
Vrede, forsmåelse, skuffelse, angst for fremtiden, nogle gange lettelse – og sorg. Sorg som når nogen er død. Selve det at sidde i en kirke til en begravelse kan hjælpe en til at få sagt et ordentligt farvel og begynde at fatte, hvad der er sket. Uanset, om man er troende eller ej.
Nogle vil mene, at man ikke kan stå i den ene ende af ægteskabet og love, at man vil elske den anden, »til døden os skiller«, hvis der allerede er en kattelem i form af tilgivelse når man alligevel ikke magter opgaven. Det synspunkt kan jeg også godt forstå, men når det nu er næsten halvdelen af alle ægteskaber, der ikke holder, så er der altså tale om ret mange mennesker, som måske kunne have brug for nogle trøstende ord, noget tilgivelse, noget håb.
Man har jo mistet en ven, et livsvidne og den anden forælder til ens børn. Selvfølgelig bliver man trist, uanset om man er den, der er gået eller er blevet forladt.
Skilsmissen efterlader de fleste i samme sindstilstand, som da de to personer i første omgang blev forelskede: Totalt selvoptagethed. Optaget af alle de følelser, som vælter rundt i deres system – og det sker i den periode i børnenes liv, hvor de har allermest brug for, at man er til stede og lytter til dem og deres følelser.
Hvis jeg havde haft mulighed for at komme til et ritual, hvor jeg sagde endegyldigt farvel, havde jeg sparet mange liter tårer, og var kommet videre hurtigere. Egentlig kunne det sagtens have foregået uden min eksmand – det vigtigste ville have været at holde sig selv op på at sige: »Godt, fra på torsdag, når jeg har gennemgået dette, er jeg i en anden livsfase.«
De andre ritualer i folkekirken handler også om faser, så hvorfor ikke skabe en til denne? Optimalt skulle begge troppe op og tage deres ringe af under samme tag, hvor de tog dem på, give hinanden et kys og sige farvel, og love at skilles som så gode venner, som det kan lade sig gøre. For i sidste ende er det børnene, det handler om. Og det er jeg sikker på, at Gud også ville mene ...
