Grå er en kontorfarve, der ikke skræmmer nogen. Men sådan en morgen, hvor jeg er mødt alt for tidligt og derfor er alene i et stort kontorlandskab, er grå en smule skræmmende. Foran mit grå hæve-sænke-bord er en grå tavle, som man ikke kan sætte noget på – den fungerer bare som afskærmning mod min ellers både søde og seværdige genbo.
Tæppet er mørkegråt, reolerne er en lidt lysere nuance af grå. Det er faktisk tarveligt, at jeg af og til vander de grimme kontorplanter, for de forsøger på skift at begå selvmord – måske man skal lade dem dø i fred og forlade det grå kontorlandskab?
Resten af det store lokale er fyldt op med alverdens mærkelige dimser, som nogen har glemt at smide ud, ligesom to af mine kolleger tilsyneladende samler på kold kaffe i firmakopper.
Da min ældste datter en dag havde været på besøg, mente hun, at vores kontor lignede et behandlingshjem for utilpassede unge, der var blevet forladt i hast.
Det er mange timer, man opholder sig på sin arbejdsplads, og dermed mange dage på et år, man føler sig som statist i »Fifty Shades of Grey«. Eller »The Office« ...
Det er jo ikke firmaets skyld, at medarbejderne åbenbart ikke kan finde ud af at rydde op. Men resten ... Når jeg ser mig omkring, er det nok den femte eller sjette arbejdsplads, jeg har været på, hvor der er virkelig grimt, og som ligner noget, der er købt ind i et sindssygeanfald hos Biva. Hvor man er omgivet af møbler, som holder fem år, hvis man er heldig.
Det kan ikke være en måde at drive forretning på. Brug og smid væk er ikke længere moderne. Når man sidder ved et bord, som er fremstillet til at være midlertidigt, kan man godt føle sig lidt midlertidig i ansættelsen ... det er ikke altid optimalt for kreativiteten.
Og man kan drømme sig tilbage til alle de gamle, gedigne, holdbare møbler, der er blevet smidt ud gennem tiden. Fordi de ikke var moderne. Tænk, hvad firmaer kunne have sparet, hvis de i stedet for at skifte det hele ud med noget, som går i stykker efter et par år, havde hyret en indretningsarkitekt, som kunne gøre, at de gamle, ordentligt fremstillede møbler var til at leve med.
Det er mange timer, man opholder sig på sin arbejdsplads, og dermed mange dage på et år, man føler sig som statist i »Fifty Shades of Grey«. Eller »The Office« ...
Jeg er med på, at tiden ikke er til ekstravagante indkøb af PH-lamper på sygehusene eller en tur i Illums Bolighus, når en arbejdsplads skal have nye stole. Men tiden er heller ikke til, at man køber dårlig kvalitet, som om lidt skal skiftes ud – og hvis de fleste af os efterhånden har fået øjnene op for genbrug, kunne det være, at de store firmaer en dag følger med tiden.
Nå, nu kommer Trine og siger glad godmorgen, om lidt kommer Søren D, og jeg kan glæde mig til, at han har prøvet at finde et nyt, gammelt ord fra vores fælles baggrund på samme gymnasium. Hvis ikke, råber han bare »hej manner«, som var noget, man sagde for længe længe siden – dengang man stadig sad på træstole, der var fremstillet af en håndværker, også selv om man bare var gymnasieelev ...
Så kommer Birgitte gående i dobbelt hastighed, tænder sin computer og finder hurtigt noget at grine ad, Thomas ankommer med høretelefoner på og et par solbriller, han selv synes er cool, og så kommer Søren K., som forleden uden at google rettede et Shakespeare-citat. På engelsk.
Om lidt kommer de allesammen, og jeg ved igen, hvad jeg laver her – fordi mine kolleger er søde ... og fordi de skygger for alt det grå.
Maise Njor er livsstilsjournalist på Berlingske
