»Nu tager du dig bare sammen og får styr på bævre-stemmen,« sagde jeg til mig selv i omklædningsrummet. Ude på den anden side stod mine gode, gamle veninder, og vi skulle først i spa, og siden hjem til den ene og spise. I mine øjne stod vandet højt.
Når man bliver filtret ind i den blå, blå, blå fornemmelse og ikke har nogen anelse om, hvordan man slipper ud, kan der gå lang tid, før man siger det til nogen. Først skal man blive klar over, at den blå mandag gik over i blå onsdag og siden blev en uge og så to. Så prøver man at finde en udvej af tankespindet, men det hele mudrer rundt i hjernen, og man siger til sig selv, at man jo bare må op på hesten igen. Det er, når man kan se, at krikken er for høj, og man ikke kan få foden i stigbøjlen, at man bliver klar over, at nogen må hjælpe. Men hvem?
